Min hjemmefødsel – en rolig og positiv oplevelse

Dette er en beretning om min rolige, planlagte og positive hjemmefødsel af vores første barn i 2015. Jeg ved godt, at jeg som regel laver lister og guides her på bloggen, men min fødselsberetning synes jeg, I skal have i fuld længde. God læselyst:-)

Mine tanker om at føde inden fødslen

Da jeg blev gravid med mit første barn anede jeg nærmest intet om fødsler ud over det, jeg havde set på TV: Man blev højgravid, så gik vandet (gerne i supermarkedet eller andre upraktiske steder), og manden ringede efter en ambulance. Derefter kom man på hospitalet, man skreg højt og fik smertestillende, og så løftede en læge/jordemoder med grønt plastik-halløj om håret en lille baby ud af én.

Og ja, så havde jeg også hørt fra mange, at det gjorde ufatteligt ondt (men hurtigt var glemt), og at man sandsynligvis gik rigtig meget i stykker (men ikke kunne mærke, at man blev syet, da smerten havde gjort én følelsesløs) – men begge dele var det hele værd på grund af resultatet.

Faktisk havde min mor også fortalt mig, at min mormor omtalte sin fødsel som ”at smutte mandler”. Men jeg havde nok glemt udsagnet lidt igen, for det var ikke ret længe siden, at jeg havde set Kathrine fra Vampire Diaries skrige sig i gennem sin fødsel og en karakter fra Walking Dead dø under sin fødsel (der i øvrigt foregik under et zombie-angreb). Og de fødsler hang altså rimelig meget bedre fast end min mormors mandel-smutning.

Så det var først, da jeg meldte mig til fødselsforberedende yoga hos Yogakompagniet for at komme i form (da jeg var i 16. uge, og man ikke engang kunne se jeg var gravid endnu), at jeg rigtigt skænkede min fødsel en tanke, og at det blandt andet gik op for mig, at jeg var bange ved tanken om at føde på hospitalet.

Efter yogakurset gik jeg hjem og googlede fødsler, ikke mindst hjemme- og vandfødsler, som yogalæreren havde nævnt, og jeg stødte på Anja Bay og Smertefri Fødsel-konceptet.

Jeg hæftede mig ved, at dette var et kursus for ”hjernekvinder” – kvinder, der var vandt til at tænke rigtig meget i deres arbejdsliv, og jeg følte, at netop det måtte være mig, eftersom jeg er forfatter (og vant til at tage kurser i alt fra powerwriting over sejlads og til gospel).

Da jeg læste mere om Smertefri Fødsel og hele konceptet omkring det, blev jeg mere og mere sikker: at føde var måske ikke super meget anderledes end andre ting, jeg havde udrettet i mit liv (at skrive en bog eller tage en uddannelse fx). Måske kunne man faktisk forberede sig til det, mentalt og fysisk, og måske behøvede fødslen ikke at tage magten – det kunne være, at det faktisk var et stykke arbejde, jeg kunne lære at udføre.

Fordi jeg mødte min kæreste, da vi var 15 år, og vi har fulgtes ad gennem tykt og tyndt, kunne jeg slet ikke forestille mig at gennemgå fødslen uden hans fulde støtte og ikke mindst hans viden om, hvordan han kunne støtte mig, så vi tog på Partner Bootcamp med Anja Bay – og aldrig i mit liv har jeg været på et bedre kursus med en mere levende underviser!

Efter kurset var jeg overbevist: Jeg skulle øve mig på at føde, jeg skulle tage veerne i vand, og jeg skulle føde hjemme i stuen.

Min kæreste var enig i alle tre ting, men tanken om hjemmefødsel mødte vi en del modstand på. Modstanderne delte sig i to lejre: De, der som min læge mente, at det var uforsvarligt for en førstegangsfødsel at føde hjemme (nogle af disse personer gik så langt som til at fortælle, at deres fødsler ville være endt med døde babyer, hvis de fødte hjemme), og de, der bare syntes at det var underligt, unødvendigt og hippie-agtigt.

Men selvom det gjorde os bange at høre på negative folks meninger, var vi alligevel sikre på, at det var det rigtige valg for os, og heldigvis var der også nogen, der støttede vores beslutning – og så havde jeg en gravid veninde og en gravid kusine, der også overvejede hjemmefødsel. Jeg har i øvrigt også skrevet et andet indlæg, der handler om mine grunde til at vælge hjemmefødsel.

Så efterhånden var jeg mere bange for at gå over tid, så jeg skulle sættes i gang eller af anden årsag ikke måtte føde hjemme, end jeg var for selve fødslen. For den havde jeg øvet mig på i tre måneder med teknikkerne fra Smertefri Fødsel kurset. Men endelig, da jeg var 41+1 fik jeg veer.

Jeg ville egentlig have skrevet en vittig og overskudsagtig beretning om min fantastiske hjemmefødsel, men jeg tror, at de fleste der læser med her er gravide kvinder (og deres mænd), der gerne vil have en totalt realistisk beretning om, hvad der sker, når man går i fødsel. Og den tror jeg bedst kommer til udtryk i nedenstående, som er uddrag af en mail, jeg skrev kort efter fødslen til min rigtig gode veninde. Hvis du er gravid, behøver du ikke at være bange for at læse beretningen – for det var en rigtig god fødsel. Men jeg håber, du har god tid, for jeg er en rimelig detaljeret og ævlende person, når jeg først folder mig ud.

En hjemmefødsel begynder – de første veer

Jeg vågnede klokken to om natten midt i en drøm, fordi jeg mærkede en kortvarig mens-smerte. Jeg havde tidligere to gange haft en plukve med smerte i (men kun enkeltstående), så jeg vidste ikke, om det var det samme. Men kort efter kom det igen. I løbet af ca. en halv time nåede det at komme fem gange. Så stod jeg op og gik på toilettet, og da jeg kom op igen havde jeg ikke længere lyst til at krybe ned i min gigantiske graviditetspude, men i stedet ind til min kæreste.

Jeg lagde mig jo så ind til min kæreste og lå og mærkede, at der faktisk kom små veer med mellemrum. Det var meningen, at jeg (meget heroisk) ville lade min kæreste sove, så han var frisk til fødslen (og til jeg vidste, om det nu også VAR en fødsel), men efter 45 min. kom jeg alligevel til at vække ham.

Vi blev faktisk liggende i sengen fra kl. to til seks ca. På et tidspunkt prøvede min kæreste at tage tid med sådan en app, men vi fik det aldrig helt til at virke. Omkring klokken fem kunne vi dog se, at det jo nok var veer og at de var regelmæssige (men det gjorde stadig ikke specielt ondt; som kraftige menssmerter, men jeg brugte alligevel laboro-vejtrækningen (fra Smertefri Fødsel-kurset), og min kæreste masserede min mave i mens. Smerten sad nederst ved livmoderen på det tidspunkt.)

Vi ringede ind til hjemmefødsels-jordmoderen på Hvidovre kl. 5 for at høre, hvornår vi skulle tilkalde dem. Hun spurgte, hvor langt der var mellem veerne og sagde, at vi bare skulle slappe af, til de varede 1 minut (mener jeg det var) og havde et eller andet tid mellem sig (kan jeg ikke helt huskeJ) så vi blev liggende lidt. Men jeg kunne mærke, jeg var meget stresset over vores hund, og havde brug for, at vi fik placeret ham hos svigerfamilien, så min kæreste kørte hjem til sin mor med ham (på cykel, hun bor tæt på).

Mens han var væk var jeg jo faktisk alene med mine veer, men jeg var slet ikke bange. Jeg halvsov og brugte laboro når de kom. Jeg følte, der var ti minutter mellem dem, men da jeg tog tid, var der kun 3-4 minutter mellem. Mens min kæreste var væk, kom der dog længere tid mellem veerne (måske faldt oxitocin-niveauet?).

Da han kom tilbage, ringede ind til Hvidovre igen, og jeg talte med en jordmoder, der skulle høre en ve, for at afgøre, hvor i fødslen jeg var. Men den ve der kom, var ikke så kraftig som de andre jeg lige havde haft, og jeg brugte jo også laboro. Så jeg tror måske hun fik et lidt forkert indtryk, for hun sagde, jeg skulle tage et dejligt varmt bad og så ringe om to timer igen. (Der ville gå ca. halvanden time fra vi ringede til der kom en jordemoder).

Så vi gik ned for at fylde badekarret, og min kæreste begyndte at tape vinduer til for privatliv.

På det tidspunkt var mine veer så kraftige, at jeg ikke kunne tage dem oprejst, men lagde mig på alle fire og gik i laboro, når de kom.

Nå, men så fik vi fat i min mor, og hun havde set en sms, vi sendte, før vi ringede til jordemoderen, og var allerede på vej, da hun skulle deltage i fødslen, og da hun kom herhjem sagde hun, at hun syntes, vi skulle bede jordemoderen komme, da hun jo havde født hurtigt. Så det gjorde vi.

I badekarret mistede jeg tidsfornemmelsen

Jeg kom ned i badet, og derfra mistede jeg tidsfornemmelsen – og tid holdt også op med at være vigtigt.

Badet virkede ret godt på veerne. Måske blev de mindre kraftige, eller også var det smertelindrende, det var i hvert fald virkelig rart, også selvom det bare var vores gamle sidde-badekar (vi fik aldrig købt et fødekar, da jeg ikke magtede tanken om at fylde det – vi har ikke en så stor varmtvandsbeholder etc.)

På et tidspunkt kom der en jordemoder (midt i en ve), og fra hun kom til jeg fødte, gik der vist kun fire timer. Men tiden flød som sagt ret meget sammen.

Jeg var noget tid i badet, så kom jeg op fordi hun skulle undersøge mig. Hun sagde, jeg var 4 cm åben (hvilket faktisk også var mit eget gæt ud fra følelsen af veerne!) og at livmoderhalsen havde trukket sig tilbage (hvilket var noget af det der tog længst tid, ifølge hende). Så skulle jeg beslutte, om jeg ville have et lavament.

Jeg var bange for lavament, fordi jeg havde hørt en skrækhistorie om, hvor svært og ubehageligt det var at holde det inde, så jeg var lige ved at sige nej. Men jordemoderen sagde, at der var bedre plads, når barnet skulle ud, hvis jeg tog i mod det.

Så det gjorde jeg. Og det var slet ikke svært at holde inde!

Til gengæld var det ret ydmygende at være på toilettet bagefter. For det var ligesom en meget slem omgang diarré:-) Og så syntes min kæreste, at jeg havde været længe ude på toilettet, og kom ud for at se til mig, men jeg bad ham om at gå ud igen, for jeg ville ikke have, at han var der, mens jeg var på toilettet. Jeg husker det faktisk som den mest ubehagelige del af fødslen:-)

Nå, men da det var overstået skyllede jeg mig med min mors hjælp og kom derefter på ny i karbadet. Og der sad jeg så indtil jeg var ni cm. åben.

Det var især denne periode, som vel i princippet kun kan have varet nogle timer, der flyder sammen i tid. Min mor og min kæreste kom hele tiden med juice og mad og råkost til mig (det eneste jeg havde lyst til var faktisk råkost med appelsinstykker i;)) og så drak jeg mega meget vand. Jeg anede ikke, hvor langt jeg var i fødslen, men det betød heller ikke noget for mig, for jeg tog det bare ve for ve. Veerne blev nok kraftigere, men det var ikke sådan, at jeg meget kunne mærke dem ændre sig som tiden gik. Og det var ikke uudholdeligt – jeg havde ikke brug for smertelindring (det var så også kun akupunktur der var muligt, da det jo var en hjemmefødsel).

Min kæreste siger, han spurgte jordemoderen, om hun ikke skulle undersøge mig igen (hvor åben jeg var), men det syntes hun ikke var nødvendigt. Til gengæld kom hun ofte og lyttede efter barnets hjertelyd. Og så skiftedes hun, min mor og mest min kæreste til at massere og presse på min lænd. Mellem veerne sad jeg almindeligt i siddebadekarret, og når jeg så kunne mærke, der kom en ve, lænede jeg mig ind over kanten, sådan det nærmeste jeg kunne komme at sidde på alle fire i det lille badekar (jordemoderen sagde flere gange, at hun ikke kunne fatte, at jeg kunne være så længe i det lille badekar). På et tidspunkt fik jeg ondt i ryggen (pga. badekarrets størrelse, ikke veer), og så tog jeg to panodiler, selvom jordemoderen ikke mente de ville hjælpe. Det ved jeg ikke om de gjorde.

Min kæreste sagde, at jeg klarede det flot, og jeg svarede ”Det gør I også”. Det syntes han var meget morsomt 🙂

På vej ind i pressefasen

Nå, men så på et tidspunkt, mens jeg havde en ve, og min kæreste masserede min lænd, så kunne jeg mærke vandet gå! Det føltes ligesom, hvis der gled meget menstruation ud af en. Så jeg sagde til min kæreste ”Vandet!” (jeg var midt i en ve og derfor ikke så veltalende;)) og han spurgte ”Er du tørstig?” Men jordemoderen havde hørt det og kom ud, for hun kunne godt gætte, hvad der var sket.

Efter næste ve spurgte hun, om smerten stadig sad samme sted, og det gjorde den. Der kom lidt mere vand ud med begge de næste veer. Men så flyttede smerten sig om i ryggen/lænden, og jeg fik pressetrang.

Det var den sværeste del af fødslen, for nu målte hun mig til 9 cm. åben, så jeg måtte jo ikke presse endnu. Jeg prøvede virkelig at bruge laboro til at gispe i stedet for at presse, men det var SERIØST svært at modstå pressetrangen, og det føltes som smerte, men jeg ved ikke, om det mere var forsøget på at holde igen, der ”gjorde ondt” eller hvad. Det positive er, at den smertepåvirkning, jeg oplevede på dette stadie af fødslen, var den intensitet, jeg havde forventet halvdelen af fødslen ville have! Jeg havde dog stadig pauser mellem presseveerne på nogle minutter, og dem udnyttede jeg til at slappe af.

Sådan blev stuen indrettet til pressefasen i min hjemmefødsel, mens jeg sad i badekarret i åbningsfasen

Til gengæld blev det nu svært at finde en god stilling, og der var heller ikke plads til, at jeg kunne føde i karret, så jeg måtte op.

Det var hårdt at komme op af karret, men det kom jeg og ind på en madras i stuen (jordemoderen havde åbenbart dikteret hvordan madras, sofabord etc. skulle stå i stuen:-))

Jeg lagde mig på madrassen på siden (kunne slet ikke overskue det med at stå op, som jeg havde planlagt, og endnu mindre det der native-agtige-reb i loftet, jeg havde tænkt på;)), men jeg havde brug for min kæreste til at støtte mig oppe ved mit hoved, og da vi havde ”øvet” denne stilling til fødselsforberedelsen, havde han holdt mit ben. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at holde mit ben oppe samtidig med at jeg havde veer, hvor jeg stadig ikke måtte presse. Og jordemoderen sagde at jeg jo blev nødt til at holde mit ben oppe, for man kan jo ikke føde med samlede ben:-) Så jordemoderen sagde, at jeg skulle komme op på alle fire og læne mig ind over sofaen.

Og så fik jeg lov til at presse!

Ved næste ve holder vi fødselsdag!

I starten prøvede jeg meget at presse med det øverste af maven (sådan havde jeg forstået det fra smertefri fødsel) og at ”puste lagkagelys” som jeg havde læst et andet sted. Men jordemoderen sagde, at jeg skulle presse, som om jeg skulle på toilettet. Så jeg skiftede over til først at presse med mavemusklerne og så puste lys og så som om jeg var på toilettet. Jeg kunne nå to pres på en ve, ca., og jeg gav den hele armen og pressede så hårdt jeg kunne (forinden havde jeg bedt jordemoderen guide mig, og sige, når jeg skulle gispe, så det gjorde hun). Jeg brølede som en urokse i mens! Jeg havde nemlig læst, at dybe lyde hjalp fødslen på vej. Og det føltes helt rigtigt at brøle!

Og jordemoderen sagde fx hvornår ”the burning circle” kom og forklarede, at man ofte pressede hovedet ud, og så gik det ind igen og så ud igen (det vidste jeg godt i forvejen). Nå, men jeg pressede til, og det lykkedes mig vist at gispe, når hun bad mig om det. ”The burning circle” gjorde i øvrigt ikke ondt eller kunne mærkes på den måde, jeg havde forventet.

Men på et tidspunkt sagde jordemoderen ”ved næste ve holder vi fødselsdag”, og det var en gigantisk lettelse! For så vidste jeg, at alle smerterne jo ville forsvinde, og det hele ville være overstået! Så da den næste ve kom, så pressede jeg relativt let resten af kroppen ud. Babyen røg ud sammen med vand/blod eller lignende og det føltes sådan … ”klask-agtigt” og lidt slimet;) Pressefasen tog et kvarter, hvilket vist er ret hurtigt! Jeg var på land ca. 45 minutter efter vandet gik.

Jeg vendte mig om, men havde jo ikke kontaktlinser i, så jeg kunne mest bare se en grå klump (og ikke høre noget), så jeg spurgte ”Har den det godt? Den græder ikke”. Og jordemoderen sagde, at babyen havde det fint.

Og så fik jeg hjælp til at vende mig om og få ham op til mig på brystet, og jeg så ham første gang. Der var noget blod og fosterfedt på ham og i hans hår, men det var ikke så slemt. Han var også lidt rynket og meget lille og ledeløs. Men det var alligevel ret fantastisk sådan at få ham op i armene. Og han havde et fint lille rynket ansigt (som i øvrigt slet ikke var trykket eller noget)

De første timer efter min hjemmefødsel

Lige efter fødslen sagde jeg til min kæreste: ”Det var ikke så slemt”. Og så sagde min mor ”Så kan I godt få flere børn!”. Og jeg mente det faktisk. Det var meget nemmere end jeg havde troet og smerterne var meget lettere at klare, end jeg havde forventet, fordi der jo var pauser i mellem, og de jo gav mening! Jeg tænkte meget undervejs, at hver ve jo gjorde at kroppen åbnede sig mere. Og at jo mere man arbejdede med, jo hurtigere gik det.

Moderkagen kom ca. ti minutter efter med nogle mindre veer og pres. Og jeg sagde: ”Moderkagen skal gemmes, for min kæreste vil gerne spise den.”

Min kæreste skulle lige fatte det, inden han udbrød ”Nej tak!”

– så lidt humor havde jeg da stadig! (og så i øvrigt al respekt til folk, der faktisk gerne vil spise deres moderkage – det var bare ikke lige noget for mig og min kæreste).

Kort efter klippede min kæreste navlestrengen, og så kan jeg ikke helt huske rækkefølgen af, at jordemoderen undersøgte mig, vores baby prøvede at sutte første gang, jeg fik den der sprøjte, og vores baby fik en sprøjte. Jeg fik et enkelt sting indvendigt i skeden for en rift (jeg havde tre mindre rifter, var ikke sprækket). Min kæreste måtte holde vores stuelampe for jordemoderen, for at hun kunne se ordentligtJ

Men vores baby lå i hvert fald ret længe hos mig (sådan føltes det i hvert fald) inden han kom op i sofaen og lige blev undersøgt af jordemoderen, og min kæreste vist også fik lov at holde ham (jeg var måske lidt træt på det tidspunkt, så jeg kan ikke længere finde rundt i rækkefølgen;)).

Jeg var ikke bange på noget tidspunkt

Alt i alt var det en super god fødsel. Jeg er så glad for, at jeg tog på Smertefri Fødsel-kurset og at jeg trænede vejrtrækningen, som jeg lærte der hver eneste dag i tre måneder op til fødslen. Jeg trænede også lidt yoga – 15 minutter hver dag i sidste trimester.

Bogen ”Ina Mayes Guide To Childbirth” inspirerede mig også enormt meget, især slugte jeg fødselsberetningerne i den.

Jeg følte, at jeg havde kontrol over fødslen. Alt forløb som det skulle. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt. Jeg græd ikke på noget tidspunkt. Det var som et fantastisk stykke arbejde, som godt nok gjorde lidt ondt i veerne, men som sagtens kunne klares med vejrtrækning og støtte og fokus! Og der kom en fantastisk baby ud af det.

Faktisk glæder jeg mig til at føde igen – og jeg er sikker på, at det skal være hjemme, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Jeg har også en lille drøm om at prøve at føde i vand og selv at tage i mod barnet, men det må vise sig, hvad der sker, når næste fødsel går i gang – lige nu nyder vi bare, at vores dejlige søn er blevet 2 år og er så fuld af spilopper.

Læs også: Det skal du bruge til en hjemmefødsel (sviner en fødsel fx ikke mega meget?)

Er der noget, du gerne vil have yderligere uddybet? Så er du velkommen til at skrive en kommentar om det nedenfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *