Island er det perfekte rejsemål for par, der ønsker en aktiv og romantisk ferie med den rå natur som baggrund.
Jeg og min kæreste rejste 8 dage til Island (Reykjavik) i april 2014, næsten et år før vores første barn blev født. Det var derfor en parferie uden børn (men med et stort håb om, at der snart kom en baby, for på det tidspunkt havde jeg lige fået konstateret pco), så ferien var derfor lidt et velkomment afbræk i babyprojektet.)
Vi fokuserede på at få en masse fede oplevelser, som var specifikke for Islands natur. Derfor oplevede vi ikke særlig meget by, kultur eller gastronomi. Men både snowmobile, lavagrotter, gletchere, gejsere, hvalsafari, ridning, vandfald og snorkling blev der tid til!
Jeg er på ingen måde ekspert i Island, så det er altså bare mine egne erfaringer, jeg deler, ligesom da jeg fortalte om vores rejse til Skotland med baby. Jeg synes nemlig selv, det er en kæmpe inspiration at læse folks blogindlæg inden jeg selv skal ud at rejse.
Hvis du har brug for yderligere hjælp og inspiration, kan jeg i øvrigtanbefale Vulkanrejser. Jeg hentede meget info på deres hjemmeside.
Aktiviteter på Island
Der var så mange ting, vi gerne ville opleve, mens vi var på Island, og vi nåede faktisk næsten det hele. Men vi var også ude hver dag, tror jeg.
Nedenfor fortæller jeg om alle de seværdigheder og natursteder vi oplevede, og hvilke ting jeg vil anbefale, at du også får oplevet. Det er selvfølgelig en meget individuel sag, men jeg håber alligevel det kan hjælpe dig i din planlægning af din egen Island-rejse.
Den Gyldne Cirkel – Islands mega kendte rå natur
Én af de helt store klassikere, som man næsten ikke kan komme uden om er Den Gyldne Cirkel. Man kan købe en hel masse færdige ture, der tager én til de tre destinationer, men vi valgte bare at køre i vores egen, lejede bil, og det fungerede fint (og så var det skønt selv at kunne bestemme, hvor længe vi var hvert sted).
Nedenfor har jeg beskrevet min oplevelse af de tre steder:
Thingvellir-søen i regnvejr
Vi startede ved Thingvellir-søen. Det regnede og var ret koldt, men vi gik alligevel omkring og så de majestætiske fjelde og søen. Det var dog på ingen måde uforglemmeligt, måske på grund af regnen, så vi skyndte os at køre videre til Geysir.
Geysir og seriøst endnu mere regn
Geysir er en af de mest kendte gejsere på Island, som de fleste besøger, når de rejser dertil. Der var mange forskellige gejsere i området, og det er så en bestemt, stor gejser, der hedder Geysir.
Det VAR ret fantastisk at se gejserne. Jeg elsker sådan nogle naturfænomener. Desværre tog regnen til, og den tid det tog at vente på, at gejserne spyttede vand op, føltes ret lang i øsende regnvejr, så vi gik ret hurtigt ind på cafeen, hvor vi købte suppe.
Jeg vil tro Geysir er meget smuk i bedre vejr, så jeg håber at vende tilbage en dag.

Gullfoss – dagens højdepunkt
Det sidste stop var vandfaldet Gullfoss. Endelig var det holdt op med at regne, og vandfaldet skulle vise sig at blive dagens højdepunkt.
Vandet kastede sig i tykke, grådige kaskader ned over klipperne, og der hvor vandfaldet mødte floden (eller var det en sø?) under sig, blev der tåget af vanddråber. I baggrunden bredte mørke klipper sig, og for første gang kunne jeg virkelig fornemme Islands vilde og rå natur.
En ting, der overraskede os var, at der (i mine øjne) ikke var særligt sikre rækværk ved Gullfoss. Der var selvfølgelig hegn, men det var lidt ens eget ansvar, at man ikke forcerede dem og sådan. Jeg oplevede det samme (i endnu højere grad faktisk) i Grønland. Måske er man bare vant til at alting er lukket inde bag hegn i Danmark;-)
Ridetur på Islandske heste
Vi købte en kombineret tur på et lokalt turistkontor, hvor man først var ude at ride på islandske heste og bagefter på hvalsafari.
Vi var rigtigt heldige med vejret den dag, men desværre havde jeg ondt i maven. Det gjorde det mindre fedt at bumle rundt på ryggen af en islandsk hest (jeg er ingen trænet rytter), men hestene var søde og min kæreste (der heller ikke er en trænet rytter), syntes det var mega sjovt, da man fik lov til (med hans ord) virkelig “at give den gas på hestene” (læs: at galoppere).
Der var frokost og særligt ridetøj inkluderet, og vi red afsted en hel gruppe og generelt var det super turistagtigt, men også skægt. Sikkert også hvis man har større børn med.
