Hvor meget barsel skal du tage som selvstændig?
Hvis du er selvstændig, kunstner, professionel blogger eller forfatter – og gravid – har du sikkert allerede overvejet, hvordan du skal afholde barsel. Måske har du hørt, at baby hele tiden sover i begyndelsen, og så kan du jo bare arbejde i mens? Eller du har hørt, at de første tre måneder er ren undtagelsestilstand, så man er nødt til at holde barsel? Eller måske drømmer du om et helt års barsel?
I dette indlæg har jeg samlet mine egne erfaringer som forfatter og foredragsholder og beskrevet, hvorfor jeg valgte at lægge min barsel, som jeg gjorde med mit første barn. Og hvad jeg vil gøre anderledes næste gang. Indlægget kan både bruges af dig, der er fritidsiværksætter og dig, der lever af din virksomhed.
Læs også: 4 tips til at arbejde hjemme med baby
Jeg kommer ikke rigtig ind på de mere tekniske sider af rettigheder omkring barsel, for det ændrer sig jo engang i mellem, og det er ærlig talt heller ikke noget, jeg ved særlig meget om. I stedet fokuserer jeg på at du – og din partner – finder ud af, hvad der er rigtigt for jer.
Her kommer først to vigtige spørgsmål, som du kan stille dig selv (og din partner), for at finde ud af, hvad I egentlig drømmer om. For det er jo rimelig meget et fundament for at finde ud af, hvordan du skal planlægge din barsel som selvstændig!
Hvilke rettigheder har du – og din partner – i forhold til barsel?
Har du ret til at gå på barsel? Er der nogen, der vil udbetale barselsdagpenge til dig fx? Eller har du en ansættelse, der gør dig berettiget til barsel? Det er en rigtig god idé at starte med at læse mere om barsel for selvstændige (også hvis du fx er forfatter) og ringe til Udbetaling Danmark og spørge, om du overhovedet kan komme i betragtning til barsel.
Dernæst skal I selvfølgelig også undersøge, hvilke rettigheder din kæreste har. Måske har han bare et almindeligt job – så er det jo ret nemt at finde ud af. Men det kan også være, at han også er selvstændig.
At finde ud af jeres rettigheder giver jer et overblik at træffe beslutninger ud fra. For det er jo vigtigt at vide, om I selv skal financiere en evt. barsel, eller om I kan modtage barselsdagpenge.
Hvordan ville du og din partner allerhelst holde barsel, hvis I selv kunne bestemme?
Glæder du dig helt vildt ved tanken om at være derhjemme et halvt eller helt år med dit barn uden at skulle skænke arbejdet en tanke? Eller kan du allerede mærke, at du vil komme til at savne dit arbejde? Har du en drøm om at arbejde mens du passer barnet – altså være på deltidsbarsel – eller måske bare at tage en kort barsel? Og hvad drømmer din partner om – måske vil I gerne dele barslen eller have barsel samtidig? Måske endda rejse?
At beskrive jeres ønsker for barslen hjælper jer til at finde ud af, hvad det egentlig er, du vil. Og det samme gælder selvfølgelig din partner. Og der er virkelig stor forskel! Nogen elsker tanken om at gå derhjemme længst muligt med deres barn, mens andre slet ikke kan forestille sig at være væk fra deres arbejde så længe. Ja, for nogen virker det måske endda umuligt, hvis du fx har en virksomhed, der går helt i stå, hvis du ikke arbejder.
Min første barsel – sådan gjorde vi
Før min første barsel arbejdede jeg fuldtid som forfatter og foredragsholder. Jeg blev godkendt til barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark og gik på barsel 4 uger før termin. Min kæreste og jeg besluttede at dele vores barsel ligeligt – og at afholde den samtidig. Det var nemlig dengang meningen, at min kæreste skulle læse videre, når baby var et halvt år, derfor gav det mest mening at lægge vores barsel samtidig.
Efter de 6 måneders barsel (og vidst også noget ferie for min kærestes vedkommende) startede min kæreste på arbejde igen, og jeg passede min søn hjemme mens jeg arbejdede indtil han startede i dagpleje med langsom indkøring som 10 mdr. gammel.
Sådan vil vi gøre i vores anden barsel
Denne gang er det planen, at jeg går på barsel 4 uger før termin (men jeg har allerede skåret ned på foredrag her i 3. trimester ud fra mine erfaringer sidste gang).
Vi tager ca. 4 ugers barsel/ferie sammen efter baby bliver født. Derefter holder jeg 5 måneders barsel alene, og så overtager min kæreste barslen, mens jeg arbejder hjemme og tager nogle enkelte foredrag/møder, hvor min kæreste evt. har mulighed for at tage med sammen med baby.
Vores søn starter i institution, når han er 10-12 måneder afhængigt af, om han starter lige når min kærestes barsel slutter, eller om jeg passer ham lidt hjemme, mens jeg arbejder for fx at vente på den rigtige institution eller lignende. Der har vi heldigvis mulighed for at være fleksible pga. mit arbejde.
Vi har desuden en drøm om at rejse 2-4 uger i løbet af min kærestes barsel, men det er ikke helt planlagt endnu.
Derfor har vi planlagt vores barsel sådan
Efter min første fødsel var jeg super glad for, at vi begge var hjemme de første fire måneder. Ammeopstarten var virkelig svær, og min kærestes tilstedeværelse var guld værd. Men fra vores søn var 4-6 måneder var det ikke rigtigt nødvendigt at være to – set i lyset af, at jeg fra 6-10 måneder stod alene med baby og et forsøg på at arbejde nærmest fuld tid.
Derfor har vi denne gang valgt at håbe på, at amningen går bedre, og så dele barslen mere klassisk mellem os. Det er dog stadig vigtigt for min kæreste at få en god, lang barsel med vores søn – og det er vigtigt for mig at vende tilbage til mit arbejde efter 6 måneder (men samtidig at kunne fortsætte fx med at amme).
Som forfatter lever jeg jo af de bøger, jeg producerede “sidste år”, så hvis jeg fx tager barsel et helt år, vil det gå væsentligt ud over min indtægt det kommende år. Og så får jeg også så mange idéer og holder virkelig meget af mit arbejde, at tanken om at undvære det et helt år, virker urealistisk. Jeg elsker jo at skrive!
Til gengæld tænker jeg mig meget omkring i forhold til, hvilke udadvendte opgaver (foredrag og workshops fx.) jeg lægger i min kærestes barsel. Det skal give mening enten således at han kan tage med sammen med vores søn (da jeg stadig forventer at amme) eller at jeg kan nå hjem på nogle timer.
Med min første søn, havde jeg mit første foredrag efter 7 måneder, og det var jeg helt klar til. Hvad jeg ikke lige havde gennemtænkt var, at jeg havde taget ham med til foredraget uden en barnepige. Men dét er vidst en anden historie:-) Længerevarende arrangementer planlægger jeg tidligst til når han er et år – måske senere, det kommer lidt an på, hvor længe jeg vil amme denne gang (sidste gang ammede jeg til 13 måneder).
Hvordan skal du planlægge din barsel som selvstændig?
Der er så mange variationer, og det vigtigste er, at du finder den, der passer til dig. Jeg var fx heldig, at jeg overhovedet var berettiget til barselsdagpenge. Hvis du ikke er det, kan du jo være nødt til at arbejde med baby hjemme fra dag 1 – afhængigt af, hvordan din økonomi ser ud. Og det er måske også ok for dig!
Det kan også være, at du har mulighed for at være på deltidsbarsel (og evt. stadig få barselsdagpenge). Det ville jeg gerne have været, men det kan man ikke rigtigt som forfatter på grund af nogle meget langhårede regler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Jeg har dog hørt, at nogle selvstændige godt kan!
Mit bedste råd er, at du mærker efter, hvad du oprigtigt har lyst til. Og taler med din partner om det – og din evt. fagforening. Og derefter må I så lægge en plan – som måske ikke helt kan lade sig gøre. For du aner jo endnu ikke, hvilket barn der kommer ud. Hvis du slet ikke får sovet om natten, er det måske ikke super realistisk at arbejde om dagen, når baby sover. Og så må der være plads til at være fleksibel! Det har Katrine fra Selfie and the city faktisk skrevet et indlæg om, hvis du vil læse mere. Også ChriChri har skrevet lidt om at kombinere morlivet med arbejde.
Hvordan planlægger du din barsel som selvstændig?
Topfoto: Rikke Andersen
Lige nu er jeg på deltidsbarsel og er selvstændig. Det fungerer perfekt og jeg kan være det indtil min datter nærmer sig de to år (fordi jeg fletter lidt ferie ind nogle steder). Dog er det hårdt aldrig rigtig at have “fri” for når hun sover skal man jo arbejde for at få penge i kassen. Men elsker alt den tid jeg kan have med hende, det er guld værd. Jeg ved endnu ikke om hun skal i institution efter de to år eller hun fortsat skal passes hjemme hvis det kan gå op med mit arbejde..
Hej Tina. Hvor spændende at høre om din deltidsbarsel:-) Jeg er helt enig i, at det hårdeste er at arbejde, når barnet sover (mens man tænker på alle dem, der ser TV, går i bad, spiser, gør rent eller andet, mens barnet sover). Til gengæld er man mere fleksibel – og kan som du fx være hjemme i to år. Held og lykke:-) Mh Camilla