Denne syndigt lækre pandekage gør dig mæt fra morgenstunden af

Kender du følelsen af lige at have spist morgenmad, men allerede i toget på vej til arbejde er du sulten igen? Og så smutter du lige i 7/11 og køber en yoghurt – og der ryger en kop kaffe med, og et stykke chokolade til senere … og sådan får du egentlig spist en masse snacks dagligt – og samtidig brugt en masse ekstra lommepenge?

Tricket til at modstå impulsive madindkøb er at spise morgenmad, der gør dig mæt fra morgenstunden af. Og helst én, der er så syndigt lækker, at du faktisk gider bruge et kvarter på at lave den om morgenen. Det er denne bananpandekage!

Jeg har længe spist inspireret af LCHF og Kiss Kost, og der i gennem har jeg virkelig lært at sætte pris på mættende morgenmad, der også indeholder fedt og proteiner. Derfor er jeg også rigtig glad for æg. Og jeg elsker pandekager!

Denne pandekage er dog hverken LCHF eller Kiss Kost – men hvis du spiser efter et af de to principper, kan du selv tilpasse den, så den passer til. Eller du kan se en hel masse lækre pandekager på Madbanditten.dk, der er min favorit madblog og finde ekstra pandekage-inspiration!

En pandekageopskrift under udvikling

Pandekagen kan toppes med lækre bær og chokolade

Jeg laver stort set altid mad på slump. Altså uden at følge en opskrift, eller sådan-bare-inspireret-af-en-opskrift. Opskrifter gør mig faktisk tit lidt stresset, og jeg synes det er meget sjovere lige at se, hvad jeg har i skabene og så lave noget ud af det. Så selvom denne pandekage vidst nok startede med noget i stil med denne pandekage fra Madbanditten.dk, så udviklede den sig rimelig hurtigt til pandekager ud af de rester, jeg lige har i skabene. Derfor er den også forskellig hver gang jeg laver den.

Og derfor kommer jeg heller ikke med en super præcis opskrift til dig. For det kan du finde på alle mulige madblogs. Altså helt ærligt – der findes jo ti millioner pandekageopskrifter derude ik’? Så det er ikke fordi jeg synes, jeg selv er genial. Jeg har bare lyst til at dele en af mine favorit morgenmadsidéer med jer – fordi den gør mig mæt fra morgenstunden af.

Og det ønsker jeg også for jer! Og for jeres skønne poder … den tid det tager at lave denne pandekage sparer vi nemlig ved morgenbordet herhjemme, fordi Ulveungen gnasker sin pandekage i sig på rekordtid i stedet for at sidde og søbe med rugbrødssmadder og Rugfras i en halv time.

Så opskriften nedenfor er altså ikke en fast opskrift, men mere nogle forslag til, hvad du kan komme i for at lave en lækker og mættende pandekage, der smager seriøst godt. Du kan nærmest udskifte alle ingredienserne og stadig få et nogenlunde resultat – men prøv dig frem med én ingrediens ad gangen hvis du ikke er madekspert i forvejen, for nogle af ingredienserne (især æggene!) holder jo ligesom sammen på det hele;)

Opskrift på en syndigt lækker og mættende bananpandekage

Ingredienser (1 sulten voksen)

3 æg

1/2 deciliter mælk eller fløde – jeg bruger som regel sødmælk

2,5 spiseske rugmel

1 moden banan

1 teske Ægte Kanel

1/2 teske stødt kardemomme

Til topping: Alle former for frugter, nødder, chokolade og andet drys. Mine favoritter er bær og mørk chokolade. Den nemme løsning er baby-frugtsmoothies.

Sådan gør du: 

  1. Hæld alle ingredienserne i en skål og blend dem med en stavblender. Resultatet bliver bedst, hvis dejen er uden klumper.
  2. Varm smør på en stor pande.
  3. Hæld al dejen på panden (pandekagen bliver næsten 1 cm. tyk herhjemme). Skru ned, så den ikke brænder på – jeg bruger middelvarme på mit komfur, men det er nok forskelligt.
  4. Når pandekagen er fast nok til at du kan vende den, skal den vendes (ligesom en omelet), så den bliver færdig på begge sider. Du kan enten skære den i fire dele og vende hver del for sig, eller prøve at vende hele pandekagen, evt. ved hjælp af en tallerken.
  5. Når pandekagen er gennemstegt, er den færdig. Jeg synes det smager bedst, hvis den ikke er blevet for mørk, men jo tykkere en pandekage du laver, jo mørkere bliver den jo ofte udenpå, inden du kan vende den. Så det må du nok lige prøve dig frem med:-)
  6. Top din pandekage med lækker pynt! Toppingen er den halve pandekage … selvom den også smager godt i sig selv.

Variationer:

Her er pandekagen toppet med baby-frugtsmoothie, chokolade og kokos

Du kan som sagt tilpasse pandekagen til din livsstil, hvis du fx spiser Kiss Kost eller LCHF. Både mel, sødemidlet (her en banan) og mælken kan skiftes ud med andre produkter – men det er klart, at det ændrer konsistensen, hvis du fx skifter rugmel ud med hvedemel eller mandelmel. Og at smagen er lidt anderledes med kokosmælk end sødmælk. Og hvis du helt undlader melet, kommer den til at smage mere ægge-agtigt. Men det gør måske heller ikke noget?

I starten brugte jeg Sukrin, når jeg lavede pandekager, men efter Ulveungen skulle spise med, begyndte jeg at bruge bananer. Det giver en vildt lækker sødme. Men i princippet kan du også bruge almindelig sukker (det har jeg bare aldrig prøvet) eller måske helt lade være med at søde den?

Du kan også vælge at krydre den anderledes – fx har jeg i perioder brugt ren vanille. Jeg elsker bare kanel, og derfor er det som regel det jeg bruger. Af samme årsag har jeg valgt Ægte Kanel, da jeg har læst det er sundere, hvis man spiser meget kanel. Hvis du ikke har hørt om Ægte Kanel før, kan du læse om det på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Og så kan du selvfølgelig vælge at lave flere små pandekager i stedet for én stor, hvis du har sådan en fancy pande, der kan det!

Ekstra tip til fødselsdagen …

Hvis du skal holde fødselsdag og gerne vil lave nogle lækre, anderledes lagkagebunde, så kan du jo prøve med disse pandekager! De er så mættende, at du kun behøver to eller tre bunde og så noget frugt eller creme i mellem – så har du en super sund og sukkerfri lagkage! Jeg lavede en variant af den til Ulveungens 1 års fødselsdag, og selvom den ikke blev perfekt (bundene blev fx lidt mærkelige i konsistensen), så er det helt klart en opskrift, jeg vil arbejde videre med.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at starte din morgen med en sund og mættende morgenmad, så du ikke behøver at købe ekstra snacks på vej til arbejde/møde. Selv synes jeg faktisk også, at det er den perfekte frokost …

Hvad er din bedste opskrift på sunde pandekager?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *