Fødselsberetning om min anden hjemmefødsel, der foregik hjemme i badekaret. Det var en lynfødsel (3 timer), hvor jeg selv tog i mod barnet.
Så parat til at føde
Da jeg var 40+2, var jeg rigtig utålmodig efter at føde, for min krop gjorde ondt, når jeg sov, og jeg var træt af at være begrænset af min gravide mave i mine aktiviteter med Storebror på 2 år.
Jeg ville gerne på legepladsen med ham og kunne gå skønne ture. Og måske endda prøve at vikle ham lidt på ryggen, selvom han var blevet så stor!
Derudover ønskede jeg mig endnu en hjemmefødsel med Lillebror, og man må jo ikke føde hjemme, hvis man skal sættes i gang, fordi man går over tid.
Så jeg var helt klart parat til at føde!
Min første hjemmefødsel – en rolig og positiv oplevelse fuld af flow
Samtidig glædede jeg mig faktisk til selve fødslen. Min første fødsel var en meget nem og rolig hjemmefødsel, som jeg allerede har skrevet om i et dette blogindlæg.
Selvfølgelig var det hårdt arbejde, men jeg havde ”trænet” op til fødslen både fysisk og mentalt med yoga og teknikkerne fra Smertefri Fødsel – og det gav helt klart pote under fødslen, hvor jeg følte mig i kontrol og flow fra start til slut (okay – det var udfordrende at være 9 cm åben og gispe sig i gennem presseveer, men den fase tog kun 45 min (inkl. 15 min. pressefase), så det var til at overkomme.
Og selvom jeg udmærket var klar over, at ikke to fødsler er ens, så havde jeg alligevel en formodning om, at det ville blive lidt det samme – bare måske hurtigere. Sådan en 6-8 timer, håbede jeg på.
Det blev på ingen måde det samme. Men helt klart hurtigere!
Hindeløsning og tegn på fødsel
Ved min første fødsel havde jeg ingen tegn på fødsel, og den gik spontant i gang, men denne gang var der faktisk lidt optræk inden.
Jeg fødte om onsdagen tidligt om morgenen, men allerede fredagen inden, troede jeg faktisk, at jeg var ved at gå i fødsel, fordi noget af slimproppen var gået (efter rengøring og en aktiv dag), og jeg havde plukveer, der føltes som menssmerter.
Jeg troede det så meget, at jeg sendte en sms til min mor (der skulle være med til fødslen) om at holde telefonen tændt om natten. Men da jeg vågnede næste morgen, var der slet ikke sket noget. Og jeg var skuffet!
Lørdag, søndag og mandag gik resten af slimproppen (lidt hver dag) og tirsdag havde jeg tid hos jordemoderen 40+1.
Jordemoderen var sød at lave en indvendig undersøgelse (og faktisk også at tegne babyen uden på maven – den tegning fødte jeg med), og efter den indvendige undersøgelse sagde hun, at jeg allerede var 2 cm åben og ”så klar til at føde”.
Jeg spurgte, om hun ville lave hindeløsning, og det gjorde hun. Jeg syntes ikke det var specielt ubehageligt, men jeg har selvfølgelig også været i gennem forskellige udredninger i forbindelse med PCO og hormonbehandling (vi fik lidt hjælp til at lave Storebror – Lillebror kom selv).
Da vi kom hjem fra jordemoderen, tog vi hjem til svigerforældrene med Storebror og grillede. Der var ingen tegn eller noget, så jeg prøvede ikke at håbe for meget. Alligevel ryddede jeg lige lidt op om aftenen, for jeg tænkte, at der måske ville ske noget om natten …
Selve fødslen – vandet går
Jeg vågnede lidt før kl. 01.47 og tænkte skuffet ”så skete der heller ikke noget i nat”.
Men så fik jeg et spark fra Lillebror – og det fik vandet til at gå! Det flød ud af mig lidt ad gangen, men jeg var slet ikke i tvivl om, at det var vandet, der var gået.
Til gengæld var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle stille op udover at tjekke, at det ikke var grønt. For min første fødsel startede nemlig med veer.
Jeg tog et bind på og konstaterede, at vandet var normalt. Så ringede jeg til Hvidovre og varslede, at der var en hjemmefødsel på vej. Jeg talte med en sød jordemoder, der sagde, at jeg jo kunne prøve at sove lidt.
Og det var virkelig også min intention – at både jeg og min kæreste og min mor jo kunne sove videre, for der gik jo tit lang tid, før veerne kom.
Men der tog jeg fejl igen – den første ve kom kl. 02.16. Og den var intensiv!
Veer med saft og kraft
De næste tre veer kom med 5-9 minutters mellemrum, og jeg var meget overrasket over deres intensitet – de gjorde allerede ondt!
Jeg havde øvet mig på laboro-vejrtrækningen hver dag op til min første fødsel, men denne gang havde jeg ikke fået øvet mig så meget. Jeg tænkte, at det nok var derfor, at min smertetærskel var lavere, men jeg ringede alligevel til jordemoderen for at høre, hvornår hun ville komme ud.
Hun var virkelig sød – men hun sagde også, at det jo var lidt tidligt efter bare tre veer. Det kunne jeg virkelig godt forstå, så jeg besluttede mig for i stedet at vække min kæreste, der sov i et andet rum med Storebror den nat.
Det havde ellers virkelig været min hensigt at lade ham sove så længe som muligt – men tanken om at tage trapperne med veer gjorde mig allerede træt, så jeg tænkte hellere nu end senere.
Og efterfølgende var jeg ret glad for, at jeg vækkede ham på det tidspunkt!
Helt klart i aktiv fødsel
Da jeg havde vækket min kæreste, gik jeg tilbage ind i sengen. Jeg droppede at tage veerne i sideleje, som jeg ellers havde haft glæde af de første timer under Storebrors fødsel og gik direkte til knæ- albueleje, som helt klart er min favorit til smertehåndteringen.
Jeg kunne slet ikke få intensiteten af veerne til at passe med, at jeg kun havde haft 8-10 veer i alt (så vidt jeg husker), og jeg tænkte, at jeg virkelig måtte være dårlig til at slappe af denne gang.
Min kæreste kom op efter at have været på toilettet og børstet tænder, og da han så mig have tre saftige veer tæt efter hinanden, spurgte han, om vi ikke skulle ringe til jordemoderen?
Jeg sagde først nej, for jeg havde jo lige ringet for ti minutter siden. Men han insisterede (tak!), og jordemoderen indvilligede i at komme og undersøge mig, selvom det nok var for tidligt.
Jeg var egentlig ret lettet, for jeg havde en svag fornemmelse af at skulle på toilettet, og jeg tænkte, at det muligvis kunne udvikle sig til pressetrang, men jeg turde ikke rigtigt tænke tanken til ende.
På dette tidspunkt forstod jeg slet ikke, hvor roen og følelsen af flow fra min første fødsel blev af. Jeg ville have, at min kæreste skulle ligge sammen med mig i sengen og at det skulle være hyggeligt ligesom sidst – men samtidig ville jeg i badekarret som smertelindring, for veerne var ikke hygge-agtige denne gang!
Min kæreste anede ikke, om han skulle lave badekarret klar eller lægge sig hos mig. Han nåede kun at ligge meget kort hos mig, inden jeg bad ham gøre badekarret klar alligevel, for jeg ville gerne i nu.
Kontrol og smertehåndtering
Jordemoderen og min mor kom næsten samtidig. På det tidspunkt lå jeg stadig i sengen og tog den ene (ret kraftige ve) efter den anden så godt jeg kunne med laboro-vejrtrækningen.
I min første fødsel var jeg på intet tidspunkt utryg, jeg følte, at jeg havde kontrol hele vejen i gennem. Men det følte jeg ikke nu – faktisk var jeg lidt bange. Hvad hvis jeg kun var 3 cm. åben og bare ikke kunne håndtere smerterne denne gang? Eller hvis jeg strandede i denne tilstand i mange timer?
Heldigvis kunne jordemoderen konstatere, at jeg allerede var 5-6 cm. åben – og at det nok ville gå hurtigt herfra. Så jeg skulle bare ud i badet, og jeg glædede mig til lindringen fra vandet.
Den kom bare ikke rigtigt. Veerne var stadig lige kraftige.
Badekar og pressetrang
Selvom jeg havde fået at vide, at jeg var 5-6 cm åben, regnede jeg alligevel med, at der var flere timer endnu, før jeg kom til pressefasen.
Jeg kunne sagtens klare veerne, jeg følte på intet tidspunkt, at jeg blev ”revet midt over” eller nogle af de ting, som andre folk sagde. Hvis jeg havde været på hospitalet, havde jeg heller ikke bedt om smertelindring.
