3 tips til at blive gravid med temperaturmetoden

Vidste du, at man kan bruge et mundtermometer til at finde det bedste tidspunkt på måneden til at blive gravid? Og måske endda til at indikere, om ægget har sat sig fast?

Når jeg prøver at blive gravid (det er jo sket to gange nu, og det tog 10 mdr. hver gang, så der begynder at tegne sig et mønster), bliver jeg altid pænt crazy efter de første måneder. Jeg er ekstremt dårlig til se-tiden-an-deciplinen, også når jeg lader som om jeg udfører den. Jeg studerer udflåd og mærker efter ægløsningsstik og går generelt rundt i en meget mærkelig hormonagtig verden. Engang gik lyset fx på vores badeværelse, men da jeg under ingen omstændigheder ville gå glip af det karakteristiske ægløsningsslim, installerede jeg en lommelygte derude.

Nu er min situation måske lidt anderledes end de flestes, fordi jeg siden jeg smed p-pillerne har haft både underlige og ofte lange cyklusser, der har sendt mig gennem udredning, pcosdiagnose og fertilitetsklinik. Jeg er heldigvis alligevel blevet gravid to gange på kun 10 mdr. hver gang. Den første gang fik jeg hjælp med milde hormoner, den anden gang brugte jeg temperaturmetoden, ægløsningstests og “at se efter kroppens symptomer”. Og så spiste jeg kiss kost/lchf hele vejen i gennem begge forsøg på at blive gravide, men det må jeg vidst fortælle om i et andet indlæg.

Jeg har kun brugt temperaturmetoden i to cyklusser, og jeg vil derfor ikke på nogen måde påberåbe mig ekspertskab. Jeg er hverken læge, sygeplejerske eller andet, der giver mig særlige evner ud i fertilitetsspørgsmål, og kan på ingen måde tage ansvar for din brug af metoden. Det vil jeg gerne understrege!
Men da jeg gik rundt i min crazy jeg-vil-også-være-gravid-boble brugte jeg google rigtig meget. Og jeg fandt ud af, at det faktisk var rimelig svært at få helt styr på temperaturmetoden. Derfor vil jeg gerne dele nogle af de ting, jeg fandt ud af, med dig. Så her er 3 tips til at finde sin ægløsning (og forhåbentligt blive gravid!) med temperaturmetoden:

  1. Køb et termometer og begynd at tage din morgentemperatur. Du skal bruge et meget præcist (mund-)termometer, og du skal bruge det hver morgen på helst samme tidspunkt inden du foretager dig noget. Du kan skrive svarene ind i en app, jeg brugte fx en meget overskuelig app, der hedder Lily, som så tegner en fin kurve over temperaturen. Og endda kommer med sit eget bud på, hvornår du har ægløsning. Det er rimelig smart, omend den fandt min ægløsning forkert i den cyklus, hvor jeg blev gravid – så man skal også lige selv være vågen!
  2. Hav tålmodighed. Det er ikke sikkert, du kan bruge dine målinger fra den første cyklus til noget. Mine var dog ret præcise/stabile, så jeg kunne faktisk se min ægløsningsdag (der vistes ved et brat temperaturfald) i begge de cyklusser, jeg benyttede metoden. Men ofte opdager man desværre først dagen efter ægløsningen, fordi det er der, temperaturen stiger og holder sig oppe indtil menstruationen kommer (hvor den igen falder).
    Der findes alle mulige fine remser og systemer om, hvor mange dage temperaturen skal have været lav og høj for at ægløsningen er indtruffet – dem kan du google dig til – jeg brugte det visuelle på appen og min egen mavefornemmelse. Og så sammenkoblede jeg det selvfølgelig med alle kroppens andre tegn på ægløsning.
    Pointen med temperaturmetoden er generelt, at man skal tage sin morgentemperatur hver dag gennem flere cyklusser, så man opdager, på hvilken cyklusdag ens ægløsning falder – og så kan være sammen i dagene op til og omkring næste måned. Jeg var nok bare heldig, at jeg tog min morgentemperatur netop som temperaturfaldet kunne ses og dermed kunne bruge det som en slags positiv ægløsningstest (jeg brugte i øvrigt også en ægløsningstest, der faktisk blev positiv samtidig). Dette var især heldigt, fordi mine cyklusser varierer i længde, og jeg ikke bare kan “tælle dage” eller tro, at det er det samme fra måned til måned.
  3. Slå koldt vand i blodet. Ens temperatur er ikke den samme hver dag (min er i hvert fald ikke) og derfor kan man måske i starten ofte tro, at “nu er ægløsningen her” eller lignende. Hop gerne på manden, men husk, at temperaturen altså kan påvirkes af alt muligt, ligesom det kan være, at du fx får feber. Så brug temperaturmetoden som et ekstra tegn, lidt for sjov måske, og husk så også at leve livet og nyde det (hvilket er SÅ plat at sige til en, der bare rigtig, rigtig gerne vil være gravid – jeg har selv været der! Men ikke desto mindre sandt).

Kan man så bruge temperaturmetoden som prævention? 

Jeg vil ikke anbefale det, da der er så mange faktorer, der kan påvirke ens temperatur, ligesom man næsten altid først opdager ægløsningen efter den har været der – og så kan man jo have været sammen dagen før og derfor være blevet gravid! Og selv hvis man opdager ægløsningen på dagen, ligesom jeg gjorde, så kan man jo have været sammen dagene inden det og igen være blevet gravid. Så nej, med mindre man investerer i én af de der super fancy elektroniske dimser, der måler temperatur og regner det ud og alt muligt, så er ikke en god nok prævention. Og bare for en god ordens skyld, vil jeg sige, at jeg aldrig har prøvet eller undersøgt Lady-Comp (som jeg linker til) nærmere, og jeg ved ikke, om den er sikker nok. Jeg synes bare, den ser sjovt ud, derfor linket.

Kan temperaturmetoden vise, om man ER blevet gravid?

Jeg googlede rigtig meget på det her emne, da jeg prøvede at blive gravid. Og altså jeg ved stadig ikke helt, hvad der er fakta og hvad der er skrøner. Men det jeg læste mig frem til blandt andet her var, at hvis temperaturen er trifaset (tredelt/triphasic), så kan det være et tegn på at ægget har sat sig fast.
Jeg læste virkelig, virkelig meget om det, og jeg blev aldrig rigtigt klog på sandheden omkring emnet. Men jeg må indrømme, at jeg blev ekstra nysgerrig, da min egen temperaturkurve faktisk blev trifaset!
Og jeg var i hvert fald gravid … men om det var et tilfælde, det ved jeg jo ikke, da jeg kun har brugt temperaturmetoden i to cyklusser.
Min kurve var faktisk trifaset i begge – men jeg tror muligvis også, at jeg var gravid i begge, hvor den første desværre endte i en tidlig bio, men den anden heldigvis ligger lunt og godt i min mave og venter på at komme ud som Nr. 2:-)

Analyse af temperaturkurven fra den cyklus, jeg blev gravid (billedet ovenfor)

Billedet (der er et screenshot fra min Lily-app) viser min temperaturkurve, da jeg blev gravid med Nr. 2. Min cyklus havde en helt normal længde den måned, men jeg havde feber i starten af måneden, som man kan se på kurven, der stiger ret meget dér. Ægløsningen skete på cyklusdag 18 (brat temperaturfald), hvilket jeg også bekræftede med ægløsningstests og udflåd. Men som det kan ses, var den faktisk lige så lav et par dage før – det er derfor, det er en ret usikker metode, hvis den står alene.
Efter ægløsningen kan man se, at min temperatur stiger og ligger jævnt indtil cyklusdag 25 (hvor appen tror, jeg har ægløsning) og derefter tager endnu et hop op – og det var her, jeg begyndte at google det med de trifasede temperaturkurver som tegn på graviditet, for jeg synes det ligner en tredje fase!
Jeg testede svaagt positivt efter tid på cyklusdag 28 (ja, jeg er et testmonster, jeg var kun 3+) og svagt positiv indenfor tid på cyklusdag 29.

Jeg tror måske mit vigtigste råd, som jeg ikke selv kunne finde ud af at følge, var det med at slå koldt vand i blodet. Man siger jo, at jo mere man fokuserer på graviditeten, jo sværere bliver det. Jeg aner ikke om det er rigtigt, og jeg selv blev EKSTREMT opslugt af alt, der havde med fertilitet at gøre begge gange, men altså … brug temperaturmetoden som en sjov leg, men lad være med at blive ked af det, hvis du ikke rigtig kan bruge resultaterne. Måske vil din læge/gynækolog tale med dig om dem (hvis nu du slet ikke kan finde din ægløsning), men husk også, at kroppe er forskellige, og det der er let for nogen, er svært for andre.
Jeg fandt faktisk selv lidt ro mens jeg brugte temperaturmetoden, fordi jeg så vidste, at jeg ikke havde haft ægløsning endnu i dagene inden ægløsningen (da jeg har lange cyklusser, har jeg sommetider været i tvivl om gået og håbet at jeg var gravid, selvom jeg ikke engang har haft ægløsning endnu). Men for at man kan bruge den sådan, skal man jo lige have metoden til at virke først.

Selv ville jeg ønske, at jeg havde kunnet finde mere ro i troen på, at baby kommer, når baby kommer. Men altså … man kan jo ikke ændre på sin personlighed, vel? Og jeg er helt klart ret utålmodigt anlagt:-)

Har du haft held med at bruge temperaturmetoden? Og har du oplevet at den blev trifaset?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.