Døgnrytme for baby på 4 mdr.

Giver det mening at planlægge en døgnrytme for en baby på 4 mdr.? Min kæreste og jeg forsøgte, dengang vores baby var 4 mdr. Jeg googlede virkelig meget for at finde andre babyers døgnrytmer at lade mig inspirere af, men kunne ikke finde særlig meget.  Derfor deler jeg vores skema her.

Det er ikke fordi jeg tror, at vi fandt den hellige gral eller noget, og det var altså heller ikke lige sådan, at det passede hver dag (faktisk passede det ret sjældent præcist), og måske er du helt uenig i vores måde at disponere tiden på. Men jeg håber alligevel, at det kan tjene til inspiration for nogen!

Vi var i den lækre situation, at vi begge havde barsel samtidig (hvilket så til gengæld betød, at jeg passede Baby hjemme fra han var 6 til 10 mdr. mens jeg arbejdede – det kommer der et indlæg om på et tidspunkt, og indtil det kommer op, kan I måske læse Selfieandthecitys indlæg om at være selvstændig og nybagt mor), så derfor var vi jo to om at passe og være sammen med baby – og så kunne den anden jo få lidt ego-tid i mens. Ego-tid er et begreb, vi taler ret meget om herhjemme, og jeg har faktisk også skrevet et andet indlæg om, hvordan man får mere tid til sig selv. Men det er altså derfor, at vi har skrevet, hvem der gør hvad – for at den anden kan slappe af/sove i mens. For søvn savnede vi virkelig på det tidspunkt, hvor vores søn vågnede rigtig mange gange i løbet af natten.

Her er den dagsplan vi forsøgte at lave til vores 4 mdr. gamle søn: 

06:00 – Baby vågner, formiddagsrutine (mor)

– Mor spiser morgenmad, rydder stuen op og leger og hygger med baby. (far sover)

07:30 – Babys formiddagslur (mor)

(Mor og far sover eller har egotid i mens)

09:30 – Baby vågner (far)

– Far spiser morgenmad, går tur med hunden og baby i en time, mens mor går i bad og har egotid.

11:30 – Babys middagslur (far)

– Mor og far har egotid

13:30 – Baby vågner

– Mor går tur med baby i en time, mens far går i bad og har egotid. Bagefter leger baby på legetæppet, mens mor lægger tøj sammen og far rydder køkkenet op. Der bliver sat en vask over af den, der har tid

Vi har været rigtig glade for slyngevuggen som sovested de første 8 mdr.

16:30 – Babys sene eftermiddagslur (mor) – kan evt. være en gåtur i vikle eller en ammelur.

17:00 – Lave mad (den ene har baby, den anden laver mad eller begge laver mad sammen med baby på legetæppet)

18:00 – Spise

– Efter mad har den ene baby, mens den anden rydder op i køkkenet og sætter opvaskemaskinen over, eller baby leger på legetæppet, mens mor og far hjælpes ad

19:00 – Soveritualet med bad og stille musik plus amning

– Den ene udfører ritualet mens den anden går med hunden og har en kort egotid

20:00 – Baby bliver lagt i seng (mor og far skiftes)

21:00 – Ro i huset, mor sover

– Far går i seng lidt senere.

– Mor tager baby om natten (pga. amning), med mindre han vågner ALT for mange gange, så mor bliver udmattet, så kan hun vække far kl 5. Ellers står far op, når baby vågner fra sin formiddagslur.

Sådan en plan er måske rimelig optimistisk, for der er jo alt muligt (baby ikke mindst!) der kan forstyrre den. Men især lurene syntes jeg faktisk det var dejligt at få sat tid på. På dette tidspunkt var jeg gået over til at friamme, hvilket er grunden til, at spisning ikke er en del af skemaet – jeg ammede bare efter behov, og baby fik først fast føde fra 6 mdr. På det tidspunkt startede min kæreste på arbejde, og jeg passede som sagt ulveungen derhjemme – og der var det faktisk rigtig rart, at jeg havde lidt styr på, hvornår han sov. For det var jo de tidspunkter, hvor jeg arbejdede!

Har din baby en døgnrytme, eller tager I det bare som det kommer?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *