Mad under fødslen

Det spiste jeg under min fødsel

Jeg har altid været en planlægger, og da jeg skulle have mit første barn var ingen undtagelse. Derfor havde jeg selvfølgelig også tænkt over at have et lager af mad og snacks i huset, som jeg måske ville få lyst til under fødslen.

Jeg har altid haft en rigtig god appetit, også mens jeg var gravid, så jeg var overbevist om, at jeg også ville spise meget under fødslen. Det gav jo god mening, at en sådan kraftpræstation krævede energi!

Sådan gik det dog ikke.

Til gengæld var jeg MEGET sulten efter fødslen!

Mad jeg spiste UNDER min fødsel

Jeg havde indkøbt alt fra chokolade, Nutella, barer, nødder til frugt – og min mor havde medbragt et større udvalg af juice. Men jeg fik faktisk ikke lyst til noget af det under fødslen.

Min fødsel startede kl. 2 om natten (læs evt. min fødselsberetning, hvis du er nysgerrig!), og aftenen før havde vi haft gæster, så vi havde spist en helt normal middag (tror det var en wokret med råkost osv. til).

Jeg fødte min søn kl. 14 om eftermiddagen – og fra kl. 2 til 14 var det ENESTE jeg havde lyst til resterne af råkosten (der var meget frisk, fordi der var appelsinstykker i). Derudover drak jeg en lille smule af den juice, men mor havde med og en del vand.

Men virkelig, seriøst – på trods af, at jeg ALTID er sulten normalt, så følte jeg mig slet ikke sulten under fødslen.

Mad jeg spiste EFTER min fødsel

Efter fødslen kunne jeg til gengæld pludselig mærke, at jeg var meget sulten. Så det første, jeg spiste, var en hakkebøf og en Nutella-mad:-)

Jeg er sikker på, at min kæreste, mor og jordemoderen også fik noget at spise i løbet af fødslen, så de var sikkert godt tilfredse med mit lager af mad.

Det vil jeg spise til min kommende fødsel

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet styre mig for at købe et lille lager af mad og snacks til denne fødsel også. Det kan jo være, at jeg er mere sulten denne gang!

Normalt spiser jeg en blanding af KISS-kost og LCHF (jeg har planer om at skrive et indlæg om det på et tidspunkt), men under min fødsel, har jeg besluttet, at jeg må spise hvad som helst. Det synes jeg ligesom er fair;-)

Dette mad har jeg købt til min hjemmefødsel

  • Økologiske ispinde (som jeg godt nok har svært ved ikke at spise allerede!)
  • Nødder (selvom det ærlig talt var det sidste, jeg havde lyst til sidst. Nødder er jo seriøst tørre).
  • Isis karamel-bar (fordi den bare smager godt)
  • Mørk chokolade (da det er min foretrukne slik-ting normalt)
  • Marabou lys chokolade (til min kæreste)
  • … og så har vi ret meget frugt og juice på lager pt, så det har vi sikkert også til fødslen

Jeg er godt klar over, at det her er et rimelig nørdet indlæg. Men med tanke på, hvilke emner jeg googler pt (alle fødsels-realterede), så er det faktisk ret normalt. Og det siger måske ikke så lidt.

For altså – jeg er i fødsels-mode, okay? Og det synes jeg faktisk også er ok, når man er 38+4. Men jeg lover, at jeg snart skriver et mere fagligt indlæg om passion (altså ikke fødsels-passion;-))

Hvad spiste du under din fødsel? Og hvad ville du indkøbe, hvis du skulle føde i morgen? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *