Skotland med børn

Miniguide: Skotland med små børn

Drømmer du om store, skotske vidder, højland og hvide får? Loch Ness-uhyret og hyggelige Inns? Så er Skotland landet for dig – også selvom du har små børn!

Det er efterhånden godt et år siden (juni 2016), at min kæreste og jeg var i Skotland med vores dengang 1årige søn. Og selvom jeg på ingen måde er ekspert i landet, så vil jeg alligevel gerne dele vores erfaringer omkring at rejse i Skotland med små børn med jer.

Jeg havde set TV-serien Outlander og glædede mig enormt meget til at vandre i den skotske natur. Men samtidig var jeg lidt bekymret: For kunne vi overhovedet komme ud at vandre med en etårig? Det er jo altid svært at rejse med små børn, men ville det ikke være endnu sværere at komme til at vandre?

Heldigvis skulle det vise sig at blive en fantastisk ferie med dejligt vejr og skønne naturoplevelser for hele familien.

Planlæg rejsen på forhånd

Jeg havde brugt rigtig lang tid på at undersøge forskellige områder og afstande i Skotland. Jeg havde også talt med både et skotsk rejsebureau og folk der havde været der for at finde ud af, hvilken ferieform, vi skulle satse på.

Til sidst kom vi frem til, at vi gerne ville se flere dele af Skotland. Jeg havde nemlig brug for både at se Pitlochry og Loch Ness-søen, da jeg skulle samle inspiration til en roman, hvor disse områder spillede en stor rolle.

Vi ville dog ikke køre den helt store rundtur, men i stedet prioritere at være de to steder i flere sammenhængende dage, så vores søn ikke skulle sidde alt for meget i bilen. Og især i Pitlochry ville vi så vandre.

Skotland med små børn
Det kan sagtens lade sig gøre at have en etårig med til Skotland – også hvis man gerne vil vandre! Her kigger vi på et vandfald i Pitlochry – én af de kortere vandreture.

Vores rejserute i Skotland

Jeg tænkte, at det ville være bedst at tage en overnatning tæt på lufthavnen både på ud- og hjemturen. Faktisk tror jeg godt, at vi kunne være kørt direkte begge gange, for vores søn tog køreturene rigtig fint, men jeg var simpelthen bange for, at det ville blive for stressende. Og jeg ville nok træffe samme beslutning igen.

Derfor så vores rejserute sådan her ud: 

1 nat i Glenrothes (nær Edingburg) – Drummonds Hotel & Steakhouse

3 nætter i Pitlochry – Skotland Hotel & Leisure Club

3 nætter i Nairn (nær Loch Ness) – Waverley Hotel

1 nat i Edinburgh – Northumblerland Hotel

Vi kørte i lejet bil mellem hotellerne og vandrede ad afmærkede ruter i Pitlochry. Husk at tjekke på forhånd at bilen har (ordentlige!) børnesæder, det har vi ofte oplevet problemer med!

Vores valg af hoteller

Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, det er mega svært at vælge hoteller, og med en etårig og fuldtidsarbejde havde jeg ikke særlig god tid til at researche særlig meget på området. Derfor prioriterede jeg pris og beliggenhed og at det så hyggeligt ud.

Jeg må dog sige, at både Nairn og Glenrothes (byer jeg valgte, fordi det var langt billigere end at bo midt i Edingburg og tæt på Loch Ness) lå rimelig langt fra hhv Edingburg og Loch Ness – også længere end jeg havde forestillet mig.

Til gengæld var Nairn en ret autentisk (dog hverken specielt romantisk eller smuk) skotsk by med helt “almindelige” mennesker og næsten ingen turister, og hotellet var et lille hyggeligt Inn drevet af en ældre kvinde.

Waverly Inn hotel
Når man rejser med små børn er det vigtigt at vælge hoteller, hvor man kan slappe af og lege efter dagens vandretur. Her er vi på det hyggelige Waverly Inn Hotel i Nairn.

Hotellet i Glenrothes må jeg indrømme, at jeg også havde valgt, fordi det havde et steakhouse. Det tænkte jeg, at vi ville sætte pris på efter flyveturen:-) Hotellet i Edingburg nåede vi næsten ikke at være på, da det var sen aften, da vi ankom, så det har jeg ikke så meget at sige om.

Mit favorithotel var det i Pitlochry. Det var et almindeligt, relativt stort hotel med rigtig god morgenmad. Og så lå det super centralt i forhold til både byen, restauranterne og vandreruterne. Jeg var dog også meget glad for at opleve den mere autentiske stemning på Waverly Inn i Nairn, for det skulle jeg bruge i min roman.

Mit bedste råd til valg af hotel er at finde ud af, hvad jeres prioriteter er. Er det central beligenhed? Mange stjerner? Hygge eller mange faciliteter? Prisen? Og så gå benhårdt efter at få opfyldt jeres prioriteter, for når man har et lille barn med, er det ærgerligt at blive irriteret over sit hotel.

Vandring i Pitlochry med en 1årig

Der var rigtig mange afmærkede vandreruter i Pitlochry, og flere af dem startede i byen super tæt på hotellet. Det var netop grunden til, at vi havde valgt den by.

Med på rejsen havde vi en Ergobaby Performance bæresele og en Manduca bæresele. Vi havde begge bæreseler i forvejen, da jeg synes Manduca sidder bedst på mig, og min kæreste foretrækker Ergobabyen. Vi deltes dog lidt om dem, for vi gad sjældent have to seler med på tur.

Vi bar vores søn på maven, selvom han vel egentlig var gammel nok til at kunne bæres på ryggen. Der havde vi i stedet en tur/pusle-rygsæk. Vi har altid foretrukket at bære vores børn på maven. Vi havde ikke medbragt klapvogn, og vi savnede den slet ikke, men man kan sagtens komme rundt med klapvogn i byerne og de større turiststeder vi var – dog ikke på vandreruterne i Pitlochry.

Vandring med baby
Man kan sagtens have baby på maven og tur-rygsæk på ryggen. Det er vigtigt med en ekstra trøje, da det kan blive køligt i Skotland. Vi var dog rigtig heldige med vejret de fleste dage!

Vi startede med helt korte vandreture (den første tur gik fx bare ned til den lokale laksefarm) og fik til sidst mod på 5-6 kilometer.

Vi ville selvfølgelig gerne have taget på nogle af de længere og mere udfordrende vandreruter, men det vigtigste for os var at få en god oplevelse med vores søn. Derfor holdt vi os under 7 km. Hvis vi havde haft flere dage i Pitlochry tror jeg dog godt, at vi kunne have fundet på at gå længere ture.

Vores søn sov det meste af tiden, når vi gik. Når vi holdt pause fik han vand og lidt mad, og det samme gjorde vi. Det var virkelig intet problem at have ham med, og selvom han var 15 måneder, var det ikke specielt tungt, da vores bæreseler var af rigtig god kvalitet og vi kunne skiftes til at bære.

Pitlochry havde i øvrigt også en spændende laksefarm med en rigtig god restaurant nær ved samt en udmærket legeplads og en lille shoppegade, hvor vi købte et par engelske billedbøger.

Loch Ness Uhyret og Nairn

Jeg havde glædet mig til at se Loch Ness-søen, fordi den spiller en stor rolle i den bog, jeg skulle researche til. Men jeg må indrømme, at søen var lidt en skuffelse (men det passer egentlig også meget godt til bogens handling).

Måske det havde været mere spændende, hvis vi var taget på en sejltur eller sådan noget. Vi kørte hen til søen og kiggede og tog billeder og var i souvenirshop. De havde rigtig mange søuhyre-ting, det var meget skægt. Man kunne endda købe kager, der var formet som Nessie!

Som skrevet var Nairn en hyggelig og ret almindelig by. Det var meget rart at se en mindre by med helt almindelige mennesker, men hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg nok hellere have brugt de dage et mere naturskønt sted som fx i Pitlochry. Men vores søn var vild med stedet, for der var måger ALLE vegne (der var endda en mågerede foran vores vindue) og en legeplads.

Vejret og naturen

Vi var utrolig heldige med vejret. Faktisk fik vi at vide, at der var hedebølge – der var nemlig 24 grader alle dage. Vi havde kun én dag med regn!

Queens view med børn
Queens View besøgte vi faktisk to gange. Det var smukkest i høj sol, men også ok på en gråvejrsdag. Det var virkelig en fantastisk udsigt!

Der var utrolig smukt – blødt og bakket og eventyrligt på en hyggelig måde i Pitlochry. Der vil jeg meget gerne tilbage til. Udsigtsposten Queens View, som vi kørte forbi på vejen mellem byerne, og nogle af de forskellige castles var også et besøg værd. Og jeg vil rigtig gerne vandre nogle af de længere ruter!

Skotland var et roligt sted at vandre, der føltes mere ufarligt end fx de norske fjelde og den grønlandske natur. På den måde var det ret børnevenligt (og begyndervenligt) og alle vi mødte var søde og hjælpsomme. Ingen af hotellerne var specielt familie-agtige, men de var fine alligevel.

Hvis jeg skulle tilbage til Skotland med små børn igen, ville jeg gerne afsted i 3 uger, så der var bedre tid til at tage på dagture. Jeg ville så vælge 5 dage i Pitlochry og derefter 2-3 andre områder, som var kendt for smuk natur. Det blev nemlig meget tydeligt for os, at det er den smukke natur, der er det vigtigste for os.

Jeg kan bestemt anbefale en rejse til Skotland med børn, og så længe man har en god bæresele med og er klar over, at det 100 procent er på deres præmisser, kan man sagtens få en lækker ferie med indbyggede vandreture!

Har du nogle gode råd til at rejse med børn i Skotland? 

Nb. Indlægget er baseret på personlige erfaringer og hukommmelsen, og jeg kan derfor ikke tage ansvar for, hvordan du bruger oplysningerne og om de stadig er retvisende. Husk derfor at tjekke alt inden du beslutter dig og booker 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *