Da jeg blev mor, måtte jeg på en måde lige genopfinde mig selv

De 5 mest læste indlæg denne måned (og hvorfor listen seriøst overrasker mig!)

Hvad lærer man af at blogge? Og hvilke indlæg vil folk helst læse?

Dette statusindlæg handler om, hvad jeg har lært af at blogge denne måned, og så lister jeg også de 5 mest læste indlæg, og hvorfor det overrasker mig, at det netop er de 5 indlæg, der har været mest populære.

Jeg har nu haft Fabelmor.dk i to måneder, og taget i betragtning at jeg intet vidste om at opbygge en hjemmeside, inden jeg gik i gang, så synes jeg egentlig at det går ret godt med at finde ud af tingene lidt ad gangen.

Jeg har fundet ud af, at alt kan googles – og at jeg foretrækker at bruge guides fra andre bloggere til at lære ud fra. Jeg har simpelthen ikke tålmodighed til youtube-videoer, som man ikke kan skimme.

Hvad har jeg så lært af min blog denne måned?

Eftersom et af målene ved at oprette denne livstilsblog var, at jeg ville lære mere om hjemmesidedesign og opbygning, så synes jeg også det er relevant at holde lidt styr på, hvad det egentlig er for en viden, jeg samler op undervejs. Derfor har jeg lavet en liste over, hvad jeg har lært af min blog denne måned.

Listen er nok mest teknisk, for jeg har jo blogget siden 2008 på min forfatterblog og på Fiktionsskrivning i Folkeskolen – og faktisk har jeg også på en måde blogget før det, jeg skrev nemlig dagbog både på Fyldepennen.dk og Arto.dk som teenager. Og allerede omkring år 2000 oprettede jeg min første hjemmeside (om nyfeminisme!), ligesom jeg i et år skrev artikler for onlinelivsstilsmagasinet Aniston.dk.

Så det med at skrive til nettet – og blogindlæg – er ikke nyt for mig (selvom jeg selvfølgelig hele tiden bliver bedre!), men det er derimod den tekniske side af WordPress.org. Og derfor er det også mest det listen handler om.

I denne måned har jeg lært:

  • At komprimere et billede med programmet Gimp. Det lærte jeg især via denne guide, men jeg måtte altså også google mig lidt rundt forskellige andre steder, for at forstå det helt. Men nu ved jeg, hvordan jeg gør mine billeder mindre, så de fylder KB i stedet for MB og min side forhåbentligt bliver mindre tung.
  • At key content er et super vigtigt begreb. Og spændende! Jeg har læst en hel masse på nettet om  key content og cornerstone content, og jeg synes det giver SÅ god mening. Jeg startede med at læse denne artikel, men drev ret hurtigt videre ud på nettet og læste løs.Jeg har fx lært, at det ikke er en website, der ranker højt på google – det er en webpage. Og  derfor skal man fokusere endnu mere på at søgemaskineoptimere sine allerbedste blogindlæg – altså de indlæg, der indeholder ens key content (det er meget mere indviklet end som så – men det kan du læse i den artikel, jeg linkede til), så de ranker højt og leder folk ind på ens hjemmeside.
  • Hvordan man får et billede i sine kommentarer. Det er en lille “gravatar”, og det var denne artikel fra Udelukkende Lund, jeg brugte som guide. Det synes jeg er en fin detalje.
  • Hvordan man får et link i et blogindlæg til at åbne i en ny fane. Det fandt jeg bare ud af ved et tilfælde, da jeg sad og rodede med noget andet.
  • At skifte skriftfarver på siden – og på sideelementerne. Det fandt jeg også ud af ved et tilfælde, da jeg sad og rodede med headeren.
  • At bruge Yoast til at søgemaskineoptimere mine indlæg. Jeg troede, at fordi jeg var forfatter, så var jeg automatisk god til at skrive noget, der ville ranke højt. Jeg blev klogere! Der er SÅ mange komponenter, der afgør, hvor højt man ranker.
  • At bruge nogle af analysefunktionerne i Google Analytics, fx at sammenligne antal besøg i løbet af den seneste måned og at se, hvilke indlæg, der er mest populære, samt hvor folk finder min blog. Desværre virker det ikke som om, man kan se, hvilke søgeord, der leder folk ind på bloggen. Det kan man på blogspot, og det har jeg altid syntes var ret sjovt at følge med i.
  • At oprette endnu en Instagram-konto – selvfølgelig til @fabelmor.dk. Jeg har været lidt længe om at få det gjort, fordi jeg altid synes det er lidt hårdt at have de der mega få antal følgere i starten. Men så gik det op for mig, at jo før jeg opretter den, jo før får jeg jo følgere på den (og hvor er det dog indlysende, ha ha!)Jeg har tænkt en del over, hvilket indhold jeg vil dele på Instagram-kontoen, men så pludselig gik det op for mig, at ligesom med bloggen er det jo noget, der bygger sig op undervejs. Men jeg er ret sikker på, at det bliver noget med familieliv og passion ligesom herinde – og måske også noget af alt det rod, man sidder og arbejder midt i, når man er selvstændig og MOR. I så fald har jeg i hvert fald motiver nok;-)

De ting jeg har lært, har alle været lystbetonede, selvom nogle af dem har taget lang tid. Det er min regel med denne blog, at den udelukkende skal bygge på passion. Da jeg blev forfatter, blev min største og skønneste hobby (at skrive historier) jo pludselig til mit arbejde. Og derfor er det vigtigt for mig at holde bloggen her passioneret og lystbetonet så længe som overhovedet muligt.

Alligevel har jeg valgt at sætte et par løse mål for den kommende måneds tid: 

  • At komprimere alle tidligere uploadede billeder på bloggen lidt ad gangen, så siden ikke bliver for tung. Og fremadrettet at komprimere alle billeder, inden jeg lægger dem op.
  • At finde ud af, hvordan jeg kan flytte min forfatterblog fra Blogspot til WordPress.org (allerhelst til min hjemmeside), fordi WordPress bare er skønt at arbejde i.
  • At lave nogle guides, der centrerer sig omkring mit key content. Generelt at tænke nærmere over, hvad mit key content egentlig er – og hvad bloggens fokus er. Det bliver sjovt!
  • At lære at lave billeder og bannere, der indeholder både tekst og fotos. Det kunne være ret praktisk!
  • At finde ud af, hvilket plugin jeg skal installere, for at kunne vise “lignende indlæg” i bunden af et blogindlæg. Den funktion bruger jeg nemlig selv meget på andres blogs.
  • At lægge et relevant billede på Fabelmors nye instagram-profil hver dag, så den ikke ser så tom og ny ud.

Jeg vil dog tage målene med et gran salt, for jeg skal både flytte og på barsel i løbet af den kommende måned, så jeg får sikkert nok at se til. Og som nævnt er det super vigtigt for mig, at bloggen bliver ved med at være mit “helle”, som jeg også kan hygge mig med under min barsel! Men ihhh … hvor har jeg mange idéer til nye indlæg!

Og apropos indlæg … Jeg har lavet en liste over denne måneds mest læste indlæg, fordi jeg selv synes det er sjovt at se, hvilke indlæg der bliver mest læst på andres blogs:

De 5 mest læste indlæg denne måned

  1. 20 skønne og (måske lidt) anderledes børnenavne
  2. 3 veje til at udleve din passion (og få mere frihed i hverdagen)
  3. Selvstændig og mor #1 – Ved at være selvstændig, kunne jeg selv tilrettelægge min arbejdsdag, så den passede til baby
  4. Derfor var min ammeopstart hårdere end fødslen + 6 ting jeg vil gøre anderledes, næste gang jeg skal amme
  5. Det skal du bruge til en hjemmefødsel (sviner en fødsel fx ikke mega meget?)
boernenavne
Mit indlæg med 20 skønne børnenavne var månedens mest læste indlæg. Foto: Mariangela Raponi

Jeg er ret overrasket over, hvilke indlæg, der ligger på top 5 denne måned! Sidste måned var det ret logisk, at det blandt andet var dette indlæg om at få taget gravidfotos som Blitzfoto havde delt på sin Facebook-side, der lå nr. 1. For hun har rigtig mange følgere.

Læs også: Det har jeg lært af min første måned som mor- og karriereblogger + månedens 5 mest læste indlæg

Denne gang er det et indlæg om børnenavne, der topper listen – og med næsten dobbelt så mange visninger som nr. 2 (ud fra Google Analytics). Er det bare fordi børnenavne er mega populære – eller er det fordi folk virkelig godt kan lide lange lister? Jeg aner det ikke. Det absurde er, at det er det indlæg denne måned, som har taget mig aller kortest tid at skrive.

Til gengæld kommer det ikke særlig meget bag på mig, at nr. 2 handler om at udleve sin passion, for i sidste måned var mit indlæg om at finde sin passion også i top 5. Jeg tror bare, der er rigtig mange, der gerne vil finde og udleve deres passion!

Men jeg er ret overrasket over, at første del af min serie om at være selvstændig og mor allerede er kravlet op til at være det 3. mest læste indlæg denne måned. For det kom først online 29. maj og har derfor haft meget få dage til at få klik! Hvis du gerne vil være med til et lignende interview, så kontakt mig endelig!

Det 4. og 5. mest læste indlæg er til gengæld emner, som generelt hitter pænt, når jeg skriver om dem – altså graviditetsbaserede emner, fx om hjemmefødsel og amning. Og så er det lange, uddybede indlæg, det tror jeg også godt, at folk kan lide.

Hvilke indlæg oplever du hitter på din blog – og hvilke indlæg kan du selv lide at læse?

Rejse og nye fotos!

Jeg var to uger på Mallorca denne måned (hvilket jeg også planlægger et indlæg om), og det kunne ses på antallet af indlæg, jeg nåede at skrive. Familieferie med 21 familiemedlemmer og en 2årig samt en mail, der stadig sendte mig arbejde, gav ikke ret meget tid til Fabelmor.dk – men det er da alligevel blevet til nogle indlæg. Og jeg skal vidst egentlig bare være taknemmelig over, at jeg faktisk kan tage mit arbejde med på ferie!

Jeg fik i øvrigt også taget nye pressefotos (og gravidfotos!) på Mallorca, så det er derfor bloggen har fået en masse nyt fotomateriale de seneste dage. Fotografen var Mariangela Raponi, så sød og dygtig (men desværre bosiddende på Mallorca). Billederne lægger jeg op her, på Facebook og på Instagram (@fabelmor.dk) løbende. Der er fx to fotos fra shootet i dette indlæg:-)

Vil du hjælpe mig?

Hvis nu der er nogle af de ting, jeg har som mål for den kommende måned, som du ved, hvordan man gør, må du meget gerne smide en kommentar! Altså hvis du fx har et rigtig godt link til et plugin, der kan det der med “lignende indlæg”. Eller et link til et blogindlæg med en guide til at lave billeder og bannere med tekst. Så vil jeg da meget gerne se det:-)

Hvad er dine blog-mål for den kommende måned? 

Foto: Mariangela Raponi

6 thoughts on “De 5 mest læste indlæg denne måned (og hvorfor listen seriøst overrasker mig!)”

  1. Sidder lidt og smiler; jeg udgiver samme indlæg om mål og populære indlæg i morgen 😀 Synes det er sjovt, hvilke indlæg der er ens mest populære – jeg har også været overrasket over mine! Jeg skriver lige til dig på facebook – jeg kan hjælpe dig med stort set alle de “tekniske” ting 😀

    1. Hej Camilla. Tak for din kommentar. Jeg vil glæde mig til at læse dit indlæg om emnet i morgen:-) Og tusind tak for din besked på Facebook! Mh Camilla

  2. Super godt indlæg og fedt, at du deler dine erfaringer med os andre
    Men hold nu op indlægget var langt og havde mange emner. Jeg sad flere gange og tænkte: Ej, det må jeg kommentere på og det må jeg kommentere på. Og nu har jeg glemt halvdelen af det
    Jeg er generelt ret i tvivl om det her med længden på indlæg. Jeg har læst på lavenblog.dk, at det er godt med lange indlæg pga. Seo, men på min egen blog har jeg haft god erfaring med de kortere indlæg. Så måske skal man bare mikse lidt, eller er du mest fan af de lange indlæg?

    1. Hej Bettina. Tak for din kommentar! Jeg har bare virkelig svært ved at fatte mig i korthed, tror jeg:-) Jeg overvejede faktisk at dele indlægget op i en slags status og et andet indlæg med de 5 mest læste indlæg. Men så endte jeg med at skrive ét. Men mit mest læste indlæg denne måned er faktisk også det indlæg, der har færrest ord. Så måske skal vi prøve at veksle lidt, og så se, hvad folk læser mest? Mh Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *