Før jeg fødte, havde jeg aldrig selv været i en fysisk ekstrem situation. Jeg havde aldrig været ude for en ulykke, kommet slemt til skade, været virkelig alvorligt syg eller dyrket ekstremsport. Jeg havde ikke engang løbet et marathon, og selvom jeg var glad for at træne og dyrke yoga, så gik jeg aldrig til kanten af min krops formåen – faktisk kendte jeg nok ikke rigtigt den der kant.
Når jeg slog albuen ind i dørkarmen, syntes jeg det gjorde pisseondt. Jeg hadede at få taget blodprøver og jeg følte ærlig talt, jeg var døden nær, når jeg var forkølet. Så jeg fyldte mig med store mængder af næsespray og undgik generelt helst syge mennesker og andet, der medførte smerte og ubehag.
Så blev jeg gravid.
Jeg har sådan en kæreste, som gerne tager de hårde opgaver herhjemme. Han er fysisk stærk og har ikke noget i mod at bære, og han er heller ikke bange for smerte og synes sport til kanten er fedt. Vi har været sammen i 15 år, og på nogle af de mere praktiske og fysisk hårde punkter har han nok båret mig lidt på hænder og fødder. Så da jeg blev gravid, var det derfor en rimelig usædvanlig situation for os begge to. Det var jo kun MIG, der kunne føde. Og at føde var jo ligesom det mest smertefulde i verden. Ikke?
Hvis min kæreste havde kunnet, havde han født for mig. Og jeg havde ladet ham gøre det. Men nu var det jo ligesom ikke en mulighed, så jeg blev nødt til at finde en måde at møde denne her nye til-kanten-af-min-krop-oplevelse. Som ikke netop havde fået de bedste anmeldelser. Altså, hvor mange ville ærlig talt frivilligt springe i faldskærm, hvis dem der havde sprunget, talte lige så dårligt om det, som dem der har født ofte gør?
Men føde skulle jeg jo. Og kejsersnit så jeg ikke som en mulighed med mindre der var noget galt – jeg bryder mig slet ikke om tanken om at blive skåret i.
Min taktik blev den samme som til alt andet i livet: Jeg gik til Google. Jeg googlede og googlede og fandt fødselsforberedende yoga. Her hørte jeg om vandfødsler og hjemmefødsler, og så googlede jeg noget mere og fandt Smertefri Fødsel. Og altså, de fleste siger, at de er totalt skeptiske og provokerede, når de hører om at en fødsel kan være smertefri – men det jeg hæftede mig mest ved var, at Anja skrev på hjemmesiden: “Dette kursus er for hjernekvinder” (frit citeret efter hukommelsen). YES! Tænkte jeg. Det er mig. Alt for meget i min hjerne, og skal nu finde en måde at føde. Så jeg meldte mig til.
Kurset ændrede ikke blot min fødsel. Det ændrede også min kropsopfattelse og mit syn på smerte. På en måde (og måske lidt overdrevet sagt) ændrede det min tilgang til livet.
Jeg fødte min søn ved en helt naturlig hjemmefødsel den første spæde forårsdag i marts 2015 og her er 3 ting, som jeg lærte af at føde:
- Jeg har ikke en lav smertetærskel. Det kan godt være, at det gør pisseondt at slå sin albue ind i en dørkarm, men det er jo heller ikke noget, man forventer, vel? Og man bider tænderne sammen og spænder op i hele kroppen og gør alt det, man lærer på Smertefri Fødsel-kurset, at man IKKE skal. Så altså – du kan ikke måle din smertetærskel ud fra din reaktion på albuer og dørkarme. Eller forkølelser. Det er bare ikke sammenligneligt! Og så er resultatet efter fødslen også rimelig meget bedre, ikke?
- Oxytocin er det mest fantastiske hormon i hele verden. Hormoner generelt er faktisk fantastiske. Før forbandt jeg mest hormoner med prævention og piller der giver kunstig ægløsning, men hos Smertefri Fødsel og i de bøger, jeg læste efterfølgende fattede jeg pludselig, at hormoner ikke kun får forplantningsagtige ting til at ske i kroppen – de kan også udføre mirakler lige fra at sætte fødsler i gang, skabe veer og til at give glæde og smertelindring. Vidste du fx at veer, der er gået i stå (fx ved overflytning til hospital) sommetider kan sættes helt naturligt i gang igen, ved at man kysser sin kæreste intenst? Fordi det skaber oxytocin i kroppen?
- En fødsel er ikke et marathon. Men det er hårdt arbejde! Jeg er altså ærlig talt stadig ikke i stand til at løbe et marathon, og jeg skulle nok træne rimelig grumt, hvis jeg skulle blive det. For mig handlede min gode fødsel ikke om fysisk styrke. Jo, jeg havde dyrket 15 minutters yoga hver dag i 3. trimester og var da i rimelig form. Men jeg var ingen elitesportsudøver!
Til gengæld havde jeg også trænet mentalt 15 minutter om dagen i hele 3. trimester ud fra opgaverne fra Smertefri Fødsel og det var helt klart den mentale styrke, jeg trak på i mit fødselsarbejde. At føde krævede for mig koncentration, afslapningsteknikker og det specielle åndedræt, som hos Smertefri Fødsel kaldes laboro. Derudover et gammelt sidebadekar, og så var jeg egentlig good to go. Jeg var ikke mere fysisk udmattet end efter en god omgang træning bagefter, og jeg syntes ærlig talt det var federe at føde, end fx at have influenza i en uge. Og smerten var kun rigtigt intens de sidste 45 minutter (i pressefasen), så alt i alt følte jeg mig altså ikke som én, der lige havde løbet et marathon.
På den anden side af fødslen er jeg sindssygt taknemmelig for, at min kæreste ikke kunne føde for mig. Havde han kunnet det, var det aldrig blevet nødvendigt for mig at prøve min krops grænser af på denne måde. Fødslen var en rigtig god oplevelse, og jeg glæder mig allerede til sommer, hvor jeg skal føde igen. Og når jeg siger, at min fødselsoplevelse har ændret min kropsopfattelse og faktisk også min tilgang til livet, så er det ikke helt forkert. Jeg har både en anden indgang til yogaen nu, til smertepåvirkning og til, hvad jeg egentlig kan. Jeg har simpelthen fået mere selvtillid af at føde!
Hvad lærte du af at føde?
Ps. Det fine gravidfoto er i øvrigt taget af min kreative veninde Lea Lovberg. Du kan besøge hendes hjemmeside her, hvis du vil se, hvad hun ellers har lavet. Hun tegner også!