Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at 2017 gik på held (jeg har haft travlt), men i den forbindelse vil jeg alligevel rigtig gerne lave en bloggerstatus.
Det er jo første år, jeg har haft Fabelmor.dk (jeg oprettede bloggen tilbage i marts 2017), så på den måde har det været et år med rivende blogudvikling. Fra 0-100 kan man sige:-)
Det skyldes selvfølgelig også, at jeg har været på barsel noget af året og derfor haft mere tid til at blogge. Jeg kan godt mærke, at jeg (desværre) har mindre tid til bloggen nu, hvor jeg er startet op på mit (forfatter-)arbejde igen. Så er der jo pludselig bøger, der gerne vil skrives også. Og det er også skønt! Bare ikke for min blogstatistik;-)
De 10 mest læste indlæg i 2017
(1) Selvstændig og mor #2 – Jane Faerber
(2) 3 tidlige tegn på graviditet
(3) Hjemmefødsel: Lynfødsel i eget badekar
(4) Sådan finder du din passion (og hvordan jeg faktisk kom til at leve af min passion på 3 år)
(5) Selvstændig og mor #4 – Camilla Holmgaard
(6) 20 skønne og (måske lidt) anderledes børnenavne
(7) Selvstændig og mor #7 – Line Kyed Knudsen
(8) Min hjemmefødsel – en rolig og positiv oplevelse
(9) PCO #1 Sådan fandt jeg ud af, at jeg havde PCO
(10) 13 skønne blogs du ikke kender
2018 på vej (eller allerede godt i gang …)
Vi er allerede et godt stykke inde i januar, og tiden flyver seriøst bare afsted. Tænk engang, i morgen begynder Lillebror at spise rigtig mad! (eller han får det i hvert fald tilbudt – han bliver nemlig 6 mdr. i morgen).
Jeg har rigtig mange drømme for 2018, og jeg er godt i gang med nogle af dem. Jeg har endda lavet (og forsøgt at overholde et nytårsfortsæt!)
Mine drømme for 2018
- Motionere min. 30 minutter om dagen – Det tæller også at hente storebror på cykel eller gå i skoven med hundene! Komme tilbage til yoga. Jeg SAVNER min yoga!
- Stå op om aftenen efter børnene er puttet. Seriøst, undskyld, jeg går (stadig) i seng med Lillebror kl. 19. I går tog jeg mig sammen og læste i en e-bog 30 minutter efter han sov. Men altså … at stå op? Det har jeg stort set ikke praktiseret i snart 6 mdr.
- Bage flere kager. Jeg er netop begyndt at eksperimentere med rawkager. Men ellers er jeg glad for LCHF-kager og andre blodsukkervenlige kager.
Jeg har mange flere drømme, men lige nu kan jeg mærke, at det mere bliver mål end drømme, når jeg skriver dem ned. Forfattermål, blogmål, rejsemål … en masse ting, jeg gerne vil, men som på en måde ikke hører til lige her, synes jeg. Måske jeg skriver et andet indlæg om blogmål senere – og forfattermålene kan komme på min forfatterstatistik, når jeg får lavet en sådan:-)
På den måde blev mine drømme jo faktisk enormt få og små. Men det er måske også fordi, at jeg sådan grundlæggende har det ret godt. Efter jeg er begyndt at arbejde, føler jeg at jeg får det bedste fra alle verdener – tid med ungerne, tid med min hobby, som jo faktisk er mit arbejde og tid med min kæreste, der jo er på barsel.
At bloggen og min læsning så lider under det – og at jeg ikke har set en TV-serie i flere måneder – er en anden sag. Jeg vil hellere bruge tid på at skrive bøger og være sammen med mine børn (og sove!) end på at se TV pt:-)
Kære læsere – TAK fordi I har fulgt med i år. Hver gang I skriver en kommentar her, på Facebook eller Instagram bliver jeg så glad og taknemmelig. Jeg har mange, mange flere idéer til indlæg, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele dem med jer:-)