“Få gang i skriveriet uden at tro at det skal være perfekt fra starten.”
Serien “Selvstændig og mor” giver I rigtig god respons på, og denne gang har jeg interviewet en super reflekteret og sej selvstændig mor til jer. Nemlig Heidi Meyer Vallentin på 41 år, der er uddannet jordemoder og nu forfatter – og mor til tre egne børn og to papbørn.
Heidi har siden sit første barns fødsel i 2002 haft en stor interesse i den psykologiske side af familiedannelse. Alt fra det psykiske indspil på graviditeten til fødslen og barselstiden, og hvordan det at komme godt fra start med en god fødsel, har store indvirkninger på både barnets og familiens trivsel efterfølgende.
Denne interesse blev til en del kurser indenfor psykologi og hypnose og flere års arbejde på en Jordemoderklinik i Hong Kong, hvor hun blandt andet tog ud som supernanny og babyhvisker, før hun sidenhen tog sin uddannelse som jordemoder.
Efterfølgende har Heidi blandt andet arbejdet som hospital, hjemme og klinik jordemoder og sideløbende udviklet den teknik hun kalder Meyermetoden. Meyermetoden er et værktøj, hun selv bruger, når hun skal smertelindre og hjælpe kvinder med at mestre fødslen og som hun er begyndt at lære fra sig til de fødendes partnere. Senest med udgivelsen af den fødselsforberedende bog om Meyermetoden, som både beskriver metoden, men også fødselsforståelsen bag.
I dette interview, fortæller Heidi mere om både metoden, bogen og sit liv som selvstændig.
Din bog hedder Meyermetoden – Den naturlige epidural. Vil du fortælle om, hvad metoden går ud på, hvem den kan hjælpe?
Navnet til bogen fik jeg faktisk fra mine fødende. Der var simpelthen flere, der beskrev effekten, som en naturlig epidural.
De havde oplevet en markant ændret smerteoplevelse efter, jeg havde udført metoden over et par veer og nogle havde endda været bekymret for om fødslen var gået i stå. Fordi pauserne blev længere og veerne ikke føltes smertefulde på samme måde som før.
Jeg kunne så fortælle, at vi bare havde fjernet den del af smerteoplevelsen som var frygt og spænding og at metoden i sig selv blokerer for smertesignaler og styrer hjernens opfattelse af kroppens arbejde. Det var altså de samme veer indenunder, men nu havde vi fjernet den falske høje smerte.
Selve metoden er en serie af dybe pressurpunkter, som udføres i et diagonalt mønster ned over den fødendes krop, under veerne, sammen med en specifik guiding, der hjælper kvinden til at holde fokus på at afspænde krop OG psyke. Derved bliver hjernens fortolkning af smerteoplevelsen markant anderledes.
I fødsler er Metodens effekt synlig allerede efter et par veer, hvor kvinden lynhurtigt bliver taget ud af den smertespiral hun kan være fanget i. Lærer man metoden allerede i gravidteten og bruger den som afspænding og velvære op mod fødslen, vil den kunne indlære en betinget refleks, så kvinden oplever lindring og afspænding ved blot få af trykkene, idet kroppen så selv følger mønstret fra tidligere.
Det var da jeg begyndte at lære metoden til kvindens partner, at det gik op for mig at jeg havde udviklet en egentlig metode. At den virkede og at den var overførbar. Derudover gik det mere og mere op for mig, at metoden kunne bruges til mange forskellige aspekter af en fødsel. Fra at nulstille kvindens tiltagende spænding i Latensfasen, til egentlig smertelindring, eller fastholdelse af fokus og stabilt blodtryk i mere akutte situationer, som feks blødning eller akut kejsersnit. Også efter fødslen kan en kortere serie af Meyermetoden bruges til at hjælpe kvinden ned i kroppen igen, så hun bedre kan møde barnet og frigive moderkagen.
Du har jo arbejdet som jordemoder på både hospitalet og Storkereden. Hvad fik dig til at springe ud som selvstændig?
Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville passe til et hospitalsjob i længden. Jeg elsker mine fødsler, men jeg brænder for at arbejde med hele forløb og kunne fordybe mig i hver enkel gravid og fødende ud fra hver deres udgangspunkt.
Det er så ekstremt individuelt, hvad der skal til for at forløse en god fødsel og derfor brænder jeg især for de private fødselsforberedelser og mine jordemoderkonsultationer, hvor jeg kan flytte bjerge, men fødselsforberedelse er generelt min ting.
Når jeg får henvendelser fra folk, der inderligt ønsker at føde med mig, er mit yndlingssvar, at jeg meget hellere vil klæde dem på, så de slet ikke har brug for mig! Jeg stoppede mit engagement i Storkereden for at fokuserer på Meyermetoden, da jeg virkelig føler, at det er min pligt, at få den ud til folk.
Hvordan og hvorfor fandt du frem til Meyermetoden?
Det var ikke sådan, at jeg gik med en drøm eller et bevidst ønske om at udarbejde en metode eller teknik. Det var mere bare noget, der kom til mig hen af vejen. Jeg kan huske, at jeg i studietiden undrede mig over, at vi ikke kunne gøre mere, end de gængse ting. Som at give massage, varmepude, trække vejret med kvinden osv.
Selvfølgelig kan man komme langt med omsorg og tryghed og der er da også lindring at finde i de små tiltag, men jeg oplevede, at det var svært at hjælpe de kvinder, der var røget ud af sporet og havde mistet mestringen af smerteoplevelsen, hvis ikke jeg gik mere fysisk til værks.
Jeg kunne ikke bare lade stå til. Selv hvis Epiduralen var bestilt, gik der jo gerne op til en time før lindringen var på plads og hver eneste ve var en pine for den fødende og os omkring hende.
Derfor begyndte jeg at afprøve forskellige ting, ud fra min viden om psykologiske processer. Jeg begyndte at hjælpe kvinden med at holde fokus med et guidende bydende sprogbrug og forstærkede mine krav om hendes opmærksomhed med diverse tryk.
Jeg havde selv oplevet et meget smertelindrende tryk imellem øjnene under min første fødsel og jeg havde senere hen på uddannelsen dykket ned i, HVORFOR det tryk var så lindrende og derigennem fået en stor forståelse for smertemanipulation og hvordan hjernen opfatter smerte udfra mere end bare det kropslige signal, men også det der sker i psyken og miljøet.
Jeg begyndte at trykke på kvinderne og havde stort fokus på deres kropslige tilbagemeldinger. Jeg opdagede at jo mere man kan se på kvinden AT HUN HAR ONDT – JO MERE ONDT FÅR HUN! Så det faldt altså om at fjerne smerteudtrykket.
Derfor begyndte jeg at trykke de steder jeg så smerten komme til udtryk. Når jeg så feks trykkede højre skulder ned i underlaget, kunne jeg se den venstre løfte sig og derfor gav det mening at balancere kroppen, ved at trykke den anden side ned, men jeg havde en forestilling om, at det ville give større effekt, hvis jeg istedet gik et led ned og trykkede et nyt sted. At det ville skabe balance men også flow hvis jeg fortsatte trykkene i en form, der både trykkede kvinden godt ned i underlaget, gav hende smerteafledende fokuspunkter, men også hjælp hende ved at time veerne fra start til slut, så hun vidste, hvornår det var tid til at komme ud af veen igen.
Det tog faktisk ikke lang tid fra først tryk til selve serien var på plads, men styrken i trykkene og den præcise placering af punkterne er noget jeg har videreudviklet sammen med mine fødende og deres tilbagemeldinger på effekten. Når jeg overleverede til partneren fik jeg også mulighed for at analysere på hvad der virkede og hvad der ikke virkede.
Jeg brugte allerede metoden i sin første form i min studietid, og journalførte det med sætningen “Afspændes ved akupressur og guidning”. Jeg brugte min bachelor på at dykke ned i teori, der kunne forklare, hvorfor min metode virkede og hvordan den kunne forstærkes.
De næste år tog metoden sin endelig form og jeg blev efterhånden så sikker på metodens effekt, at jeg gav den et navn, men stadig var det svært at tage ejerskab over effekten og decideret skrive den i journalen.
Et halvt år senere fødte jeg med Eline (som er medforfatter på bogen). Hun var journalist og skrev for bla. bladet Gravid og Vores børn, så jeg tog mig sammen og skrev for første gang Meyermetoden ved sit navn i journalen. Man vidste jo aldrig om hun en dag ville blive nysgerrig på, hvad det egentlig var, jeg havde vist hendes mand Jacob, som havde lindret Eline så godt og givet dem en fantastisk fælleskabsfølelse i fødslen. Måske ville journalisten en dag få lyst til at skrive om metoden.
Selv brugte jeg metoden et halvt år efter, da jeg fødte mit tredje barn ved en fantastisk hjemmefødsel og her blev jeg faktisk så overrasket over effekten, at jeg slet ikke troede, jeg var så langt i fødsel og derfor nåede at føde inden jordemoderen kom. Måneden efter startede jeg en blog for at have et sted at sprede budskabet om blandt andet metoden og vejen til de gode fødsler.
Hvordan var din arbejdsproces med at skrive bogen – lige fra idé over skrivefasen og til kontakt med forlaget?
Der gik halvandet år før journalisten Eline vendte tilbage. Hun havde haft min teknik i tankerne, men det var ikke gået op for hende, at det var min egen metode, som jeg selv havde udviklet og derfor havde hun forhørt sig rundt omkring, men ikke fundet nogen, der kendte til metoden.
Hun var begejstret og ville meget gerne hjælpe mig med at brede budskabet. Vi mødtes og fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var en artikel om metoden, der skulle skrives, men hele bogen om den fødselsforståelse og psyko- og smerteteori, der ligger bag. Et projekt som jeg længe havde haft i tankerne, men ikke helt kunne overskue på egen hånd. Så vi indgik en aftale om et fælles forfatterskab til bogen om Meyermetoden – den naturlige epidural.
I starten sad vi og idéudviklede og researchede vidt og bredt sammen, og vi fik samlet en hel masse informationer, også alt for mange!
Jeg fik styr på et overblik over metoden og Eline fik opstillet et overblik over vores intentioner med bogen, formålet og formen, som vi havde i tankerne og så sendte hun vores pitch til forlagene, sammen med tekster og eksempler på vores skrivestil fra hver vores medier.
Det var en længere proces idet det ikke er god kotume at sende ud til flere forlag på en gang, så vi måtte tage det i prioriteret rækkefølge. Vi fik to afslag fra to større forlag og sendte det så til Turbine Forlaget, som vi havde hørt godt om. Her fik vi hurtigt en positiv tilbagemelding og blev inviteret ind til et møde med redaktøren Marie Brocks. Mødet gik over al forventning og vi gik ud med aftale, som vi var super tilfredse med.
Så skulle vi bare igang med bogen!
I starten havde jeg en kæmpe skriveblokering og kunne slet ikke komme i gang eller finde den røde tråd. Mine tanker væltede over hinanden og jeg følte, at jeg hele tiden gentog mig selv og havde svært ved at finde ud af, hvor hvad skulle stå for at kunne referere til viden, som var vigtigt for at forstå det næste.
Jeg havde et stort dilemma, idet jeg skulle skrive bogen til gravide og deres partnere, men hele tiden havde et indre panel af jordemødre, som jeg gerne ville komme overens med. På den ene side havde jeg svært ved at retfærdiggøre overfor mit indre panel, at jeg havde udviklet en metode, som jeg tog ejerskab over og på den anden side ville jeg virkelig gerne ud i enormt tungt materiale for at understøtte min metodes effekt, hvilket hele tiden gjorde at jeg stoppede mig selv og så flere begrænsninger end muligheder.
Bogskrivningen udviklede sig lidt hen ad vejen. Eline måtte hjælpe mig igang ved at interviewe mig og skrive foreløbige kapitler eller noter til dem ned, hvorefter jeg så kunne skrive til og trække fra. Andre gange var det omvendt – at jeg selv skrev råskitsen, hvorefter Eline redigerede.
Hen af vejen som bogen tog form fik jeg mere og mere flow i skriveriet og det hjalp også meget at få en redaktør på, som faktisk fik gjort os opmærksomme på, at vi var igang med at skrive to bøger i en. Herefter slettede vi en halv bog og fik mere fokus og rød tråd i skriveriet, som virkelig hjalp på processen.
Det har været svært at koge det ned, og her er vores forskellige indgangsvinkler til bogskriveriet som henholdsvis journalist og fagperson kommet til udtryk. Eline var hurtig til at slette og skære fra, mens jeg hele tiden ville have mere med. Det var klart en balancegang at samarbejde ud fra hver vores kompetencer og vi har begge måtte give afkald på forskellige ting hen af vejen, men jeg føler, at vi har suppleret hinanden enormt godt og hen af vejen fundet en fælles skrivestil.
Den sidste del af processen med grafik, lay out og korrektur/redigering var vild! Vi har nok haft over 1000 mails frem og tilbage med forlag og grafiker indenfor de sidste to måneder op til deadline. Det var afgørende for mig, at få bogen i PDF form for at få et overblik over, hvordan den så sig ud og hvad der skulle til for at sikre den bedste forståelse.
Det var også her at samarbejdet med forlaget virkelig stod sin test og det var enormt vigtigt, at jeg fik så frie tøjler til at komme med mine ændringer. Jeg føler simpelthen, at jeg de sidste to måneder fik gjort bogen 100% bedre! Blandt andet rykkede jeg et helt kapitel fra bagerst i bogen til næsten forrest og fik lavet vigtige illustrationer og tekster og fundet de helt rigtige billeder. Det var en vigtig del af processen for, at jeg kunne føle mig helt tilfreds med det færdige materiale.
Og på et tidspunkt, så når man til deadline og så må man give slip. Jeg vil sige at der stadig var ting jeg godt kunne have gjort bedre, men det var også en befrielse at give slip og sige “ det er godt nok nu” også fordi man til sidst et så træt af sig selv og sine ord og har stirret sig blind på det hele, så man faktisk næsten er parat til at smide den ud og starte forfra…
Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om at skrive en fagbog inden for deres fag?
Mit bedste råd må simpelthen være at starte med en skrivepartner som du kan sparre med, både i processen men i den grad også i skriveriet. Det har været det ideelle for mig.
I princippet kunne jeg godt selv gå videre herfra og skrive min næste bog alene, men det har været uvurderligt for mig at have Elines kompetencer at støtte mig op af, så jeg ville nok overveje et samarbejde igen næste gang. Så tænker jeg også, at man ikke skal være så bange for bare at starte et sted.
Få gang i skriveriet uden at tro at det skal være perfekt fra starten. Det var en kæmpe øjenåbner for mig at redaktøren slettede en halv bog for os og fik os på sporet af det der virkede. Jeg opdagede simpelthen at man er fælles om et ansvar for at få en bog til at fungere. Og det var godt! For en som mig der er fagperson og derfor er bedre til at kreere indhold, end form, var det hårdt at tro at jeg selv stod med det hele..
Hvad er dit bedste råd til gravide, der skal føde for første gang?
Det bedste råd er helt klart at tage sig selv alvorligt! En fødsel er en kæmpe livsbegivenhed, som kræver forberedelse. Du skal forberede dig på det værste men forvente det bedste! Og det gør du nemmest ved at sætte dig ind i alt det du helst ikke vil have og blive så bekendt med det at du ved hvad du vil gøre i situationen så det ikke trækker dit fokus væk i selve fødslen på alt det du gerne vil have! Vi tiltrækker det vi fokuserer på!
Har du flere bøger eller andre nye tiltag på vej?
Jeg drømmer om at skrive mange bøger endnu, men lige nu må jeg fokusere på at følge Meyermetoden til dørs og få sat min fødselsforberedelse op i gruppeform, så flere kan få mulighed for at lære min metode.
Sideløbende har jeg også behandler workshops, da flere og flere jordemødre har fået interesse for at lære metoden til egen brug.
Jordemoderforneingen er ved at anmelde min bog og jeg får super gode tilbagemeldinger fra både jordemødre og gravide par, der har effekt at metoden. Så bogen fungerer og det gør mig SÅ glad!
Og så har jeg også lagt i ilden til, at min metode kan komme til at blive testet på kandidatuddannelsen for jordemoderkundskab, så jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.
Er du også selvstændig og mor/far?
Jeg søger stadig selvstændige, der vil være med i interview-serien. Send mig en mail, hvis du er interesseret.