Men jeg kunne bare mærke smerterne tydeligere end sidst, fordi jeg sidste gang kunne tage hver eneste ve i fuld laboro og afslapning ind til overgangsfasen, hvor jeg fik pressetrang fra 9 cm.
Jeg sad nu på alle fire i vores badekar (det er en lidt oval udgave af et normalt badekar) med et håndklæde som støtte til mit hoved, som jeg støttede på kanten af badekarret, hver gang der kom en ve.
Jordemoderen bad mig flere gange slappe af og ikke ”holde igen”, og ærlig talt følte jeg mig lidt som en ”dårlig elev” der, for jeg vidste jo udmærket, hvordan man slappede af.
Jeg havde gjort det i næsten 12 timer under min første fødsel! Ja, faktisk anså jeg lidt mig selv for at være lidt en fødsels-ekspert, ik’? Og så kunne jeg ikke engang finde ud af at slappe af i hofterne nu. Suk!
Jeg undskyldte overfor jordemoderen og prøvede at forklare, at jeg godt kunne slappe af i første fødsel, og så sagde hun, at jeg altså klarede det virkelig flot. Jeg havde bare lidt svært ved at blive overbevist!
Kort efter spurgte jordemoderen, om smerterne stadig sad samme sted? Jeg undrede mig lidt, for det gjorde de. Indtil næste ve … så havde jeg tydeligvis pressetrang!
Jeg gispede mig gennem nogle veer med pressetrang og tænkte igen på, hvorfor veerne var så meget mere intensive denne gang, og hvor mange timer jeg skulle være i overgangsfasen denne gang?
Selvom jeg forsøgte at gispe (bruge laboro), kom jeg til at presse med midt i veerne. Jeg tror kun, der var én ve, hvor det lykkedes mig at gispe mig i gennem hele veen – men der var jeg også stolt;-)
Jeg vidste det i øvrigt ikke, men på dette tidspunkt blev Storebror og Bomuldshunden hentet af Farmor. Hvis vi havde vidst, at fødslen var om 10 minutter, havde vi nok bare ladet ham sove – men hvor skulle vi vide det fra:-)
Ren lykke
Pludselig sagde jordemoderen ”Nu føder du hovedet. Du skal blive ved med at gispe.”
Jeg sværger, jeg var totalt overrumplet. Hverken jeg eller min kæreste havde fattet, at fødslen var så langt, da der jo kun var gået ca. 2 timer siden veerne startede, selvom jordemoderen flere gange havde sagt, at det ville gå hurtigt.
Men samtidig var jeg lettet, for min pressefase sidste gang havde kun taget et kvarter og 3 presseveer med hårdt arbejde. Så var Storebror ude.
Jordemoderen guidede mig gennem fødslen af kroppen. Noget af det sværeste var at blive med numsen under vandet (barnet skal enten fødes over eller under vand – ikke en blanding), da badekarret var lidt for lavvandet, så min kæreste og jordemoderen måtte hjælpe mig med at holde mig nede under veerne.
Jeg skulle næsten kun gispe gennem hele pressefasen af både hoved og krop. Faktisk husker jeg det nærmest som om der slet ikke var en pressefase (men mere en gispefase), for kun én gang sagde hun ”nu kan du presse let med”.
Med Storebror gav jeg den virkelig gas med at presse, men denne gang var det bare et let pres og en masse gispen. Slet ikke hårdt fysisk, men selvfølgelig virkelig svært at gispe sig gennem trangen til at presse.
Jeg ville gerne selv tage i mod, så da hovedet var kommet ud, tog jeg hænderne ned mellem mine ben. På det tidspunkt stod jeg i en blanding af squad og på knæene, hvor min kæreste ligesom holdt min overkrop og min underkrop var under vand.
Jeg kunne mærke, at han havde lige så meget hår som storebror, og da kroppen var presset ud, trak jeg ham op til mit bryst og lænede mig tilbage i badekarret. Han var perfekt og skøn, og jeg elskede ham med det samme.
Jeg havde bare lyst til at blive siddende i badekarret med det lille menneske i mine arme og se på ham, og heldigvis fik jeg lov til at sidde der til efter moderkagen var født og han havde ammet første gang. Fantastiske, skønne minutter, hvor min kæreste og mor også var der.
Fornemmelsen af at trække ham op på mit bryst dér i badekarret og sidde med ham i den første tid i badekarret glemmer jeg aldrig. Det var ren lykke – også selvom der svømmede afføring, fosterfedt og blod rundt i vandet. Det fandt jeg jo først ud af bagefter, ik’?