Hvalsafari
Jeg elsker at sejle (faktisk har jeg sejlbevis, men ingen båd), så selvfølgelig skulle vi på hvalsafari.
Det var en skøn eftermiddag i dejligt vejr, og vi så faktisk en pukkelhval på relativt tæt hold. Den blev på samme sted i ret lang tid, og det er første (og eneste) gang jeg har set en hval.
Så det var ret interessant, og som sagt elsker jeg at sejle. Men det var nok meget godt, at det ikke var én af de mest regnfulde dage.
Snowmobile på Myrdalsjölanll-gletcheren (oven på vulkanen Katla)
Én af de mest fascinerende og vilde oplevelser, jeg har haft, var at køre på snowmobile på gletcheren med det sindssyge navn.
Det var selvfølgelig også en tur, vi havde købt. Vi kørte i virkelig lang tid (3 timer eller sådan noget) i vores egen bil for at komme fra hotellet til gletcheren, men det var hele køreturen værd.
Jeg siger jer, da vi først kom op på gletcheren, og vulkanen Katla lå 750 meter under os – long overdue, som guiden sagde – så følte jeg mig altså som om jeg var ude i den vilde natur. Også selvom det var en guidet tur.
Overalt var der hvidt. Man kunne kun se få meter frem, ikke engang horisontlinjen fandtes. Nogle steder var himlen og sneen lige hvide, og det eneste man kunne se, var scooteren foran sig. Hvis man var kørt ud af rækken, var man forsvundet. Og dét har jeg aldrig prøvet før.

Skogafoss – en lille, våd perle
På vej hjem fra Myrdalsjögletcheren (mener jeg det var) kom vi forbi et vandfald, der hed Skogafoss. Det lå lidt afsides og var slet ikke så besøgt som Gullfoss. Men meget smukkere, synes jeg faktisk.
Det skyldtes måske, at her slet ingen hegn var. Alt føltes meget mere naturligt og uspoleret, og man kunne vandre direkte oven over vandet og ved siden af vandfaldet.
Himlen var hvid og fuld af skyer, og det begyndte at regne, mens vi gik hen til vandfaldet. Men det føltes alligevel som at finde en lille perle. Og når jeg tænker på at vende tilbage til Island, tænker jeg altid først på Skogafoss, faktisk.
Jeg fik i øvrigt også verdens bedste lammekølle på en restaurant lige ved siden af, men den kan jo være lukket i mellemtiden.

Den Blå Lagune – en klassiker ligesom Lalandia
Altså, Den Blå Lagune er jo ligesom en klassikker, så selvfølgelig skulle vi også derhen.
Det var ret flot udefra. Det gav en idé om, hvordan lagunen (måske) har set ud inden den blev lavet om til et vandcenter/svømmehal/turistattraktion/spa-ting.
For altså, det var virkelig et turistet sted.
Fx var der en poolbar ude midt i lagunen. Og selvom der også var klipper og sådan, så føltes det faktisk lidt som at være i Lalandia eller sådan noget. Og jeg har ikke noget i mod Lalandia (faktisk planlægger vi en tur dertil), men når jeg rejser til Island, så rejser jeg efter barsk natur og autencitet, og det ødelagde poolbaren lidt for mig. Men smag og behag er heldigvis forskellig:-)
Næste gang tror jeg, at jeg vil undersøge, om der findes nogle mindre turistede varme kilder, som man kan besøge og bade i. Det er nok mere mig.
Lavagrotter – jeg elsker grotter …
Jeg besøger altid drypstenshuler og grotter, når jeg er ude at rejse. Derfor skulle jeg selvfølgelig også se lavacaves.
Og hvor var de fantastiske!
Vi var så super heldige, at vi var de eneste, der havde booket turen (der var kombineret med snorkling i Thingvellir-søen). Så vi kunne både se og høre alt, hvad guiden fortalte og tage alt i vores eget tempo.
Det vildeste var nok, at det slet ikke som sådan var en attraktion. Vi kørte bare ud i ødemarken (det så i hvert fald øde ud for mig) og så var der en lille reb-afspæring og et hul i jorden, og da vi gik derned, åbenbarede lavagrotten sig.
Hvis jeg vender tilbage, vil jeg helt sikkert se flere lavagrotter. Det kan anbefales. Men jeg har som sagt også en forkærlighed for grotter (og en idé til en roman, der foregår i huler).
Et af mine største rejseønsker er faktisk at komme ned i en vulkan, men det må nok vente til mine børn er blevet større og jeg kan rejse ud på egen hånd igen.

Snorkling i Thingvellir-søen
Det var faktisk min kæreste, der gerne ville snorkle mellem kontinental-pladerne. Jeg var ret bekymret for hele snorkel-idéen, fordi jeg fik klaustrofobi ved tanken om kun at trække vejret gennem en snorkel. Og jeg var også lige ved at bakke ud, da jeg fik masken på første gang, og min næse lukkede til.
Men jeg gjorde det!
Svømmeturen var ikke specielt lang, men nøj hvor var det spændende. Helt klart rejsens højdepunkt! At ligge i iskoldt vand (i en dragt, selvfølgelig) og vide, at man er midt mellem to kontinental-plader … og så var der bare DYBT! Det var faktisk lidt gyseligt, at man slet ikke kunne se bunden.
Det var vores 12års dag, og på trods af, at mine fingre var ved at fryse til is (vanterne var ikke ordentligt vandtætte), og at det var en overvindelse for mig at snorkle, så var det en perfekt måde at fejre dagen!
Krysuvik Sø og Geotermiske område
En af dagene kørte vi bare en tur i vores lejede bil, og så kom vi forbi en sø, der hed Krysuvik. Den var ret smuk (dog ikke et must-see).
Det synes jeg til gengæld, at det geotermiske område, som lå i nærheden var. Der var små varme kilder og gejsere alle steder, og solen skinnede, og vi følte os ret heldige, at vi tilfældigvis var kørt den vej forbi.
Det var et turist-sted, men ikke et vi havde hørt så meget om, og bestemt ikke overrendt. Bestemt et besøg værd.
Nordlys på nattehimlen
Vi ankom netop én dag for sent til at se nordlys med turist-turene (sæsonen var slut), men nordlyset ved jo ikke, hvornår turene slutter. Så vi tog vores egen bil en sen aften og kørte ud af byen i den retning, vi havde fået udpeget på turistkontoret – og vi var heldige at finde nordlys!
Det strakte sig bølgende og neongrønt på himlen, ind og ud i sælsomme mønstre. Mageløst, faktisk.
Praktiske overvejelser
Jeg brugte en del tid på at læse om Island, inden vi tog afsted. For at være ærlig, virker det som om alle steder på Island er fantastiske, og jeg vil meget gerne tilbage og se nogle andre områder.
At valget faldt på at bo i Reykjavik by og køre ud derfra, skyldtes egentlig mest at det var en overskuelig måde at se nogle af Islands mere kendte naturområder. En anden gang vil jeg nok vælge en rundrejse i bil.
Reykjavik by
Reykjavik er en rigtig charmerende storby. Vi oplevede ikke selve byen så meget, udover når vi købte ind (vi havde køkken i hotellejligheden) eller var på café. Generelt er vi mere til storslået natur end storbyferier, så det var også for naturens skyld, at vi var kommet til Island.
Til gengæld hørte vi, at der var en masse varme bade i byen, som vi aldrig nåede hen til, og dem vil jeg helt sikkert besøge, hvis vi vender tilbage.
Hotel midt i Reykjavik
Vi boede på hotel Room with a view, som levede fuldt op til vores forventninger og sagtens kan anbefales.
Det bedste ved hotellet var beliggenheden – det lå meget centralt, så det var nemt at komme omkring i byen, og samtidig kunne man hurtigt få fat i sin lejede bil og køre ud i naturen, eller bestille en tur via et turistkontor i byen.
Første gang man rejser til Island, er Reykjavik et rigtig fint rejsemål, fordi man nemt både kan opleve by og natur, og byen føles også ret “sikker” at færdes i, synes jeg.
Island i april
Da vi kom til Island fik vi at vide, at der er et islandsk ordsprog, der hedder: “Hvis du ikke kan lide vejret, så vent 5 minutter”.
Og det kan jeg godt forstå!
Vejret var nemlig voldsomt omskifteligt. Ikke bare som det danske vejr, langt fra! Det var så vildt, at det ene øjeblik, kunne man køre gennem snevejr og to sekunder efter, kunne det være strålende sol. Det lyder overdrevet, men det var det faktisk ikke.
Derfor oplevede vi både sol, sne og regn, mens vi var afsted, men grundlæggende var det desværre mest regnfuldt de dage, vi var der. Og vi havde vintertøj på de fleste dage. Men det var alligevel en virkelig dejlig rejse.
Hvis du har nogle rejseminder fra Island eller spørgsmål til min beretning, må du meget gerne skrive en kommentar.
Nb. Husk at alt er skrevet ud fra egne oplevelser og efter hukommelsen, så det er selvfølgelig helt på eget ansvar, hvis du booker noget af det samme. Forholdene kan jo have ændret sig siden.
Tak fordi du læste med:-)
Dejlig guide! Er ret imponeret over, at I alligevel har oplevet så meget af, hvad den islandske natur har at byde på, taget i betragtning at I boede i Reykjavik. I sommers kørte min kæreste og jeg på ringvejen (med et par afstikkere), og jeg kan absolut anbefale dig at rejse tilbage og opleve mere af det smukke land (:
Hej Camilla. Tak. Ja, vi nåede virkelig meget. Det ville vi nok ikke gøre, hvis vi tog afsted igen, nu hvor vi har børn! Men ja, det står også på min liste over rejser jeg drømmer om:-) Mh Camilla