Vejlø ø-lejr med små børn

Ø-lejr med små børn

Vi er netop hjemvendt fra 5 dage på Vejlø Ø-lejr – vores første ø-lejr nogen sinde. Og jeg har glædet mig RIGTIG meget til at skrive dette indlæg, for jeg vil rigtig gerne dele mine tanker om at tage på ø-lejr med små børn. Det er nemlig en ferieform, som vi fik rigtig mange spørgsmål og smil til inden vi tog afsted!

Kan man have små børn med på ø-lejr?

Det korte svar er JA, det kan man godt. Rigtig mange har små børn med på ø-lejr. Vi var afsted med en næsten 1-årig og en 3-årig, og det gik fint. Der var ingen yngre børn end vores 1årige (men mange af dem vi mødte, havde været afsted, før deres barn blev 1 år), men en del børn på 1-12 år samt teenagere.

Det var rigtig nemt at have den 3årige med på ø-lejr, og han var faktisk nemmere end derhjemme, fordi der hele tiden var nogen/noget at lege med. Der var en lille legeplads, en sandkasse og noget legetøj samt tusser etc. Derudover var der en strand – og andre børn. Så der var nok at lave for en 3-årig.

Det var lidt sværere med en 1-årig, synes jeg. Han kan ikke gå endnu, men han er ligesom for gammel til bare at sidde på skødet, i bæresele og i barnevogn hele tiden. Så han fik lov at kravle en del rundt, og han blev virkelig møg beskidt. Og jeg må indrømme, at jeg synes, det var lidt stressende hele tiden at holde øje med, at han ikke kravlede hen til noget farligt/spiste noget farligt. Altså med ham skulle man være på non stop, men han nød det:-)

Dertil kommer nætterne – den 3årige gik ud som et lys og sov til næste morgen. Bedre og længere end derhjemme! Men den 1-årige vågnede stadig om natten, og det var dels ret koldt at amme i de store fællestelte og dels lidt stressende når han vågnede, fordi jeg var bange for, han skulle vække de andre. De brokkede sig dog slet ikke, og der var et godt fællesskab i teltet.

Vejlø ø-lejr med børn
Vi blev vækket af køernes morgenbrøl:-)

Hvad laver man på en ø-lejr med børn? 

Der er meget forskel på de forskellige ø-lejre. Vi havde valgt Vejlø, fordi den havde en rigtig fin og informativ hjemmeside. Men vi overvejede også Skarø og Drejø.

Vi var fra starten enige om, at vi ville på en familie-uge, så der så vidt muligt var plads til børnene. Derfor skrev vi en mail til øens kontaktperson og spurgte, hvilken uge, hun ville anbefale, og hun anbefalede os så at tage afsted i uge 27.

På Vejlø bestemmer man helt selv, hvad man vil lave. Man kan gå en tur, fx på stranden. Alene eller sammen med andre. Et par gange mens vi var der, blev der sejlet en motorbåd med en “ring” efter. Det var fedt for de større børn og voksne. Der var også kajakker til fri afbenyttelse. Man kan bage eller lave mad (alt mad er frit i lejren, så man går bare i gang). Man kan også bare hænge ud i lejren og hygge sig, tegne eller ligge på en luftmadras og læse.

Vi var super heldige med vejret, så vi brugte en del tid på stranden (der altså har både sten, tang og vandmænd, så badesko kan anbefales) og i fællesområdet, hvor der var legeplads og sandkasse.

Hvad er særligt ved Vejlø Ø-lejr?

Nu har jeg jo ikke rigtigt været på andre ø-lejre, men jeg har talt med et par stykker, der har og også læst om flere andre ø-lejre på nettet. Så nedenstående er altså skrevet med forbehold, men er et forsøg på at hjælpe andre, der gerne vil finde den rigtige ø for dem.

Vejlø Ø-lejr har en flad struktur. Der er madhold, som man selv melder sig på, hvis man har lyst, men ellers er der ikke systemer til rengøring, opvask, toilet-spande etc. Hvis man synes, noget skal gøres, opfordres man til at gå i gang. Efter min mening fungerede systemet faktisk. Jeg meldte mig på madholdet 2-3 gange fordi jeg ikke gad at maden blev serveret for sent, og min kæreste var med ude med toiletspandene to gange, fordi det trængte. Jeg hjalp også lidt med at vaske op 1 gang.

Der er også meget få faste aktiviteter, og de kan ændres i sidste øjeblik. I den uge vi var afsted, var der arrangeret en bordfodbold- og bordtennis-turnering, en fodboldkamp samt noget krea med perler og en festmiddag om torsdagen samt en skattejagt fredag og bål hver aften. Der var også en rundtur på øen og vandsport samt spil.

Men altså ikke sådan et meget fast program for hver dag – og man tager selv både morgenmad og frokost i køleskabet, ligesom det er op til madholdet at bestemme, hvornår aftensmaden bliver serveret. Maden var ret traditionel – i køleskabet var der typisk den lyserøde salami og lignende, men der var også frugt og grønt til rådighed det meste af tiden.

Man behøver faktisk heller ikke købe billet – så hvis du bliver interesseret i Vejlø af at læse dette, kan du så vidt jeg forstår sagtens tage derhen i uge 28 eller 29! Man kan betale for det antal dage man er der, men man skal dog ringe til Postbåden og høre, om de har plads til at sejle én over (en smuk sejltur i øvrigt).

Da jeg var der, var vi 60-85 personer. Der kom og gik folk hver dag, men de fleste ankom om lørdagen. Der var en større gruppe, der kendte hinanden og havde været der i gennem mange år, men vi var også en del nye.

Man sover i store fællestelte, hvilket fungerer og er hyggeligt, men også koldt. Toilettet er et skur med spande med toiletbrædder. Der er kun dør for tre af toiletterne, men de var heldigvis sjældent optaget. Brusebadet (1 stk) har som regel solvarmt vand. Man laver stort på toilettet og tisser i skoven.

Toiletterne på Vejlø ø-lejr
Toiletforholdene var måske ikke ligefrem luksuriøse, men jeg oplevede faktisk ikke, at det var et problem. Foto: Rita Ellemose Honoré

Man kan i Gårdens åbningstid købe sig til et toiletbesøg med træk og slip eller et med sikkerhed varmt brusebad samt slik og drikkevarer. Der bliver både røget og drukket og sunget ved bålet om aftenen, så som børnefamilie er det bedst at lægge sig i et telt langt fra bålet.

Gåde råd til at pakke til ø-lejr

Sådan holder du varmen om natten

Vi havde rigtig dejligt vejr – 27 grader nogle dage – men nætterne var altså rigtig kolde i de store fællestelte!

Det allervigtigste er efter min mening ikke at fryse om natten! Til det formål er uldtøj bedst. Skiundertøj fungerer fx fint.

Jeg havde købt Engel uldundertøj til mig selv med lange ben og ærmer. Jeg sov også med en “buff” i uld samt alm. strømper. Min kæreste sov i uld-skiundertøj, buff og strømper. Den 3årige sov i Joha uldtøj og strømper og den 1-årige sov i Joha uldbody samt uldbukser og en tynd uldtrøje ud over samt en lille bomuldshue og strømper på både hænder og fødder.

Jeg havde en vildt god sovepose, så jeg frøs kun, når jeg skulle amme, da jeg så skulle åbne den. Børnene havde junior-dyner og min kæreste havde en lidt for kold sovepose. Derudover havde vi ekstra tæpper og en ekstra sovepose med, som børnene nogle gange brugte lidt.

Vi sov på luftmadrasser, som jeg øverst havde beklædt med et stort uldtæppe og et lagen. Under den 1årige havde jeg også lagt en udfoldet sommer-voksipose. Kulden trænger nemlig op fra jorden. Jeg har hørt, at det er bedre at sove på billige skummadrasser, eller at lægge et liggeunderlag nederst for at isolere.

Tøj og ting på ø-lejren

Vi havde taget alt for meget tøj med, men det var også fordi vi næsten ikke havde brug for overtøj, trøjer etc. fordi det var godt vejr. Hvis det havde regnet, havde vi nok været glade for især gummistøvler! Vi brugte næsten alt det almindelige sommertøj vi havde med til børnene, for det blev ekstremt beskidt hver dag, når de legede.

Derudover var vi meget glade for en godnatbog, en lommelygte, vores hovedpuder, badetøj, håndklæder, håndsprit, solcreme. Vi havde også myggespray med, men der var ikke specielt mange myg. Vi havde også medbragt egne snacks, især til børnene, men der var mad nok i lejren. Alligevel var det fint at have lidt smoothies etc. med. Vi brugte slet ikke det legetøj, vi havde medbragt.

Vi var til gengæld SÅ glade for at vi havde medbragt barnevognen! Jeg troede, at en bæresele/slynge ville være nok, men vognen var virkelig guld værd. Vi kørte simpelthen alle de ting vi brugte i løbet af dagen rundt i den. Og om aftenen pakkede vi den, så den var klar næste morgen, så man bare kunne skynde sig ud af teltet med barnevognen og ungerne. På den måde vækkede man ikke alle de andre. Vi brugte den også til at køre alle vores ting ned til stranden fx.

Ud over barnevognen havde vi også slynger og bæreseler med. Jeg brugte primært min Manduca. Min kæreste brugte også sin Ergobaby lidt og jeg brugte også ringslyngen et par gange, når jeg fx skulle lave mad. Vi vandt faktisk bordfodboldturneringen sammen med baby i bæreselen;-) Jeg ville ikke have undværet min Manduca bæresele.

Hvem kan tage på ø-lejr?

Alle der kan lide at holde en afslappet ferie i naturlige, lidt slidte og primitive, omgivelser sammen med andre! Og som ikke er bange for at tisse i skoven sammen med fasanerne eller blive vækket af køernes morgenbrøl;-) Den første morgen satte den 3årige sig op i sengen og sagde: “Far! Jeg hørte noget! Det var en KO!” Og så var dagen startet!

Solnedgang over Vejlø
Om aftenen, når børnene var puttet, kunne vi lige nå at se solnedgangen over Vejlø.

For mig er den store fordel ved ø-lejr-ferien at man er meget sammen som familie. Vi havde ingen skærme med og brugte nærmest ikke telefoner, da de var besværlige at få opladt. Så vi var på sammen hele tiden. Derudover var det rigtig rart, at der hele tiden var andre mennesker at være sociale med!

Vi havde en rigtig dejlig ferie på Vejlø, men jeg er også lidt nysgerrig efter at opleve nogle af de andre ø-lejre med en mere fastlagt struktur, så det kan godt være, at vi vælge Skarø, Drejø eller Gro Sommerlejr næste år. Hvis jeg kan overtale min kæreste – han vil nemlig helst tilbage til Vejlø. Og det skal lige siges, at det krævede MEGET overtalelse overhovedet at få ham med på ø-lejr i første omgang. Men nu siger han, at han er blevet “omvendt” og synes det er en rigtig fed ferieform.

Og så er det faktisk også en billig ferieform. Vi gav så vidt jeg husker under 2500 kr. for at komme afsted 2 voksne og 2 børn inkl. kost og logi for en hel uge:-)

Har du været på ø-lejr? Og har du nogen tips, du gerne vil dele? Eller nogen spørgsmål?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *