Jane Faerber - selvstændig og mor

Selvstændig og mor #2 – Jane Faerber: “Jeg drømte om at tage en pause fra det hele og finde frem til hvad det var, jeg egentlig gerne ville med mit liv.”

Man er nødt til at acceptere, at det starter med en periode, hvor man skal vende hver en 5’er, man tjener, og medmindre man har et velhavende bagland betyder det, at der skrues ned for ting som ferier og forbrug.

Jane Faerber er 40 år, selvstændig og mor til tvillingerne Silas og Vega på 11. Jane hjælper andre med at komme i gang med livsstilskonceptet LCHF (Low Carb High Fat) og få tilpasset livsstilen til de mål, der måtte være, hvad enten de er vægtnedgang, blodsukkerkontrol. mere energi, at slippe for sukkertrang etc.

Hun har udgivet fire kogebøger om emnet og en enkelt om sund mad til børn (MADGLAD – Lær dit barn at elske rigtig mad). Til daglig kan du finde Jane på Madbanditten.dk, hvor hun deler opskrifter og inspiration til et sundere liv.

Jane har været så sød at fortælle om sine erfaringer med at være selvstændig og mor – og at følge sin passion – her på bloggen:

Hvordan fandt du din passion?

Min største passion er egentlig at skrive.

Jeg holder meget af at lave mad også, men det er hverdagsfortællingerne om stort og småt og hele formidlingen af, hvordan man kan gribe sin livsstil anderledes an, som er det, jeg virkelig brænder for.

Jeg har altid skrevet meget. Sundhed og mad har dog ikke altid interesseret mig. Den interesse kom så småt, dengang jeg gerne ville være gravid og ikke blev det. Det forstod jeg slet ikke. Jeg var ung (26), slank, motionerede, røg ikke og spiste sundt. Min opfattelse af ”sundt” dengang var  noget med en masse fuldkorn og ikke noget fedt.

Den kost var så fundamentalt forkert for mig, men det vidste jeg ikke dengang.

Hvis jeg havde vidst det, jeg ved i dag, ville jeg måske kunne have sparet mig selv for en opslidende tur igennem hele fertilitetsbehandlingsmøllen. En tur, der jo så heldigvis gav mig et hold tvillinger, som i dag er 11.

Jane Faerber - selvstændig og mor
Jane Faerber er selvstændig og mor. Hun er blogger, foredragsholder og kogebogsforfatter. Foto: Columbus Leth

Hvorfor besluttede du at blive selvstændig?

Jamen, det skete faktisk lidt tilfældigt. Eller det skete ved, at jeg nogle år forinden havde været sygemeldt med stress.

Jeg var kommet godt igennem det, syntes jeg, men der skete nogle ting på min arbejdsplads, som gav mig de samme symptomer, som da jeg var syg med stress, og det skræmte mig rigtig meget.

Jeg prøvede selvfølgelig at ændre på de ting på arbejdspladsen, men da det ikke lykkes, valgte jeg at fjerne mig selv fra det miljø, der tidligere havde gjort mig syg. Jeg sagde simpelthen op.

Det lyder nemt, men det var det overhovedet ikke. Men jeg var i en situation, hvor jeg ikke syntes, at jeg kunne retfærdiggøre over for min familie, at de skulle se mig blive syg med stress igen. Og så var beslutningen jo ligesom taget!

Men der sad jeg altså så og havde ikke noget arbejde, og det sidste jeg havde lyst til var at hoppe ombord i et nyt og stressende job. Jeg drømte om at tage en pause fra det hele og finde frem til hvad det var, jeg egentlig gerne ville med mit liv.

Jane Faerber - selvstændig og mor
Jane Faerber fulgte sin passion og sprang ud som madblogger. I dag kan hun leve af det. Foto: Anne Kring

Hvordan startede du op som selvstændig?

Jeg turde ikke drømme om, at jeg ville have held eller talent til at bygge en forretning op, så jeg fokuserede i starten på at købe mig noget tid ved at få tjent nogle penge.

Jeg havde på det tidspunkt blogget på Madbanditten.dk i ca.1,5 år, og der var ret god respons på de ting, jeg skrev der. Så jeg startede med at sætte lidt annoncer på og håbede, at det kunne indbringe mig lidt.

Jeg tænkte også, at det ville være oplagt at lave en kogebog, når nu bloggen viste, at der var ret så fin interesse for ”min type madlavning” (sukkerfri, glutenfri – LCHF – Low Carb High Fat), så jeg lavede et oplæg til en bog og sendte det til et par forlag.

Og det gik jo ret godt, for jeg fik hurtigt en kontrakt med Politikens Forlag og min første bog, LCHF Spis dig mæt & glad, udkom i 2013 og har solgt i mere end 100.000 eksemplarer, hvilket er helt vildt meget.

Det banede vejen for mig for flere bøger, for foredrag og for en endnu mere velbesøgt blog etc. Og tilsammen gav det mig mulighed for at bygge en stærk forretning op.

Hvad gør du for at få livet som selvstændig og mor til at passe sammen? 

Da mine børn var små, og jeg stadig gik på mit ”almindelige arbejde”, havde vi, set i bakspejlet, et alt for presset liv. To små børn og to voksne med travle jobs er et regnestykke, der ikke går op.

Efter jeg blev selvstændig var det, som om der faldt ro over vores familieliv. Godt nok arbejdede jeg stadig mange timer, men jeg bestemte selv hvor og hvornår jeg ville arbejde. Og da min arbejdsplads var (og er) hjemme, sparede jeg en masse tid i transport, og samtidig gav hjemmearbejdet mig mulighed for lige at klare lidt af de huslige ting i mine pauser, så vi slap for at bruge tid på det i weekenden. Samtidig lettede det al pres i forbindelse med børnenes sygedage, lægebesøg, tandlægebesøg og hvad der ellers er med sådan nogle små størrelser.

Nu hvor mine børn er store (11 år), er de vant til, at jeg er her, når de kommer hjem fra skole og klub, og selvom de bare stryger ind på værelserne og ikke gider sidde og snakke med mig, ved jeg, at de oplever det som trygt og rart, at jeg er her.

Så i vores tilfælde har det været en kæmpe lettelse, at der kun er én forælder, der skal gå på almindeligt arbejde.

Hvad er dit råd til andre, der gerne vil starte op som selvstændige?

Det er først og fremmest at fokusere på alt det, man vinder i hverdagen.

For samtidig er man nødt til at acceptere, at det starter med en periode, hvor man skal vende hver en 5’er, man tjener, og medmindre man har et velhavende bagland betyder det, at der skrues ned for ting som ferier og forbrug.

Det hjælper også rigtig meget, hvis man derhjemme har afstemt forventningerne til indtjening.

I starten havde min mand og jeg en lidt usagt aftale om, at det var ok, at der gik nogle måneder, uden at jeg havde en egentlig indtægt, men også at der altså helst skulle komme nogle penge ind i butikken også.

At skulle matche min gamle løn virkede på det tidspunkt helt urealistisk, så vi sigtede efter, at jeg skulle matche det, jeg ville få, hvis jeg var på dagpenge. Og det lettede presset på mig rigtig meget i begyndelsen.

Jane Faerber - selvstændig og mor
Jane Faerber har mange opskrifter på lækre proteinpandekager på sin blog. Disse er med bærcreme. Mums! Foto: Columbus Leth

Hvad laver du helt præcist som selvstændig? 

Jeg blogger næsten dagligt på Madbanditten.dk som er en af Danmarks mest besøgte mad- og sundhedsblogs. Herudover skriver jeg bøger med udgangspunkt i livsstilskonceptet LCHF og jeg kører online forløb (LCHF Kickstart), som hjælper folk med at gå ned i vægt med LCHF.

Når jeg har tid, holder jeg også foredrag, men det er desværre skåret lidt væk i øjeblikket. I stedet har jeg valgt at holde et online foredrag efter sommerferien, som man kan læse om her.

Er du også selvstændig og mor/far? 

Jeg håber, at du er blevet lige så inspireret af at læse interviewet med Jane Faerber, som jeg blev. Jeg elsker hendes kogebøger (har seriøst aldrig lavet en ret, der ikke blev god fra dem), og jeg synes det har været super spændende at høre hendes tanker om at være selvstændig og mor.

Hvis du også er selvstændig og mor/far og har lyst til at være med i et interview her på bloggen, må du endelig kontakte mig.

Læs også: Selvstændig og mor #1 – “Ved at være selvstændig, kunne jeg selv tilrettelægge min arbejdsdag, så den passede til baby”

Og ellers er du meget velkommen til at fortælle i en kommentar nedenfor, hvis du har nogle tips til at springe ud som selvstændig og mor!

Topfoto: Anne Kring

2 thoughts on “Selvstændig og mor #2 – Jane Faerber: “Jeg drømte om at tage en pause fra det hele og finde frem til hvad det var, jeg egentlig gerne ville med mit liv.””

  1. Sikke et fantastisk interview. Har selv været hele “møllen” igennem både med tvillinger, stress og lysten til at drive en virksomhed omkring min livsstilsblog. Nu står jeg på en skillevej ift at mangle min gamle løn og med hus & have og som både mor/far er det noget af et sats at “go pro”. Har lysten og energien, men hvor starter jeg bedst ? OG hvorfor ikke gøre det, som Jane har gjort. Det har jeg dyb respekt for. Jeg håber på, at det lykkes for mig ligeledes med slid og lidt held at gå igennem muren med alle mine idé’er.
    Tak for et berigende og lærerigt indlæg. Det giver mig masser af inspiration.
    Kærlig hilsen
    Kristina

    1. Hej Kristina. Tak for din kommentar! Jeg er glad for, at du kunne bruge interviewet og fandt det inspirerende. Jeg synes også selv, at det var rigtig inspirerende læsning! Men jeg kan godt forstå, at det er svært helt at overføre til sit eget liv – især når man står på en skillevej, som du beskriver. Men jeg ønsker dig i hvert fald alt held og lykke med at drive en virksomhed omkring din blog, som jeg da straks vil kigge forbi:-) Mange hilsner Camilla:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *