rejse i barslen

Drømmer du om at rejse i din barsel? Her er 3 anderledes rejse-forslag til rejser med små børn!

Vil du gerne udnytte din barsel til at rejse med baby? Eller har I måske mulighed for at have barsel samtidig – og tage på en længere rejse?

Da jeg var på barsel med Ulveungen havde jeg ærlig talt slet ikke overskud til at tænke på at rejse. Jeg var midt i ammekaos, og desuden havde min kæreste og jeg kun barsel de første 6 måneder. Derefter stod den på arbejde og hjemmepasning af en ulveunge, der vågnede hver anden time for at amme.

Så rejse? Nej tak.

Vi tog på vores første rejse sammen, da Ulveungen var 15 måneder – en skøn bil- og vandreferie i Skotland – som jeg har planer om at skrive en lille rejseguide til på et senere tidspunkt.

Men i denne barsel kunne vi godt tænke os at rejse. Så jeg har tilladt mig at drømme! Og hvis du har lyst til at drømme med, så er her:

3 steder du kan rejse hen i din barsel

  1. Rejse under barsel 1: Vandretur i Østrig – med overnatning på hotel. Dette er min rejse i barsel-drøm nr. 1 pt og det skyldes helt sikkert et super velinformerende blogindlæg om at vandre i Østrig med små børn, som jeg vil anbefale alle, der overvejer det samme at læse.Vores familie er virkelig til aktive ferier, vi har før vandret i Norge, på Bornholm og i Skotland, og jeg synes virkelig man oplever naturen på en fantastisk måde, når man går.

    Men jeg orker heller ikke, at det skal være super primitivt, når nu vi skal have en baby og et barn på ca. 3 år med. Derfor tiltaler den rejse, som er nævnt i blogindlægget ovenfor mig rigtig meget. De sov nemlig på hotel og tog på vandreture med børnene hver dag. Og kørte i egen bil! Og der var endda en særlig Eventyrrute for børn. Det ser så lækkert ud!

  2. Rejse under barsel 2: Krydstogt i Norden. Jeg tænker, at et krydstogt må være perfekt, hvis man har en hård barsel. Det er jo ren afslapning – og smuk natur! Prøv engang at se de lækre billeder fra Hurtigrutens hjemmeside – det er især dem, jeg har forelsket mig i.Jeg har brugt en del tid på at google en masse krydstogter, og det ser virkelig lækkert ud. Men jeg strandede lidt på, at jeg og min kæreste rigtig gerne vil på krydstogt i den nordiske natur – Norge, Svalbard eller lignende. Men det virker som om, at de mest familievenlige krydstogter (nogle af dem har seriøst vandrutsjebaner på skibet!) mere går til Middelhavet eller mere eksotiske, varme steder.

    Middelhavet og varme er også dejligt – jeg er bare så vild med fjelde og den barske, norske natur, at det nok mest er det, jeg drømmer om pt. Og indtil videre har jeg ikke fundet nogen skibe med børneaktiviteter som bord, der går til de nordiske lande.

    Men måske er der nogen af jer, der har erfaringer med at rejse på krydstogt med små børn? Måske behøver man slet ikke børneaktiviteter om bord?

  3. Rejse under barsel 3: New Zealand med autocamper. Min kæreste vil rigtig gerne til New Zealand – og det vil jeg også gerne. Jeg har googlet lidt og læst mig frem til, at man er mest fleksibel med en autocamper.Billeder og oplevelser fra New Zealand ser SÅ lækre ud. Prøv at se denne google søgning! Jeg vil virkelig gerne til New Zealand en dag. Det står højt på min liste over drømmerejser. Men jeg er ikke sikker på, at jeg orker det i barslen.

    Dels er det en rigtig lang flyvetur, og dels ved jeg ikke rigtigt, om jeg kan se mig selv slappe af i en autocamper uden et ordentligt toilet med potentielt 2 blebørn. Altså, det kan godt være, det er frihed, men jeg ved bare ikke, om jeg er til bål og bleskift i naturen. Men det kunne jeg selvfølgelig finde ud af …

    Er der nogen af jer, der har rejst i New Zealand med små børn?

Som I nok kan høre hælder jeg lige nu mest til vandreturen i Østrig. Men nøj, hvor lyder de andre rejser også dejlige! Er der nogen af jer, der har været ude at rejse i jeres barsel? Og hvordan har I oplevet det? Hvad vil I anbefale?

10 thoughts on “Drømmer du om at rejse i din barsel? Her er 3 anderledes rejse-forslag til rejser med små børn!”

  1. Ej hvor lyder det altså bare dejligt!!
    Jeg har desværre ikke rejst til udlandet i min barsel; men til sommer tager vi til kreta med en på 2.5 år og en på 1 år – det bliver dejligt! Vi er egentligt også gladest for aktive ferier, men det har vi desværre ikke prøvet endnu

    1. Hej Michelle. Jeg elsker Grækenland, har været der 5 gange, så det kan jeg godt forstå, at I har valgt. Jeg har dog aldrig været der med børn:-) God rejse:-) Kh Camilla

  2. Jeg drømmer om, at min lille familie tager på tre måneders rejse med start til februar. Her er New Zealand et af ønskemålene 🙂

    1. Hej Katrine. Tak for din kommentar. Det lyder som en dejlig drøm. Tre måneder afsted sammen lyder skønt:-) Kh Camilla

  3. Hej Camilla
    Nu har jegvikke selv børn. Men forrige gang vi var hjemme i New Zealand, mødtes vi med et af vores danske vennepar, der var rejst derned lidt før os, med deres lille søn. Vi havde hjulpet med at planlægge turen i havde planlagt den meget efter den tur vi selv skulle på, efter at have været hos familien.
    De rejste i autocamper og de havde en fantastisk tur ☺
    Det er rigtig nemt at rejse i New Zealand og især i autocamper, for der er mange steder det er tilladt at stoppe og overnatte og der er masser af campingpladser at være på, med gode faciliteter.
    Ja flyveturen er lang. Men der er masser af nat flyvning og der er ikke nogen af de gange vi har rejst, at der har været problemer med grædende småbørn (tværtimod mere uopdragne større børn der keder sig og sparker til sæder )
    Men ellers har min kæreste Stu nu åbnet sin butik nr 2. New Zealandsk Pie shops, så her kan man også altid hoppe ind forbi til en snak og spørge lidt til New Zealand

    Håber i kommer afsted en dag. Man kan næsten ikke rejse mere afslappet i skøn natur i blandt nok verdens mest chillern og venlige folkefærd Kiwi’er og Maorier

    1. Hej Mia. Tak for din besked:-) Det er altid dejligt med insider-viden, og jeg vil da helt sikkert smutte forbi og smage en af jeres pies en dag:-) Mh Camilla

  4. Vi rejser til New Zealand med autocamper om en måned 🙂 Vi skal være væk i 2,5 måned med to børn – én på 2 år og én på 6 måneder. Vi er mest spændte på, hvordan vi kommer til at sove – og hvor vi skal opholde os, mens børnene sover om aftenen. Men det kommer sikkert til at give sig selv, når først vi er kommet afsted. Hvor endte I med at tage hen i din barsel?

    1. Hej Vibe. Det lyder godt nok skønt og fantastisk! Vi endte faktisk ikke med at tage langt væk, desværre. Af forskellige årsager ebbede vores rejseplaner lidt ud og blev til … ta dah … en tur i Lalandia med et vennepar;-) Og en masse ture i sommerhus. Men drømmen om fjernere vidder lever endnu:-) Kh Camilla

    2. Det skal vi med vores 7,5 årige fra oktober! Kan du give nogle gode fifs, must haves med og hvad I først købte dernede mv mv. Fra hvilket firma lejede i camper?

      1. Hej Marie. Det lyder godt nok spændende! Vi tog jo ikke til New Zealand, men jeg er sikker på Google kan hjælpe dig 🙂 God rejse 🙂 Kh Camilla 🙂

Skriv et svar til Vibe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.