Det skal du bruge til en hjemmefødsel (sviner en fødsel fx ikke mega meget?)

Overvejer du at føde hjemme – eller har du allerede besluttet, at det er det du vil? Jeg har lavet en liste over de ting, jeg vil foreslå dig at have klar til en hjemmefødsel. Og desuden svarer jeg på 3 spørgsmål, som jeg altid får, når jeg fortæller, at jeg fødte hjemme.

Jeg fødte min første søn hjemme, hvilket jeg har fortalt om i min fødselsberetning om min rolige og positive fødsel. Jeg planlægger også at føde mit kommende juli-barn hjemme, og glæder mig faktisk meget. Derfor er denne liste også lidt til mig selv! Men hvis du stadig er i overvejelsesfasen, kan det være, at du har lyst til at læse mit indlæg med 4 grunde til at vælge hjemmefødsel først.

Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at jeg hverken er læge, jordemoder eller andet i den retning, så du skal selvfølgelig tale med en fagperson om planlæggelsen af netop din fødsel. Dette indlæg skal udelukkende ses som råd på baggrund af mine egne erfaringer – ikke som ekspertviden – ligesom jeg ikke kan rådgive dig om, hvorvidt en hjemmefødsel er et godt valg for dig. Men det var det for mig!

Men altså – her er svar på 3 spørgsmål, jeg altid får, når jeg fortæller, at jeg har født hjemme:

Sviner det ikke mega meget? 

Da jeg først begynde at overveje hjemmefødsel, var det min plan at købe en kæmpe rulle med plastik (ligesom når man maler) og så dække alle møbler af. For blod på møblerne – det skulle jeg bare ikke have! Men jo mere jeg læste om fødsler og talte med min jordemoder, jo mere gik det op for mig, at det kun er på film, at der er blod ud over det hele. Og at et vådliggerlagen faktisk kan tage det meste.

Jordemoderen og min kæreste dækkede den madras jeg fødte på af med en voksdug og et lagen. Jordemoderen havde også et lille engangs-plastik-halløj med, som lå lige under mig. Ellers dækkede vi ikke noget af! Og der kom ikke blod på andet end voksdugen, lagnet og et par håndklæder (som var beregnet til formålet) samt en gammel ammepude, som alligevel skulle skiftes ud. Det sprøjtede ikke op på møbler og sofa og puder og vægge!

Ærlig talt lagde jeg nærmest ikke mærke til, at min mor, kæreste og jordemoderen ryddede op efter fødslen, så det må have gået rimelig hurtigt. Jeg tror egentlig det meste bare blev samlet i henholdsvis en affaldssæk og det der skulle til vask. Det var alt sammen vældig udramatisk.

Hvordan turde du føde hjemme?

For at være helt ærlig, var jeg mere bange for at føde på et hospital, end derhjemme. Det er selvfølgelig en personlig sag – men jeg bryder mig virkelig ikke om hospitaler, da jeg føler, der er mange sygdomme, som “springer på mig”. Og under en fødsel er det jo virkelig vigtigt, at man kan slappe af, så kroppen frigiver oxitocin og laver gode veer. Derfor var det utrolig vigtigt for mig at føde derhjemme i omgivelser, som jeg kendte.

Andre føler netop, at et hospital er trygt, fordi der er læger og udstyr – og så er et hospital jo det rigtige sted for dem at føde! Derfor synes jeg, det er en helt individuel sag, som man selv skal tænke over sammen med sin partner, læge og jordemoder.

Hvis du gerne vil læse mere om hjemmefødsler, er der en ret god hjemmeside, der hedder Hjemmefoedsel.net der fortæller detaljeret om alle mulige aspekter af hjemmefødsler. Du kan også med fordel læse Bogen om hjemmefødsel for at få nærmere info.

Men hvor føder man så?

Det bestemmer man jo næsten selv. Rigtig mange hjemmefødsler foregår i et lejet fødekar som fx dette. Jeg synes, at det ser rigtig lækkert ud, men jeg havde faktisk ikke selv brug for det. I min første fødsel tog jeg alle åbningsveerne i et gammeldags siddebadekar og fødte som sagt på en madras i stuen.

Næste gang bor vi i et nyt hus med et større badekar, så der håber jeg på en vandfødsel i badekarret, men ellers regner jeg med at føde på gulvet i soveværelset eller måske i sengen. Det kommer jo også helt an på, hvordan fødslen går, og sidst var det min oplevelse at jordemoderen var meget praktisk i forhold til at få anrettet et godt fødeleje, så det tænker jeg, at vi finder ud af.

Liste over udstyr til hjemmefødsel

MANGE håndklæder. Sidste gang løb vi tør, jeg ved stadig ikke helt, hvad de blev brugt til, men det må være fordi jeg stod ud af badekarret nogle gange, og måske var der også nogen til vask. Denne gang vil jeg i hvert fald sørge for at have flere.

Et sæt gammelt sengetøj, der gerne må blive plettet – eller som minimum et lagen. Dette er dog ikke et problem, da vi ikke har specielt dyrt sengetøj, så det hele kan bruges.

Et vådliggerlagen eller en voksdug. Jeg vil helst have et vådliggerlagen, da jeg synes det er mest anvendeligt efter fødslen.

En lampe til jordemoderen, hvis hun skal sy mig. Sidste gang måtte min kæreste holde vores standerlampe nede i gulvhøjde, og han siger, at det var et MEGET specielt syn, da hun syede mine tre små rifter indvendigt. Altså, jeg forstår stadig ikke hans ordvalg, men han sagde: “Hun åbnede ligesom så meget dernede, at jeg troede, hun ville kravle ind i dig”. Jeg tænker at en bedre lampe kan skåne ham for dét syn endnu engang;-)

Nogle sofapuder, der gerne må blive plettede. Jeg brugte fx en pude nede i badekarret under mine knæ – den blev smidt ud efterfølgende. Og de kan også være gode til at støtte i pressefasen, synes jeg. Vi er dog ikke specielt sarte med vores sofapuder, der alle kan vaskes og få skiftet betræk.

Stofbind til de første uger efter fødslen. Sidste gang købte jeg Imse Vimse stofbind, og det fungerede bare så godt. Jeg har planer om at skrive et særskilt indlæg om stofbind på et tidspunkt, men lige nu vil jeg bare anbefale det i stedet for almindelige bind, da det er så behageligt. Da du ikke ved, hvor meget du bløder, skal du nok købe dem i flere størrelser – jeg skal i hvert fald have fat i flere deciderede efterfødsels- eller natbind.

Et fødekar – hvis du ønsker at føde i vand. Husk at få styr på, hvordan det bruges, så det ikke bliver kaos på dagen.

Vaskeklude eller stofbleer. Jeg brugte kolde klude i badekarret, fordi jeg fik det rigtig varmt i mit ansigt.

Varmepude? Sidste gang glemte jeg alt om varmepuden, men jeg havde faktisk tænkt mig at bruge den til smertelindring. Det blev bare aldrig rigtigt aktuelt.

Panodiler? Jeg tog faktisk to panodiler (som eneste smertelindring), fordi jeg fik ondt i ryggen af den akavede siddestilling i det lille badekar. Jordemoderen syntes vidst dog det var lidt fjollet.

Mad? Jeg havde fyldt mit køleskab med lækre ting, som jeg ikke rigtigt havde lyst til under fødslen (jeg havde kun lyst til råkost), og min mor havde medbragt juice, som jeg egentlig heller ikke havde lyst til. EFTER fødslen fik jeg til gengæld mega meget lyst til både hakkebøf og Nutella:-) Men min kæreste, mor og jordemoderen spiste vist frokost under mine veer, så det er selvfølgelig godt at have mad i huset.

Underholdning? Jeg havde forestillet mig at se TV-serier og høre musik og alt muligt, men jeg lavede overhovedet ikke noget underholdnings-agtigt. I starten lå jeg i sengen og småsnakkede med min kæreste, senere lå jeg der bare og tænkte og resten af fødslen sad jeg i badekarret og var totalt i fødeland, indtil jeg pressede ham ud. Min fødsel tog 12 timer, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt.

Kamera? Sidste gang havde jeg besluttet, at jeg ikke ville have taget billeder under fødslen. Heldigvis blev der taget fire billeder alligevel – og de er rigtig sjove for mig at have, fordi jeg husker det hele sådan lidt som om det var en drøm, og der var mange ting, jeg ikke lagde mærke til!

Derfor vil jeg gerne have taget flere billeder under denne fødsel – man kan jo altid slette dem bagefter. (Det er i øvrigt også derfor, der ikke er særlig mange billeder i dette indlæg … de findes ikke rigtigt!)

Hospitals-taske? Jeg havde pakket en taske med det mest nødvendige allerede i 30. uge i tilfælde af, at jeg fødte for tidligt eller vi skulle overflyttes til hospitalet.  Det gav mig tryghed at vide, at min kæreste bare kunne gribe tasken – og så kunne vi tage afsted. Jeg er dog i 31. uge nu, og jeg har faktisk ikke lige fået pakket den taske endnu … måske jeg skulle gøre det i stedet for at blogge?

Jeg håber, at listen kan hjælpe dig i din planlægning, hvis du gerne vil føde hjemme. Og hvis du har nogen idéer til, hvad det mere kan være godt at have klar til en hjemmefødsel, må du endelig skrive en kommentar!

Læs også: 21 ønsker til min fødsel (Kære Jordemoder …)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *