Ammeopstarten kan være nem og ligetil – men den kan også byde på både overproduktion, underproduktion, sår og fiasko-følelse.
I dette indlæg fortæller jeg om mine første uger med amning, som bød på både overproduktion, fuldtids-udmalkning og amme-angst (ja, det findes åbenbart!). Men som heldigvis endte med et skønt ammeforløb, der varede 13 gode måneder.
Det har taget mig rigtig lang tid til at finde modet til at skrive indlægget. Ikke fordi indholdet er hemmeligt, men fordi mit ammeforløb var virkelig hårdt. Måske var det ikke hårdere end alle mulige andre menneskers ammeforløb – men da jeg plejer at have god styr på ting i mit liv, så gav det mig virkelig en fiasko-følelse, at det der med amning var noget, jeg måtte kæmpe så meget for.
Indlægget er ikke fuldt af gode råd, da jeg hverken er jordemoder eller ammerådgiver, men derimod en personlig beretning ligesom beretningen om min hjemmefødsel. Men jeg håber, at den alligevel kan tjene til inspiration og opmuntring for nogen:-)
Mine tanker om amning inden fødslen
Jeg ville amme – men ikke for enhver pris. Men hvad betyder egentlig “for enhver pris”? Da jeg stod midt i ammehelvede, tror jeg nok, at jeg betalte en ret høj pris for at få det til at lykkes (både økonomisk, mentalt og kropsligt), men jeg synes faktisk, det var det hele værd, da det endelig lykkedes. Dermed vil jeg dog gerne understrege, at jeg synes, det er alle kvinders frie valg, om de vil amme eller ej – og hvor længe.
Jeg havde brugt en masse energi på at forberede mig til selve fødslen med teknikker fra Smertefri Fødsel (jeg øvede mig fx på vejrtrækningen hver dag). Derudover dyrkede jeg yoga 15 minutter hver dag. Men amningen kom jeg først i tanke om lige inden fødslen, og så læste jeg en halv bog om emnet og regnede egentlig med, at det lidt gav sig selv.
Jeg blev klogere.
De første timer efter fødslen – ammeopstarten
Min hjemmefødsel gik super godt, og Ulveungen blev lagt op på mit bryst og til lige efter fødslen. Jordemoderen hjalp med at lægge ham til på en måde, hvor han selv skulle finde brystet. Jeg syntes for at være ærlig, at det var rigtig grænseoverskridende, for jeg var rigtig bange for, at han ville få forkert fat, så jeg ville få sår.
Og da han så fik fat, kom efterveerne. De føltes ligesom fødselsveer! Jeg var meget chokeret, for jeg troede jo netop, jeg var færdig.
Jeg fik panodiler og iprener (efter en fødsel med to panodiler som eneste smertelindring …), men var på en måde stadig i chok over, at det dels gjorde ondt, når han suttede og dels fænomenet efterveer (som jeg selvfølgelig havde hørt om, men slet ikke var gearet til).
Mælken løber til – og mine bryster går amok
Jeg stod foran køleskabet, da jeg første gang mærkede den varme, rislende fornemmelse af, at mælken løb til.
Derefter gik det ret hurtigt.
Jeg havde godt hørt, at det gjorde ondt at amme, og selvom jeg ingen sår havde, syntes jeg det gjorde ondt hver gang, jeg lagde Ulveungen til. Derfor vækkede jeg ham kun hver 3. time, som jeg havde fået at vide, jeg skulle, for at lægge ham til. Til gengæld lagde jeg ham grundigt til i alle de stillinger, jeg kunne finde på, for jeg havde hørt, at det var vigtigt at få gang i alle mælkekirtlerne (hedder det sådan?) og at det kunne forebygge sår. Senere viste det sig, at jeg havde fået en endnu større produktion, fordi jeg havde været så grundig med at lægge ham til i forskellige stillinger …
Men den smerte jeg nu oplevede, efterhånden som mine bryster blev større og større og hårdere og hårdere kan faktisk ikke rigtigt beskrives.
Først var de bare stenhårde. Men efter under to dage var de så store og hårde, at Ulveungen ikke kunne få fat, og jeg fx ikke kunne lave rygøvelser – og nærmest ikke sove – for smerten.
Jeg prøvede at tage et bad, fordi der stod på nettet at det hjalp. Jeg lagde en varmepude på.
Jeg troede, at det var sådan det føltes, når mælken løb til, men jeg græd hver gang jeg ammede.
Det var tusind gange værre end at føde, men jeg tænkte, at jeg nok bare var sart. Jeg kunne ikke finde nogen ordentlig stilling at amme i, og til sidst var jeg så desperat, at jeg bestilte en akut ammekonsultation hos Det Private Barselshotel for at få hjælp til ammestillinger.
Løbske bryster
Jeg havde kæmpe smerter, da jeg kom ind på Det Private Barselshotel. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt være i min krop, og da jeg kom ind til jordemoderen, var jeg fuldstændig ødelagt af smerter, mens jeg fortalte hende, at jeg gerne ville lære nogle gode ammestillinger.
Det første hun sagde, da hun så mig var: “Det der er ikke normalt.”
Mine bryster var løbet løbsk. Det var en vild overproduktion med en begyndende brystbetændelse. Det var ikke gode ammestillinger, jeg havde brugt for, men at få tømt brysterne for mælk.
Jeg havde misforstået totalt de ammeråd, jeg læste på nettet. Jeg skulle ikke gemme mælken til min søn. Når jeg var i bad, skulle jeg ikke bare stå under den varme bruser – jeg skulle af med mælken.
Udbud og efterspørgsel – der skulle nok komme nok mælk til min søn – og den mælk der var derinde, gav mig smerter, fordi jeg var ved at få brystbetændelse.
Problemet var, at udmalkning med pumpe ikke virkede. Sandsynligvis fordi jeg var angst for den. Der kom i hvert fald kun få dråber ud.
Det eneste, der kunne få mælken ud, var min søn, så han kom – med jordemoderens ord – på arbejde. Og han tog da også sin fødselsvægt på igen, i de dage, vi var der!
Jordemoderen hjalp ved hver eneste amning i de to døgn, vi valgte at blive der, og jeg har aldrig nogensinde følt mig så forstået og set med et problem, jeg havde.
Da vi tog derfra, sagde hun, at nu var mine bryster som andre menneskers bryster føltes, når mælken løb til. Og jeg kunne igen være i min krop.
Ammeangst og håndpumpe
Vi tog en uge derhjemme uden besøg. En slags genoptag-amningen-ting.
Desværre brød jeg mig stadig ikke om at amme. Jeg syntes, det gjorde ondt, og jeg overvejede virkelig at give op. Men samtidig kunne jeg se, at Ulveungen ligesom “smilte”, når han faldt i søvn med brystet i munden, og så nænnede jeg det ikke. Men når han sov frygtede jeg, at han snart vågnede, så jeg igen skulle amme. Det var virkelig sørgeligt!
Til sidst var jeg så smadret over det, at jeg faktisk alligevel besluttede at stoppe. Men min mor foreslog, at jeg i stedet købte en pumpe og malkede ud.
Jeg købte en håndpumpe og prøvede det – og denne gang virkede det!
Og hvilken lettelse! Jeg kunne give min søn den sunde mælk fra mine bryster – uden smerter!
Pumpesystemer og suppleringssystemer – for lidt mælk
Jeg blev så glad for at fuldtids-udmalke, at jeg besluttede, at det var det rigtige for os. Jeg købte en Medela Duo elektrisk pumpe, og den var seriøst god (den håndholdte gav mig smerter i hånden). Men selvom jeg malkede ud hver 2.-3. time hele døgnet faldt min mælkeproduktion, og både jeg og min kæreste var totalt udmattede af udmalkning og flaske. Jeg fik en masse hjælp og råd fra Ammenet på Facebook, som jeg virkelig kan anbefale.
Til sidst besluttede jeg at give den normale amning en chance igen – og nu gjorde det pludselig mindre ondt!
Desværre var min mælkeproduktion jo faldet, så vi måtte supplere med modermælkserstatning.
På Det Private Barselshotel fik vi hjælp til at bruge Medelas suppleringssystem. Hvis I ikke kender det, er det en slags flaske med modermælkserstatning i, som har en lille slange, der løber langs brystvorten. Så når babyen ammer, får den samtidig erstatning. Det er super smart, fordi mælkeproduktionen samtidig stimuleres og barnet ikke vænnes til flasken i stedet for brystet.
Vi brugte systemet med ret stor succes i tre uger – men så blev jeg træt af, at det var så besværligt om natten, og når man skulle ud. Altså hvor var lige den frie, ammende kvinde henne? Faktisk smed jeg det en nat gennem rummet, fordi slangen drillede, og så besluttede jeg mig for, at nu ville jeg amme normalt.
Og så gjorde jeg det.
Succes med amning
Det lyder måske rimelig underligt, at det bare virkede fra den ene dag til den anden, og det var også lidt noget rod i starten. Måske fik han en flaske eller to, det kan jeg faktisk ikke rigtigt huske. Men da han var 8 uger, fuldammede jeg i hvert fald, og han fulgte sin vægtkurve. Og jeg var fri af diverse amme-systemer – og smerter!
Jeg valgte at friamme, hvilket betyder at amme efter behov og ikke efter et tidsinterval. Jeg ammede ofte og i lang tid ad gangen. Men det virkede! Jeg vil helt sikkert også friamme Lillebror!
Da Ulveungen var 4 måneder tog vi til fotografen og fik taget et skønt ammefoto for at fejre, at det lykkedes. Og derefter ammede jeg uden problemer de næste 13 måneder.
Nå ja – jeg oplevede et par begyndende brystbetændelser og tilstoppede mælkegange. Men grundlæggende blev amningen mere og mere en hyggestund, og jeg planlagde faktisk at amme i 2 år – men jeg stoppede efter 13 måneder, så vi kunne gå i gang med at lave Lillebror …
Det har jeg lært af mit ammeforløb + 6 ting jeg vil gøre anderledes næste gang jeg skal amme
Min amning har været en følelsesmæssig rutsjebanetur og en rejse gennem smerter og intens glæde. For amning er jo ikke kun smerter – det frigiver også oxitocin – det hormon, der binder bånd mellem mor og barn. Og jeg blev faktisk utrolig glad for at amme efter de første par måneder. Men det kom i hvert fald ikke af sig selv!
Jeg er blevet MEGET klogere på amning. Og jeg har tænkt meget over, hvad jeg vil gøre anderledes, når Lillebror kommer. Det er der kommet denne liste med 6 ting, jeg vil gøre anderledes næste gang jeg skal amme, ud af:
- Jeg vil bruge smertekontrol-teknikken laboro (fra Smertefri Fødsel) samt afspænding aktivt under efterveerne. Jeg vil anerkende, at de gør præcis lige så ondt som almindelige veer (det skulle jo blive værre anden gang).
- Jeg vil friamme
- Når mælken løber til, vil jeg tømme mine bryster efter hver amning. Jeg vil hellere have tømte bryster, der ikke bliver hårde og spændte (og danner brystbetændelser), selvom det vil gøre, at jeg på sigt danner mere mælk. Jeg mener nemlig, at jeg har viden nok nu til at sætte mælkeproduktionen ned efterfølgende, når jeg har fået styr på amningen.
- Den overskydende mælk vil jeg enten fryse ned, give til min store søn på 2 (det er jo sundt!) eller, hvis der er rigtig meget, donere til for tidligt fødte børn.
- Jeg vil ikke acceptere, at det gør ondt at amme. Hvis det gør ondt, vil jeg søge professionel hjælp med det samme.
- Jeg vil fuldamme i 6 måneder og amme delvist i mindst et år.
Tak fordi, du læste med. Jeg håber, at indlægget har inspireret dig eller – hvis du selv sidder med ammeproblemer – fået dig til ikke at føle dig så alene med det. Der er mange veje ud af ammeproblemer, og jeg har selvfølgelig kun benyttet nogen af dem.
Derfor er jeg også meget nysgerrig efter at høre om jeres erfaring med amning?
Siden jeg skrev dette indlæg, har jeg haft endnu en ammeopstart af mit barn nr. 2 – jeg endte ikke helt med at følge ovenstående plan nemlig. Jeg fortæller også lidt om at have brystbetændelse her.