Ryd op i dit rod og skab plads til din passion

Derfor hjælper oprydning dig med at udleve din passion + 6 tips til at rydde hele dit hjem op

At rydde op i dit rod giver ny energi til dig – og den energi kan du bruge til at kaste dig over din passion. Synes du det er svært at overskue oprydningen? Har du så meget rod, at du ikke ved, hvor du skal begynde? Eller kan du bare ikke lide at smide ting ud? Så læs med her, når jeg kommer med 6 tips til at rydde op og fortæller, hvorfor oprydning er én af mine store passioner.

For ja – det kan godt være en passion!

ryd op i dit rod
Magisk oprydning og Ryd op i dit rod giver rigtig meget inspiration til at rydde op

Spørg bare Marie Kondo, forfatter til bogen Magisk Oprydning, der har dyrket oprydning og organisering som interesse helt fra hun var barn. Eller Karen Kingston, der er forfatter til Ryd op i dit rod og endda driver en blog om oprydning og feng shui. Jeg tror, jeg har læst alle bøger om oprydning på det danske marked, men disse to er mine klare favoritter i genren.

Helt så passioneret Som Karen Kingston og Marie Kondo er jeg måske ikke om oprydning – men jeg elsker det alligevel! Og i dette indlæg vil jeg fortælle dig, hvordan du kan komme i gang med at rydde op i dit rod, så du kan skabe rum for din passion.

Læs også: Sådan finder du din passion (og hvordan jeg faktisk kom til at leve af min passion på 3 år) 

Hvorfor skal du rydde op? 

Du skal rydde op for at få det bedre – og få mere overskud.

Nogle få mennesker trives i rod, men ærlig talt tror jeg, at det er virkelig få. Også meget færre end dem, der udtaler, at de trives i rod. (Det samme gælder i øvrigt rodede skriveborde – helt ærligt er det da meget mere inspirerende at sætte sig til et tomt og ryddet skrivebord end et, hvor man kun lige netop kan få plads til sin computer?)

Når dit hjem er ryddet op, og du kun har de ting, du er glad for omring dig (dette vender jeg tilbage til!), så vil det føles renere og klarere. Du vil bedre kunne finde dine ting, du vil få mere overblik – og det vil blive lettere at gøre rent, fordi der ikke ligger rod alle vegne.

At rydde op i dit hjem (og her taler jeg ikke kun om stuegulvet, men også skabe, skuffer, kælder og have!) giver dig følelsen af at være effektiv og organiseret. Du kommer til at tro på, at du kan udrette ting – og ikke kun oprydning!

Du får så at sige plads til at tænke nye tanker, fordi dit blik ikke hele tiden lander på rod eller ting, du ikke holder af (eller værre endnu: synes er direkte grimme), og du får ro i hovedet og plads på skrivebordet til faktisk at gå i gang med første step til at udleve din passion! (hvilket jeg i øvrigt har planer om at skrive et indlæg om snart, så smid gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål til emnet!)

Hvordan skal du rydde op? 

Dette kan man skrive lange bøger om, og jeg vil faktisk anbefale dig at læse både Ryd op i dit rod og Magisk oprydning, hvis du har brug for et spark bag i. Især Ryd op i dit rod vil jeg decideret påstå har ændret mit liv – og mit forhold til ting – og gjort mig mere effektiv.

For det første råd, jeg vil give dig er nemlig at lære at smide ud.

Når jeg siger smide ud, mener jeg selvfølgelig helst at køre det til genbrug. Eller forære det væk til spejderne eller sådan noget. Men nogle ting er der altså ikke nogen, der gider at eje (undskyld, men folk har de mærkeligste ting i deres hjem!) og det må altså på lossepladsen.

Den oprydning, der giver dig ny energi er nemlig ikke bare at rydde stuegulvet. Det er en gennemgående oprydning – og en sortering – af alle dine ejendele. Lyder det uoverskueligt? Det er det faktisk ikke.

Du skal bare starte fra en ende af.

6 tips til at rydde hele dit hjem op

  • Start med et nemt område. Det skal være et område, som du ikke har meget personlige følelser for, hvis du ikke er vant til at sortere dine ting. Det kan fx være hylden med kopper og glas, din skuffe med plastikbeholdere i køkkenet eller dine dvdfilm og cd’er (ja, de fleste mennesker har stadig stabler af cd’er liggende) – eller måske dine sokker.Gradvist øger du sværhedsgraden – for mange er bøger fx et svært område at sortere i – og fotografier og personlige papirer er nærmest “umulige”. Men bare rolig – du kommer til at lære det, hvis du øver dig nok. For det er med oprydning som med så meget andet – øvelse gør mester!
  • Gem kun det, der giver dig glæde. Hver gang du står med en genstand i hånden (uanset om det er en bog, en kop, et bord eller et foto), spørger du dig selv, om den giver dig glæde? Den kan give dig glæde, fordi du bruger den hver dag (og den er god til sit formål) eller fordi den er smuk (måske en vase, du elsker at kigge på).Men pas på med at mene at alt giver dig glæde, fordi det engang gav dig glæde. Fx er det ikke sikkert, der er nogen grund til at beholde alle de bøger, du elskede at læse, da du var 13 år gammel. Helt ærligt – tænk på, hvad du kunne bruge al den reolplads til, hvis du ikke behøvede at gemme alle dine bøger og dvd’er og alle dine sko og mapper?
  • Gem minder med dit kamera. Hvis der er noget, du gerne vil skille dig af med (fx et kæmpe billede, du malede, da du var barn), men du gerne vil gemme mindet om billedet, så tag et foto af det. Opret en mappe på din computer til minder, og læg billedet derind.
  • Sorter kun dine egne ting. Det går ikke, at din mand pludselig ikke kan finde sine skjorter, og dit barn mangler sin grimme bamse. Selvom det kan være fristende, må du i første omgang sortere dine egne ting, og fællesting må du spørge om lov til at smide til genbrug. Til gengæld smitter lysten til at rydde op ofte, hvis man husker ikke at tvinge hinanden!
  • Gå efter at skabe luft. Jeg elsker, når der er frirum på min hjem, i min skuffe og på min reol. Sommetider får jeg frigjort en hel kommode, når jeg sorterer mine ting. Så giver jeg også møblet til genbrug, hvis jeg da ikke vil bruge det et andet sted i hjemmet! Og måske kan der i stedet stå en plante der, hvor der var et tungt møbel før.Den allernemmeste måde at skabe luft på er ved at sortere klædeskabe og reoler. Reelt har vi jo ikke brug for særlig meget tøj, og bøger og dvd’er er jo egentlig “bare” underholdningsgenstande. Samtidig er det ting, som man som regel kan forære væk eller sælge efter brug – og det føles bedre end at sende det til brandbart. Og måske kan du belønne dig selv efter at have ryddet dit tøjskab op med at købe den kjole, du længe har drømt om?
  • Du behøver altså ikke gemme alle gaver du har fået hele dit liv. Gaver er en svær kategori at sortere i, fordi vi jo ikke ønsker at gøre giveren ked af det. Men helt ærligt – ville du ikke synes, det var sørgeligt, hvis din veninde havde en vase stående i sin vindueskarm i 10 år, fordi hun ikke ville gøre dig ked af det? Hvis hun oprigtigt syntes, den var grim?For nogle år siden gik det op for mig, at alle pyntegenstande i mit soveværelse, var nogen jeg havde fået i gave af folk. Alt fra fødselsdags- og julegaver til eksotiske rejsegaver. De stod på min kommode, min bogreol og mit fjernsynsbord. Et stort kaos af ting fra fremmede lande og skåle, skrin og andre dimser, der på ingen måde passede sammen.Min stue derimod havde kun pyntegenstande, som jeg og min kæreste havde købt sammen. I en helt anden stil!Det gik op for mig, at jeg ubevidst havde placeret alle disse genstande i mit soveværelse, fordi jeg følte, at jeg blev nødt til at udstille dem, så giveren kunne se, at jeg var glad for dem, men jeg orkede ikke at have dem i stuen. Så derfor røg de ind i soveværelset Nogle af dem havde jeg flyttet med mig gennem tre flytninger og ti år!

    En dag tog jeg hver enkelt ting op og afgjorde, om den oprigtigt gav mig glæde. Og så gik jeg på genbrugspladsen med rigtig meget af det. For ærlig talt er det da virkelig vigtigt, at ens soveværelse, som er der, hvor man skal slappe af sammen med sin partner, giver én ro og glæde! Og ikke er overfyldt med nips, man ikke selv ville have valgt.
    (og så i øvrigt undskyld, hvis du har givet mig én af de genstande, der røg på genbrugspladsen den dag …)

Hvornår skal du begynde at rydde op? 

Ryd op i dit rod
Start med at rydde op i noget nemt – fx dine håndlæder, så du oplever umiddelbar succes

NU er et ret godt tidspunkt at begynde. Jeg er godt klar over, at med fuldtidsarbejde, småbørn og en brændende passion for noget helt andet, så er det måske ikke liiige oprydning, der står øverst på listen. Og du tænker måske også, at du burde prioritere at gøre badeværelset rent.

Men prøv alligevel at give det en chance!

Start i det små – sortér fx dine håndklæder. Det kan du godt gøre med et lille barn rendende omkring benene. Eller dine dvd’er. Eller måske plastikopbevaringen i dit køkken. Når du oplever glæden ved at skabe plads og åbne en skuffe, der kun består af de ting, du holder af, så vil du blive motiveret til at udføre sværere og sværere oprydningsopgaver – og til sidst bliver du din egen ekspert i oprydning!

Men alt starter selvfølgelig et sted, og da jeg første gang (som 19årig) læste Ryd op i dit rod, lagde jeg også bogen væk i 6 måneder, da jeg kom til det afsnit, hvor Karen Kingston skrev, at jeg skulle være parat til at sortere i mine skabe … men så tog jeg dem frem og gik i gang! Og jeg er stadig i gang!

Den dag i dag elsker jeg at rydde op i mit rod – og jeg føler mig altid allermest effektiv og parat til at forfølge min passion, når jeg lige har ryddet op.

Hvad er dit bedste tip til en større oprydning? 

2 thoughts on “Derfor hjælper oprydning dig med at udleve din passion + 6 tips til at rydde hele dit hjem op”

  1. Vi har lige fået vores gamle barnevogn tilbage fra reparation, den har fået nyt stel… og så lige nye hjul, bare for en god ordens skyld. Vi kan ikke selv få flere børn, så vi skal jo ikke bruge den til noget, for vi har en klapvogn til vores søn, så jeg gik og nød at kunne vaske alle stofdelene til barnevognen og så ringe til vores syriske vennepar og spørge dem om de ville have vores barnevogn til deres familieforøgelse til september…
    Og så fandt jeg også lige en baby-lænestol til de helt små, af dem de kun må sidde i 20 minutter ad gangen og en sammenklappelig rejse-børnestol der kan monteres på en voksenspisebordsstol. Alt det fik jeg samlet sammen og vasket, så vi fik plads i udstuen hvor barnevognen har stået hele vinteren, siden vi købte klapvognen og mere plads i sengen inde i børneværelset, hvor vi opbevarer alt muligt børneskrammel, fordi vi stadig samsover inde i vores egen seng, med den lille på 2 år og 3 måneder… Det er absolut det nemmeste, i forhold til amningen om natten, og jeg ammer stadig en eller to gange hver nat.

    1. Hej Lea:-) Tak for din kommentar! Det lyder bare rigtig dejligt med den barnevogn! Det kan jeg godt forstå, gjorde dig glad! Mange hilsner Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.