forskellen på 1 og 2 børn

Forskellen på at have 1 og 2 børn – livet med to små børn

Når man bliver gravid for anden gang, står man med nogle helt andre spørgsmål, end første gang man bliver gravid. For det er altså bare noget helt andet at skulle forholde sig til at blive mor igen end “bare” til at skulle være mor.

Dette indlæg handler om forskellen på at have et og to børn, for det var én af de ting, jeg selv tænkte rigtig meget over, da jeg var gravid med Lillebror.

Hvor meget anderledes ville vores døgnrytme blive med to børn? Ville der komme søskendejalousi? Hvordan kunne jeg få tid til begge to? Hvordan får man puttet to børn? Hvordan ville fordelingen mellem mig og min kæreste være?  Ja, spørgsmålene kan være mange, og svarene får man først, når baby nr. 2 ankommer.

Dette indlæg er selvfølgelig totalt subjektivt. Jeg aner jo ikke, hvordan det vil være for dig at gå fra 1 til 2 børn. Men måske kan du alligevel bruge mine svar til noget! Og hvis du selv allerede har 2 børn, har du måske lyst til at dele dine egne erfaringer i kommentarfeltet? Du er også velkommen til at spørge ind, hvis der er noget, du ikke synes, jeg forklarer helt nok om:-)

Fordele ved at have to børn

Lad os starte med det positive! Altså fordelene ved at have to børn frem for et.

Mine børn er i skrivende stund 9 mdr. og 3 år. Så der er 2 år og 4 måneder mellem dem. Det var et helt bevidst valg, at vi gerne ville have børnene tæt på hinanden, så de kunne lege sammen. Faktisk tog det 10 mdr. at lave Lillebror, så vi havde egentlig kalkuleret med at få dem endnu tættere:-)

Og det med at de kan lege sammen, synes jeg allerede vi begynder at kunne mærke. Indrømmet – det er ikke super meget en 9 mdr. baby og et 3årigt barn har til fælles. Men alligevel kan man godt hjælpe dem med at lege lidt.

Storebror kan læse lidt i en bog for lillebror. Eller han kan lege at Lillebror er “syg” og undersøge ham med lægetasken. Selvfølgelig skal der stadig være hjælp/opsyn fra os, når de leger sammen, men det er stadig klart en fordel i forhold til, da vi kun havde et barn.

Det er også enormt hyggeligt at se den kærlighed de (som regel) viser hinanden. Indrømmet – der er også tidspunkter hvor de ikke er jordens bedste venner. Men det synes jeg virker helt naturligt. Jeg tror også på, at de lærer rigtig meget af at skulle dele og af ikke at være i centrum 24/7.

Så altså – selv her med to små børn, der skiftevis sover rimelig dårligt, vil jeg sige, at fordelene ved at have to børn helt klart opvejer ulemperne!

Graviditeten med barn nr. 2

Men for ligesom at tage fat i nogle af de forskelle der er på at have 1 og 2 børn, så kan vi jo faktisk starte allerede ved graviditeten. For det var allerede der, det gik op for mig, at det er ret forskelligt at være førstegangsgravid og andengangsgravid.

Primært fordi man har et (lille) barn i forvejen, som man skal tage sig af!

I min første graviditet kunne jeg jo tilpasse min dag til graviditeten. Jeg er selvstændig (forfatter), så jeg kunne dele mit arbejde ud over dagen og tage en middagslur (ikke alle dage selvfølgelig – sommetider havde jeg møder, undervisning, foredrag og deadlines – men en del dage trods alt).

Hvis jeg havde smerter eller skulle til gravidgymnastik eller jordemoder, kunne jeg ligesom også bare tage mig af det. Altså – jeg skulle jo kun tage mig af mig selv og mit arbejde, ikke?

Barn 1 kommer i første række i graviditeten

Med barn nr. 2 er det totalt anderledes. Barn 1 SKAL hentes fra institution. Hvis barn 1 er syg, SKAL han passes derhjemme. Også selvom du har smerter eller kvalme. Hvis barn 1 er lille, er du nødt til at lave løft, du måske undlod i din første graviditet. Også selvom du har ondt.

Og hvis fødslen går i gang, mens du er alene med barn 1, er du faktisk også nødt til at opføre dig rimelig fattet. Jeg læste en fødselsberetning (kan desværre ikke huske hvor) om en kvinde, hvis anden fødsel gik så hurtigt, at hun måtte tage den 3årige kommende storesøster med i badekar og føde der. Uden mand eller jordemoder. For føde, det skal man jo. Og en 3årig kan jo ikke bare passe sig selv i mens, vel?

Den første tid med to børn

Den første tid med barn nr. 2 er også helt anderledes end den første tid med barn nr. 1.

For os herhjemme var den største forskel, at med barn nr. 1 var vi begge to lige meget på både dag og nat. Jeg har en kæreste, der stod op om natten og hjalp mig med amningen, der gik rimelig meget i hårdknude. Skiftede næsten alle bleer den første tid og generelt bare var helt vildt meget med.

Det var han også, da barn nr. 2 kom. Men her var hans primære opgave at tage sig af barn nr. 1.

Om dagen betød det, at han ofte tog Storebror ud, mens jeg var derhjemme og havde ro med Lillebror. Om aftenen og natten betød det, at han sov inde ved Storebror (der jo kun var to), lagde ham i seng osv., mens jeg passede Lillebror om natten. Og det var sådan set fair nok for os begge to – men helt anderledes end første gang!

Til gengæld var vi meget mere sikre i forældrerollen

Noget af det bedste ved at blive mor anden gang synes jeg var, at jeg var meget mere sikker på mig selv som mor. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville lytte til mig selv og min egen mavefornemmelse denne gang – ikke alle mulige råd og internetsider.

Og så var der jo rigtig mange ting, vi stadig havde totalt på rygraden (og var i gang med!) som fx at slæbe bleer, grød og bæreseler med rundt, være vågne om natten osv. Altså på en måde var vores liv jo allerede indstillet på at være småbørnsforældre, ik’? Og det var måske faktisk den største positive forskel på at blive forældre første og anden gang:

Vi vidste, hvad vi gik ind til

Altså det var ikke en overraskelse, hvordan søvnmangel føles. Og at en baby måske kun gider sove lure af 30 minutters varighed – sådan nogle børn får vi åbenbart bare (i perioder i hvert fald).

Så selvom vi selvfølgelig ikke kunne vide, hvordan det var både at tage sig af en 2årig (nu 3årig) og en baby, så vidste vi da i hvert fald, hvor altopslugende arbejdet det er at få et barn! Og ja – det er (også) et altopslugende arbejde at få nummer to. Især hvis nr. 1 stadig er lille.

Men vores liv var bare super indstillet på at blive beriget med endnu et væsen, da nr. 2 ankom. For vi havde jo allerede ændret vores udadvendte liv væsentligt efter nr. 1 kom.

Overvejer du at få nr. 2? 

Hvis du går og overvejer at få nr. 2, så synes jeg, du skal mærke rigtig godt efter i din mave. Og måske lave nogle fordels- og ulempe-lister. Herhjemme er fordelslisten ved at have 2 så lang, at vi lidt drømmer om en 3’er. Men for andre er det måske bedre at vente med nr. 2 – eller kun at få et barn. Det er kun dig selv, der kan vide, hvad der er rigtigt for dig.

Og hvis du nu allerede har to – hvad er så dit bedste tip til den første tid med to børn? Eller hvad synes du, var den største forskel på barn nr. 1 og barn nr 2? 

8 thoughts on “Forskellen på at have 1 og 2 børn – livet med to små børn”

  1. Supergodt indlæg 🙂 Jeg vil også gerne have barn nr. 2 tæt på barn nr. 1, men ting tager tid… Tænker nemlig også, at nu er man inde i rutinerne, har alt udstyr osv, så kan man ligeså godt snuppe nr. 2…

    1. Hej Katrine. Tak for rosen. Jeg er glad for, at du kunne lide indlægget! Og ja, det er smart at snuppe nr. 2, når man er inde i rutinerne. Men helt sikkert ikke noget, man kan planlægge. Børn har det jo med at komme, når de selv vil. Der skal tålmodighed til sommetider. Held og lykke:-) Mange hilsner Camilla

  2. Kære Camilla,

    For 3 måneder siden stod det skrevet i stjernerne at vi skulle være en (selvvalgt) familie på 3 – mor, far og Molly på 1.5.
    Men skæbnen og mine minipiller ville noget andet. Nu er jeg gravid i 3 måned, og nu skal vi være en familie på 4.
    Jeg ønskede ikke flere børn end vores datter og jeg havde den første 1.5 måned meget svært ved at forholde mig til at vi nu skulle være 4.
    Jeg havde svært ved at finde steder på nettet hvor folk ikke fortalte om hvor hårdt, ja nærmest forfærdeligt, det var at gå fra 1 til 2 børn. Så mildt sagt havde jeg det meget presset over den situation vi nu var i. Men en scanning gjorde mig smask forelsket i den lille øgle i min mave. Desværre sad alle de negative artikler stadig i baghovedet. Men her til aften sad min kæreste og jeg og snakkede om at der da måtte være nogle der, som minimum, var nuancerede. Og så faldt jeg over dine ord.
    Og det jeg egentlig bare vil, efter min meget lange intro, er at sige tak!
    Din beskrivelse er ærlig og gav mig en virkelig dejlig fornemmelse i maven. Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå, men i sidste ende så ved jeg at der er flere fordele, mere kærlighed i vente for os.
    Nu gider jeg ikke læse flere artikler omkring børneforøgelse. Jeg fandt det jeg skulle læse.
    Tak❤️

    1. Hej Carina. Mange tak for din søde, søde besked. Jeg ønsker dig alt det bedste:-) Mange hilsner Camilla

  3. Super fedt at læse dette indlæg =)
    Vi har en datter på 11 mdr, og nr 2 kommer her d 16 maj. Jeg går med alle de tanker du nævner, og er da også ret nervøs for hvordan det hele nu skal gå. Dejlig læsning og meget relevant for mig

  4. Ho ho ho, beklager, you “know nothing John Snow!” I skrivende stund har jeg mest lyst til en enkelt billet til Beirut! Jeg har 3 børn på under 5 år! Prøv to drenge med 13 mdrs. mellemrum og en sindsyg graviditet og efterfødselsforløb med lillesøster! Prøv at skulle følge to aber i børnehave og hente dem igen imens en skov af hemorider og et gennemsyet underliv gør dig istand til kun at kunne vralte imens nr. 1 er stukket af op ad vejen og nr. 2 får sig et belejligt hysterisk flip foran døren til børnehaven og spædbarn klynker i bæresele. Måske sku jeg starte en blog?! Nårh… hvis jeg ikke præsterer max hver dag så dør børn af mangel på mad og varmt tøj! Tillykke med din fritid!

    1. Hej. Tak for dine betragtninger, det lyder hårdt. Jeg håber, at du har det bedre nu. Mange hilsner Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.