Far på barsel

Far på barsel #1: Det er vigtigt, at far også når at få et par måneder på egen hånd med babyen

Herhjemme har min kæreste taget halvdelen af barslen med Storebror og mere end halvdelen med Lillebror. Jeg har skrevet mere om vores måder at fordele barslen på i dette indlæg om at planlægge sin barsel som selvstændig.

Det har selvfølgelig (blandt andet) været muligt for os, fordi jeg arbejder hjemme. Men vi har alligevel mødt en hel masse undren, og det er faktisk denne undren, der har inspireret mig til denne interview-serie, hvor I kan møde andre fædre, der er på barsel.

Jeg vil nemlig gerne give alle de familier (og fædre) der vælger at gå mod normen og tage en (længere) barsel et talerør.

Den første far er Martin. Martin bor sammen med sin kone og sine to børn på nu 1,5 og 4 år. Til daglig arbejder han i IT-branchen. I dette interview fortæller han om sine oplevelser med at være på barsel:

Hvordan valgte I at fordele barslen – og hvorfor fordelte I den således?

Ved vores første barn tog jeg 4½ måned, mens min kone tog resten. Vi overlappede en måned, hvor vi har ude og rejse nogle uger. Ved vores barn nr. 2 tog jeg ca. 4 måneder, men denne gang havde vi ikke noget væsentligt overlap.

Vi fordelte den således, da vi grundlæggende mener at barslen burde være delt ligeligt mellem mor og far. Der nåede vi ikke helt hen, men det var der så nogle andre gode grunde til.

Hvad laver du i din barsel?

Skifter ble, laver mad, forsøger at få ungen til at spise noget, tørrer mad op fra gulvet. Putter til lur. Gentager proceduren i det uendelige. Det er der en slags smuk frustrerende poesi ved. Med vores første barn gik jeg til en del til baby rytmik og den slags ting.

Det blev ikke til så meget af den slags ved barn nr. 2, da en større del af dagen gik med logistik til/fra  børnehave med den største. På det tidspunkt var vi dog flyttet i et bofællesskab, så der var masser af ting at tage sig til derhjemme, da der også var andre på barsel.

Hvilke reaktioner mødte du fra omverdenen på, at du tog barsel?

Det blev begge gange mødt med en stor selvfølgelighed. Både på min arbejdsplads og blandt familie og venner.

Jeg har kun en gang oplevet en primitiv kommentar om, at jeg jo ikke har bryster og kan amme barnet. Det siger dog mere om vedkommende der afgav kommentaren end noget andet.

Hvad er dit bedste råd til andre familier, der skal fordele barslen?

At sikre faderen som minimum har et par måneder på egen hånd med barnet, så de lærer hinanden at kende – og lærer at klare hverdagens små problemer uden at moderen står klar i kulissen så snart noget går galt.

Jeg mener det største problem for reel ligestilling på arbejdsmarkedet (rent statistisk set) er når kvinder insisterer på, at det er “deres barsel” og de slet ikke lader fædrene komme til. Det er også paradoksalt når man hører kvinder klage over at fædrene ikke er nok til stede i børnenes liv, når de så samtidig har haft en fordeling af barslen, som gør at fædrene slet ikke har haft alenetid med børnene og ikke har prøvet at skulle få en hverdag til at fungere. Jeg bliver nok frygtelig upopulær når jeg skriver det – men det er et mønster jeg har set ret tit.

Jeg har også mødt argumentet “min mand tager 1 måneds barsel – fordi han ikke har mere betalt barsel end det”. Det er for mig at se ikke noget argument for ikke at tage mere barsel. Det er som om det er helt naturligt at en kvinde tager barsel på dagpenge, mens at tanken om at en mand skulle tage barsel på dagpenge er helt udelukket. Hvorfor er det sådan?

Det er muligt at man er presset på økonomien, og manden tjener mere end kvinden. Det mener jeg dog kun undtagelsesvist bør en begrundelse for ikke at dele barslen. Konsekvensen ved at en far ikke er ligeværdig med mor i relation til børnene er langt større end konsekvensen ved at skulle spise havregrød i et par måneder.

Jeg mener helt ærligt at der er en katastrofe for børnene og ligestillingen i det her land, da den forrige regering undlod at gennemføre øremærket barsel til mændene – da de rent faktisk havde flertallet og muligheden for det.

Er du far på barsel? Og vil du dele dine oplevelser? 

Jeg vil rigtig gerne høre fra andre fædre, der er eller har været på en barsel længere end 3 måneder med deres poder. Du kan fx skrive en kommentar nedenfor med dine oplevelser – eller du kan kontakte mig, hvis du gerne vil være med i et interview i denne serie.

Jeg håber, at indlægget har været med til at inspirere jer, der måske drømmer om at fordele barslen på en lidt anden måde end gennemsnittet. Men jeg vil også lige understrege, at det selvfølgelig er ALLES frie valg, hvordan de i deres familie har lyst til at dele barslen. Denne interviewserie er udelukkende ment som inspiration:)

Hvordan vil I gerne fordele barslen hjemme hos jer? 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *