De 5 mest læste indlæg

3 tips til at leve af din passion (og lidt om at bruge sit netværk aktivt)

Når du har fundet din passion og er begyndt at udleve den, dukker spørgsmålet: Kan jeg leve af min passion? måske på et tidspunkt op.

Det gjorde det i hvert fald for mig.

Da jeg havde fået udgivet min første bog, var der jo ikke langt til drømmen om at udgive den næste – og til at have “uendelig” tid til at skrive endnu flere bøger.

Og tid til at skrive, får man jo især, hvis det er ens arbejde. Og det kan jo først rigtigt blive ens arbejde, hvis man kan leve af det.

Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvordan man kommer til at leve af sin passion. Hvad jeg tænkte og hvordan jeg turde tage “springet” til at leve som forfatter.

For mig er sandheden, at jeg kunne leve af det lidt efter lidt.

Det kan godt være, at det var fra 2011, at jeg ikke længere havde SU og mit butiksjob til at betale regningerne, men min indtjening steg jo år for år. Altså med det mener jeg, at mit krav bare var, at jeg kunne klare mig økonomisk, ikke at jeg skulle tjene fx 400.000 kr. om året.

Jeg startede med et par bøger og nogle skrivekurser samt lidt ugebladsnoveller. Og siden byggede jeg flere bøger, kurser, foredrag og noveller på.

Jeg har lavet en masse blandet – alt fra at være dommer i novellekonkurrencer og undervise på tegne/skrive-hold over koncept-skriveopgaver, julenoveller og til klassiske bogudgivelser og foredrag for op til 250 børn.

Jeg har ryddet op i mine arbejdsopgaver løbende, så de hele tiden passer til min passion og det jeg har lyst til nu og her.

I dag lever jeg af at skrive og holde foredrag (dog er jeg på barsel lige nu), og mit job er så fleksibelt, at jeg selv kan forme det i den retning, jeg ønsker.

Selvfølgelig skal jeg skrive næste bind i serier osv., hvis jeg har valgt at starte en serie op. Men hvis jeg pludselig vil gå all in på at skrive en voksenbog, så har jeg frihed til det.

Det er ret fantastisk, synes jeg.

Sådan kommer du til at leve af din passion

Jeg vil også gerne hjælpe dig til at leve af din passion.

Altså, jeg kan selvfølgelig ikke hjælpe dig med at blive kendt eller bryde i gennem til de store kunstgallerier, modehuse eller lignende.

Men jeg kan komme med mine 3 bedste tips til at komme til at leve af sin passion! Tips, der har virket for mig. Så kan du tage dem, som giver mening inden for din branche.

3 tips til at leve af din passion

  1. Stol på din mavefornemmelse og tag kun de opgaver, du brænder for 

    Kender du det, at du får tilbudt en opgave, og så kan du allerede mærke, om du har lyst eller ej? Og alligevel siger du “det vil jeg tænke over”? Eller måske endda ja, selvom du ikke har lyst?

    Når jeg får tilbudt en opgave, kan jeg næsten altid mærke, om jeg skal sige ja eller nej. Efterhånden har jeg lært, at hvis min mave siger nej, skal jeg også sige nej.

    Jeg har sagt nej til rigtig gode opgaver, og jeg har faktisk ikke fortrudt det. Hvis opgaven havde passet perfekt til mig, og jeg virkelig mente, at jeg kunne brænde for det og levere noget skønt til dem, så havde jeg sagt ja.

    Men hvis jeg ikke brænder for det, så siger jeg nej. 

    Det var en helt konkret beslutning, som jeg tog i 2016: At jeg KUN ville lave de opgaver (bøger, primært) som jeg virkelig brændte for. Og den har jeg næsten holdt siden!

    Selvfølgelig kan du have brug for penge og derfor have brug for at tage en opgave, som du ikke selv havde fundet på at udføre. Men tænk alligevel over, om du kan brænde nok for den til at lave et godt resultat. Og om det egentlig er din passion, du udlever, hvis du tager opgaver, der ikke interesserer dig?

  2. Beslut dig for, hvad der økonomisk skal til, for at du kan leve af din passion

    Hvor mange penge har du brug for at tjene årligt som minimum, for at dit familieliv kan løbe rundt?
    Har I mulighed for at leve af din partners indtægt en periode?
    Kan du starte med at gå ned i tid på jobbet eller være konsulent for dit gamle job en periode fx?

    Det er ikke sikkert, du skal leve af din passion fra i morgen. Og sig ikke dit job op uden at overveje det grundigt. Måske tager det tid at bygge et økonomisk fundament op.

    Det er ikke altid et spring at komme til at leve af sin passion. Sommetider er det en trappe!

    Hvis du laver en plan for, hvad du kan tjene på et år og sammenligner den med, hvad du har brug for at tjene på et år, har du et godt udgangspunkt for at se, hvad du skal skrue på for at gøre din drøm realistisk!

    Lev af din passion
    Det er skønt at kunne leve af sin passion, for så bliver ens hverdag meget mere fleksibel
  3. Brug dit netværk aktivt til at udleve din passion – stil spørgsmål!

    Netværk er stærkt undervurderet. Her tænker jeg ikke kun på din nabo og bedstemor, men også på den kvinde, du sad ved siden af til din kollegas 40 års fødselsdag, som arbejdede som grafiker eller hende du var på kursus med sidste år.

    Brug dit netværk aktivt. Hjælp dem alt det du kan! Tal med dem på de sociale medier, vær naturlig, venlig og ærlig i din tilgang. Hjælp dit netværk til at møde hinanden. Mød selv nye mennesker!

    Uden at dette indlæg skal komme til at handle om networking, så handler det om at give frem for at tænke over, hvad du kan opnå.

    Så vil du efterhånden opdage, at dit netværk giver tilbage. Ikke nødvendigvis de samme personer, som du har hjulpet – netværket er nemlig organisk og bølgende, og hjælp kan komme fra en uventet kant.

    Stil nysgerrige spørgsmål, men hold dig inden for, hvad det er rimeligt, at folk vil svare relativt fremmede på. Økonomi kan være et privat anliggende fx.

    Til gengæld vil de fleste mennesker som regel gerne fortælle om fremgangsmåder og give råd! Men undlad at bede folk lave svære ting for dig og arbejde gratis med mindre de selv tilbyder det. Du gider jo heller ikke arbejde gratis, vel?

Jeg håber, at disse tips har inspireret dig til at prøve at leve af din passion. Hvis du har lyst til at læse om dengang, Jane Faerber besluttede sig for at udleve sin passion og blive madblogger og forfatter, kan du læse med i interviewet her.

Har du nogle gode tips til at leve af sin passion?

Topfoto: Jørgen Brighel-Müller

2 thoughts on “3 tips til at leve af din passion (og lidt om at bruge sit netværk aktivt)”

  1. Det er sådan en fin tankegang det med at give fremfor altid at tænke over, hvad man selv kan opnå. Sådan er det faktisk også ofte med frivilligt arbejde. Hvis man giver noget af sin tid og arbejder frivilligt for en god sag, så kommer der ofte også noget igen den anden vej. Det er i hvert fald min oplevelse.

    Du har altid været så god til at hjælpe andre og dele ud af din viden. Det beundrer jeg dig virkelig for <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.