Selvstændig og mor

Selvstændig og mor #6: Rikke: “De første kunder blev fejret med kæmpe store jubelscener af os alle”

“Både mand og børn er med til forskellige ting i klinikken fx rengøring og uddeling af pjecer. På den måde er klinikken blevet noget, vi alle brænder for.”

Rikke er 39 år, har 4 børn i alderen 3-18 år, hvoraf den ældste bor ved sin far. Hun er gift med sin mand, Michael, på 11. år. Hele familien bor lidt syd for Ribe i et parcelhus, som de drømmer om at skifte ud med noget større, der har en placering hvor der er virkelig højt til himlen.

Rikke’s fritid bliver brugt på at fotografere, drive bloggen Rosetid, læse, bage, og derudover har hun i sommers fået øjnene op for yoga, som er blevet en stor passion. I det hele taget dyrker hun at mærke sig selv.

Hun er uddannet på kontor og ansat som deltidskontorassistent, og ved siden af driver hun sin egen klinik. Hverdagsbalance.dk

I dette interview kommer Rikke med sin egen oplevelse af, hvordan det er at springe ud som selvstændig og samtidig have familien i fokus. Og hun kommer med et par gode råd til dig, der også drømmer om at blive selvstændig.

Hvad er din passion?

At lære andre at lytte til sig selv og stå ved det de mærker.

Bringe mere livsglæde og selvværd ind i livet til de mennesker, der har glemt sig selv/ikke mærker sig selv og derfor heller ikke får sagt fra. At lære dem, at de er lige som de skal være og at se det bedste i situationen, for jeg tror indædt på at vi kommer længst ved at tro på og dyrke kærligheden og det positive i livet.

Hvordan fandt du din passion?  

Efter et stressforløb gik det op for mig, at jeg levede hver dag på autopilot, det var egentlig okay. Men de drømme om tanker jeg altid havde haft om at have mit eget, forsvandt i dagligdagens gøremål. Jeg følte at jeg brugte al min energi på andre og for andres skyld.

Når jeg skulle til at pleje mig selv og mine egne interesser var jeg segnefærdig af træthed efter en travl dag. Sådan gik hver dag i meget lang tid.

Indtil jeg for 3. gang blev lagt ned af stress; min krop krævede højlydt, at jeg lyttede til den. Så det gjorde jeg. Men hvor var det svært, for jeg var slet ikke vant til at høre, hvad den sagde.

Hvordan sprang du ud som selvstændig?

Jeg startede med at være mobil kostvejleder. At det blev sådan var kun af praktiske hensyn, da vores hus ikke er indrettet, så vi kan bruge et værelse på min praksis. Det ville være meget forstyrrende i familielivet, men også på grund af det behov jeg har for at være privat, når jeg er hjemme.

Derfor blev den mobile kostvejledning en god løsning, som fungerede rigtig godt. Både praktisk og for mine kunder. Det giver nemlig en rigtig god snak at tale med kunden i eget hjem, hvor kunden er på hjemmebane. Kunderne har helt på eget initiativ åbnet deres køleskab og skabe, så vi har fået en oprigtig snak om de fødevarer der er vane for at købe i det enkelte hjem.

Da jeg i foråret 2017 var færdig med BodyBliss uddannelsen, var der pludselig et behov for en stationær base, så jeg ikke skulle køre ud med briksen. Det ville ikke være hensigtsmæssigt på samme måde som med kostvejledningen. Derfor fik jeg fra 1. maj 2017 kliniklokale.

Hvordan kombinerer du livet som selvstændig med familielivet?

For mig er det meget vigtigt, at der er en god balance mellem arbejdsliv og familieliv. Som mor har jeg brug for at være sammen med mine børn og skabe noget kvalitet med dem.

Både mand og børn er med til forskellige ting i klinikken fx rengøring og uddeling af pjecer. På den måde er klinikken blevet noget vi alle brænder for.

Hvad er de største udfordringer ved at være selvstændig?

De største udfordringer er at møde ligesindede, der forstår behovet for at være selvstændig, at det er alt arbejdet, frustrationerne og bekymringerne værd.

Det at finde den gode balance mellem deltidsjobbet, klinikken, familielivet og behovet for ”voksentid” med min mand, veninderne og de ting jeg gerne vil lave i min fritid er noget, der er i konstant bevægelse, og det kræver jeg er virkelig skarp i forhold til kalenderstyring.

Det kan ind i mellem være svært både praktisk og personligt, fordi det virkelig kræver, at jeg er helt tro mod mig selv. Den praktiske del løser jeg ved at bruge en bulletjournal og en kalender, kombinationen af de to redskaber har vist sig at være helt perfekt for mig.

Helt lavpraktisk arbejder jeg også rigtig meget med min manglende tålmodighed. Ting tager tid – men det har jeg svært ved at acceptere uden kamp. Men selvfølgelig tager det tid at bygge en veldrevet klinik op, også fordi jeg prioriterer samværet med mine børn rigtig højt.

Hvad er de største fordele ved at være selvstændig?

Friheden uden tvivl. Jeg bestemmer alt, og det elsker jeg.

Hvis jeg den ene uge kan mærke et stort behov for det indadvendte arbejde som fx strategiudvikling, PR eller regnskab, så planlægger jeg det. Ugen efter er kalenderen fuld af kunder, og jeg laver intet af det indadvendte arbejde.

En anden stor fordel er, at arbejdet virkelig fylder mig med energi og livsglæde.

Hvad laver du helt præcist som selvstændig?

Jeg har en klinik hvor jeg giver BodyBliss behandlinger og kostvejledning.

Min klinik hedder Hverdagsbalance, netop fordi det er alfa og omega at finde balancen i livet.

BodyBliss behandlingerne styrker ens evne til at mærke sig selv og sine egne behov. Er man sensitiv eller føler sig fortravlet er behandlingerne meget virkningsfulde, da de beroliger nervesystemet.

Der kommer både børn og voksne til BodyBliss behandlinger i min klinik.

Som kostvejleder er det utroligt vigtigt for mig, at mine kunder lærer at mærke deres sult og spise hvad de har lyst til, hvad de synes smager godt og det, der giver dem energi.

Mange kvinder kæmper med at være alt for pæne piger, og at det er svært at sige nej. Jeg guider mine kunder til at tage bevidste valg. Valg der gør dem godt, fordi det giver en bedre balance at gøre det, man ønsker.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil være selvstændige, mens de har børn?

At de skal hoppe ud i det, i det tempo der føles rigtigt for dem.

Selv om målet er at være 100% selvstændig, så kan det være en rigtig god ide at kombinere det med en deltidsstilling, så man stille og roligt får dannet sig erfaringer og bygget en kundegruppe op. Men også så der er lidt økonomisk ro, det er i hvert fald en vigtig faktor for mig.

Jeg har selv lært rigtig meget af at være åben overfor de muligheder, der dukker op. Nogen gange får vi os låst så meget fast på der, hvor det skal ende, at det kan blive uoverskueligt og næsten håbløst.

Her i familien virker det rigtig godt, at både børn og mand er engagerede i min klinik. De første kunder blev fejret med kæmpe store jubelscener af os alle.

Det er blevet en fælles sag, at der kommer kunder, og de får den bedste behandling, hver gang.

Derfor er der heller ingen sure miner, når jeg kører i klinikken om aftenen efter puttetid, lørdag formiddag eller søndag eftermiddag. Der er tiltro til, at jeg gør det bedste for familien og kunderne.

Sparring med andre iværksættere er rigtig godt til at åbne op for andre veje og muligheder.

Jeg er typen der lærer rigtig meget af at prøve selv. Det har givet mig nogle kæmpe store erfaringer på både godt og ondt, og det kan ind i mellem føles som et skridt frem og to tilbage. Det kan føles en smule demotiverende, men jeg arbejder altid på at vende erfaringerne til noget positivt, præcis på samme måde som jeg ønsker at videregive det positive og kærlige menneskesyn til mine kunder.

Læs også de andre indlæg i serien om selvstændige mødre:

Foto: René Jørgensen/Model: Mette S. Johannesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *