Selvstændig og mor 10 Karen Pallisgaard

Selvstændig og mor #10 – Karen Pallisgaard: “Følg hjertet”

Karen Pallisgaard er uddannet journalist samt yoga- og meditationslærer.  Hun er foredragsholder og forfatter til seks bøger om yoga, livsstil og trivsel. Hun er desuden ambassadør for udsatte børn hos Plan Danmark og Børne Hjernecancer Fonden.

Du kan læse meget mere om Karen Pallisgaard på hendes hjemmeside.

Hvad er din passion?

Skriving, yoga og meditation.

Hvordan fandt du din passion?

Jeg blev nysgerrig på mennesker og sindet meget tidligt og begyndte at skrive dagbog, da jeg var 8 år og har gjort det lige siden. Det er sikkert der kimen blev lagt til, at jeg uddannede mig som journalist. Min passion for yoga mødte jeg kort efter jeg var blevet journalist.

Vil du med på en yogarejse?

Sådan spurgte en e-mail mig engang i de glade 00’er, hvor jeg var redaktionschef for et livsstilsmagasin i København. Det var før finanskrisen, og en tid hvor en del af journalistjobbet var at gå til receptioner i stilletter, hvor champagne blev serveret i tårne. Jeg blev tristere, tykkere og trættere for hver dag, der gik.

Og så kom der så dette spørgsmål i min inbox en aften, hvor jeg som sædvanligt sad med stærk kaffe-OD og arbejdede sent. Jeg anede ikke på dette tidspunkt, at den mail ville komme til at ændre mit liv.

Jeg havde ret mange fordomme om, hvad yoga var. Blandt andet var det kedeligt, for hippier, for vegetarer, for blødt, for røgelsesduftende og for meget hør svøbt i hennahår og badet i bøn. Man skulle vist kunne nå sine tæer, og dem havde jeg ikke været i nærkontakt med … nogensinde. Jeg takkede med mild skepsis ja til at tage med til Grækenland på en uges yogarejse for at skrive om denne ældgamle visdom fra Indien, der nu var nået til Danmark og blevet et moderne (ferie)fænomen for alle os stortravle og småstressede vesterlændinge.

Da jeg tog af sted, var jeg søvnløs og havde som sædvanlig høj puls. Min skuldre hang fremover. En typisk computerkrøllet krop med et hoved skruet på i skæv vinkel med hagen og halsen skudt frem som en skildpadde, der prøver at følge med i verden omkring sig, mens min krop var som skildpaddens skjold; en hård, beskyttende skal.

Undervejs på yogaopholdet fik jeg hovedpine. Rystende muskler. Jeg græd flere gange, hvilket normalt ikke var noget, jeg syntes var særlig fedt foran andre, men det var, som om jeg blev glad af at græde der, og forløsningen blev støttet af yogastillingerne.

Mine fordomme krakelerede med forundren over, hvor hårdt det var at stå med hovedet ned og numsen op.  Jeg blev til gengæld noget nær euforisk, da jeg fik mit livs første oplevelse af meditation. Undervejs rullede mine skuldre sig ud og tilbage på plads, og jeg følte mig en halv meter højere på alle måder. På en eller anden simpel måde blev jeg en lille smule mere mig selv i Grækenland, som en skildpadde på vej ud af sit skjold.

Jeg kom hjem. Skrev artiklen. Noget var forandret. Og noget skulle forandres. Og det blev det. I løbet af de næste år uddannede jeg mig som yoga- og meditationslærer. Jeg skiftede job og blev sundhedsredaktør på Femina. Jeg blev skilt. Jeg flyttede. Jeg gik ned med stress. Jeg sagde mit job op. Jeg fik en bogkontrakt. Jeg rejste til Indien og Bali og kom tilbage med en klar fornemmelse af, at det handler om at få ro på, finde fordybelse og fællesskaber og få det bedste  – ikke nødvendigvis det meste – ud af livet.

Jeg dykkede ned i nyeste forskning om yoga, meditation og mindfulness. Der er en masse fysiske og følelsesmæssigt fordele ved disse gamle mind-body-praksisser. Det handler ikke om, at du bliver evigt happy-happy, rolig, rummelig, og et bedre menneske, bare fordi du dyrker yoga. Selvfølgelig ikke. Men yoga kan gøre dig bedre til at være menneske – være endnu mere dig, præcis, som du er og være med det, der er – både når livet serverer lort, lagkage og leverpostej. Det begyndte jeg at skrive om.

Hvornår sprang du ud som selvstændig?

Det gjorde jeg i starten af 2013. Altså en god håndfuld år efter, at jeg var blevet forelsket i yoga. Jeg havde drømt om det længe, men det var mit livs største frygt, så der gik længe, inden jeg turde. Faktisk skulle jeg nå at gå ned med stress, blive skilt og have svær sygdom tæt på i familien, inden det gik op for mig: Hvad er det værste, der kan ske?

Hvordan gjorde du i praksis, da du sprang ud som selvstændig?

Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg skulle køre noget business op, inden jeg sprang ud. Men jeg var simpelthen så færdig i hovedet, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at arbejde dobbelt.

Jeg sad på Bali og mediterede, da jeg fik en åbenbaring: Følg hjertet. Just do it.

Yoga og meditation hjælper mega meget med at kultivere tillid til livet. Så det var på den bølge, at jeg tog hjem og sagde op. Det var så svært at gøre det, og frygt talte mig fra det mange gange, inden jeg endelig gik ind til min chef. Hun var en skide god chef, og jeg havde dejlige kollegaer, så det virkede også lidt ”forkælet” at skride, syntes jeg. Men jeg lyttede til mit hjerte og fik taget mig sammen.

Jeg havde herfra tre måneders opsigelse, og skæbnen ville, at jeg landede en bogkontrakt. Så da jeg havde haft sidste abejdsdag, rejste jeg til bla. Indien og begyndte min research. Det blev til  min første bog ”Begynderyogabogen”, som blev en bestseller.  Siden har jeg ikke kigget mig tilbage, nu sidder jeg her fire år og en barsel senere og har skrevet seks bøger. Jeg har stadig ikke nogen stor forkromet forretningsplan.

Hvad er de største udfordringer ved at kombinere livet som selvstændig med familielivet?

Barsel har været den største udfordring for mig. Det er ikke sjovt at skulle gå ned i indkomst for at komme på barselsdagpenge og sige farvel til kunder samtidig. Så næste gang må jeg finde en måde at skrue det anderledes sammen på.

Derudover er udfordringen, at jeg ikke har lavet helt klare grænser for, hvornår jeg er på arbejde, og hvornår jeg er familiemor. Jeg har kontor hjemme pt., og der er altid noget arbejde, jeg kan lave i min forretning, og noget praktisk  jeg kan lave i huset. Men altså, reelt er det ikke rigtig et problem for mig. Jeg elsker begge dele!

Jeg arbejder markant mindre end, da jeg havde et fast job timemæssigt, så jeg har masser af tid til min datter i hverdagen. Til gengæld kræver mit arbejde som underviser og foredragsholder, at jeg kan arbejde aftener eller tage væk en uge ad gangen for at afholde retreats. Men det fungerer fint for vores familie, jeg har verdens bedste og meget forstående mand og mine forældre i nærheden, der hjælper os meget.

Hvad arbejder du helt præcist med?

Med en udannelse som journalist og yogalærer og en baggrund med 10 år som redaktør i magasinbranchen har jeg skrevet 6 bøger om yoga, livsstil og trivsel med inspiration til et godt liv.

Ved siden af bøgerne skriver jeg for forskellige udenlandske og danske medier og bliver jævnligt brugt som ekspert i artikler om yoga, stress og livsstil, når ikke jeg drager landet rundt og holder foredrag for virksomheder, organisationer og foreninger. Jeg afholder også rejser og events, hvor du får mulighed for at komme i dybden med dig selv, yoga og meditation.

Jeg er meget drevet af at søge dybt og skabe det bedste ud af livet, og det er faktisk det samme, som jeg arbejder med. Yoga for livet. At integrere yogafilosofien i hverdagen. Dét optager mig. Hvordan vi kan udforske, stå ved og passe på os selv, hinanden, og vores jord. Både mine bøger, foredrag og undervisning handler en del om at om at få ro på og få det bedste ud af  livet, professionelt som privat.

Hvad det så præcis indebærer for den enkelte, har jeg ingen opskrift på – jeg tror nemlig ikke på kollektive facitlister. Men jeg har fokus på ro. For i en tid med eksplosive stress-statistikker og stadig større hastighed og krav til den enkelte tror jeg på, at vejen til et godt liv for mange i første omgang går gennem at få ro på. Med hjælp fra yogaen kan du bedre mærke dig selv, genopdage hvor fuldkommen fantastisk du er og blive bevidst om dine ønsker og behov.

At finde vejen til et godt liv for sig selv er et ekstremt personligt spørgsmål. For at kunne inspirere andre til at finde deres egne svar, er jeg gerne generøs med at dele ud af mine egne erfaringer og oplevelser – ikke mindst de mindre positive af slagsen. For jeg tror ikke på, at vi får det godt og får det bedste ud af livet ved at tegne glansbilleder, men ved at se ærligt på og fortælle ærligt om os selv.  Derfor har jeg både i bøger, klummer og foredrag fortalt om alt fra alvorlig stress til skammen og smerten ved at være blevet voldtaget.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil være selvstændige?

Kend dit hjertes hvorfor. Overvej spørgsmålet: Hvem vil jeg gerne hjælpe med hvad og hvorfor?

Mere om selvstændige mødre

Vil du også læse de andre selvstændige mødres beretninger? Så kan du for eksempel starte med at læse om Jane Faerber, der er kogebogsforfatter og madblogger.

Foto: Kamilla Bryndum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *