Derfor skal du måle din succes

Derfor gør det dig mere effektiv at måle din succes

Kan man måle succes? Og bør man overhovedet det? Ja, det synes jeg faktisk.

Uanset om du stadig er i gang med at finde din passion, eller om du allerede har fundet den og måske endda er i gang med at udleve den, så er et rigtig godt tip at begynde at måle din succes.

Det kan virke fjollet, ja måske endda provokerende, at jeg foreslår dig at måle din succes. Faktisk kan det endda virke provokerende at bruge ordet succes. For giver janteloven os egentlig lov til at sige, at vi selv har succes? Og hvornår har man egentlig succes?

Det sidste spørgsmål er netop kernen i dette indlæg. Jeg vil nemlig vove at påstå, at hvis du ikke måler din succes engang i mellem, så vil du ikke opdage, at du faktisk allerede har succes. Og det tror jeg faktisk, at du har!

Forvirret? Det er faktisk ret logisk!

Du vænner dig til din succes – og derfor overser du den!

Du starter måske ud med en drøm, som du slet ikke er gået i gang med at udleve. Lad os sige, at du drømmer om at blive Danmarks mest anerkendte hundetræner. Du vil gerne starte med at skrive en fagbog om hundetræning. Du har allerede den fornødne viden om hundetræning, men du har aldrig prøvet at skrive en bog før.

Her går den største procentdel i stå: De går slet ikke i gang. Hvis du endnu ikke har læst min peptalk om at starte med at udleve din drøm allerede i dag, kan du læse dette indlæg.

Men du går altså rent faktisk i gang. Du skriver kapitel for kapitel. Tager fotos, finder et forlag, får en forlagsaftale og udgiver bogen. Du får en idé til endnu en bog om hundetræning, som du skriver og får antaget og udgivet.

Du starter et firma, hvor du udbyder hundetræning og dit eget forlag, hvor du udgiver endnu flere bøger om hundetræning. Du begynder at udgive din kollegas bog om undulater og din nabos bøger om katte.

Du kan nu leve af at udgive bøger om dyr.

Du starter en fond for herreløse hunde og et hjem for katte, der mangler nyt hjem. Du holder foredrag om hundetræning og kommer i TV2-nyhederne med en ny træningsteknik.

Du har nu en højere indkomst, end dengang du havde lønarbejde, og din indkomst stiger år for år.

  • Hvornår fik du succes? Det er ikke så ligetil at svare på, vel?

Du overser din succes, hvis du hele tiden venter på Den Store Succes

Ovenstående eksempel er selvfølgelig tænkt, men det ligger egentlig ikke særlig langt fra mit eget liv, hvor jeg startede med at udgive en ungdomsroman og siden byggede flere bøger, foredrag og skrivekurser på – og nu kan leve af min passion.

succes
Engang i mellem sætter jeg mig ved computeren og får styr på mål og delmål for den nærmeste fremtid. Det gør mig nemlig mere effektiv. Foto: Lindskow

Men hvornår kan man sige, at man har succes? Er det, når ens første bog bliver antaget? Når man tjener penge på sin hobby – eller når man kan leve af den? Eller skal man være decideret kendt for at have succes? Og hvornår er man egentlig kendt?

Ærlig talt findes der ikke et facit for ovenstående spørgsmål, og derfor er det også rimelig umuligt at have Den Store Succes som mål.

Mit bedste råd er derfor at stoppe med at vente på Den Store Succes. Græsset vil nemlig altid være grønnere et andet sted – og Den Store Succes rykker sig hver gang du er ved at nå den.

Derfor er det meget bedre at have mindre delmål – mindre succeser, som du så husker at fejre. På den måde vil din hverdag blive fyldt med succes, og succes avler efter min mening succes!

Sådan opdager du din egen succes

Ved at lave delmål, overser du ikke din egen succes.

Hvis vi tager ovenstående eksempel med hundetræneren, så har hun jo faktisk haft succes siden hun skrev allerførste kapitel af sin bog. For hun tog sig sammen og gik i gang! Det var den første ting, hun burde have som delmål – og dermed den første succes, hun burde fejre.

Derefter kunne hendes delmål være at få bogen færdig, at få den antaget, at skrive endnu en bog osv. Og når hun fejrer hver eneste succes, vil hun komme til at føle sig som en succes.

Og der er vidst ikke nogen tvivl om, at jo mere succesfulde vi føler os, jo mere selvtillid får vi, og jo mere får vi lyst til at arbejde videre i samme spor – og så bliver vi jo endnu mere effektive!

Sådan måler du din succes

Helt lavpraktisk – tag et papir og skriv målet med din passion øverst. Nedenunder skriver du alle de steps du mener, du skal opnå, for at udleve din drøm.

Du starter fra en ende af, og hver gang du når et mål, krydser du det af. Og fejrer det!

Du kan fejre det med en is, en middag eller en gave til dig selv. Belønningens art er ikke så vigtig, så længe det føles belønnings-agtigt.

Du kan endda opstille din succes-liste som et målebånd på dit kontor. Så bliver den tydelig og visuel, og efterhånden, som du krydser punkterne af, føler du dig mere og mere succesfuld. Og du bliver motiveret til at arbejde endnu mere målrettet mod din drøm.

Ps. Succes er sådan et lidt mærkeligt ord, fordi det virker lidt se-mig-agtigt gerne at ville have succes. Men sandheden er jo, at vi alle sammen gerne vil lykkes med det, vi laver. Så hvis du ikke bryder dig om ordet succes, kan du også bare kalde det at arbejde med mål og delmål:-)

Pps. Hvordan fejrede du din seneste succes?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *