børnesange

3 tips til at synge flere børnesange med dit barn 0-3 år

Sang og musik stimulerer dit barns sprog – og så er det perfekt til en hyggestund. Og sjovt! Her er 3 tips til at synge (endnu mere) med dit barn og få gang i alle de klassiske børnesange.

Det er lige meget, om du synger som Madonna eller mere lyder som en rusten tekande – det vigtigste er, at du viser engagement og glæde, når du synger med dit barn.

Herhjemme elsker vi at synge, og Ulveungen på 2 år synger og “fagter” glad med på en lang række kendte børnesange. Og selvom nogle af ordene stadig er lidt volapyk, så får han mere og mere med for hver eneste gang vi synger sangene.

Jeg har sunget for ham, siden han lå inde i maven, men da han var helt lille, havde jeg faktisk lidt svært ved at huske alle de klassiske børnesange. Dem har jeg heldigvis fået genopfrisket nu via legestue, vuggestue, sangbøger og You Tube. Så nu synger vi hver eneste dag, og det bliver sjovere og sjovere. Vil du også gerne synge mere med dit barn?

3 tips til at synge flere børnesange med dit barn 0-3 år

  1. Skaf rekvisitter til børnesangene
    leg børnesangene med rekvisitter
    Vi brugte 4 små kyllinger og en krokodille til at lege børnesangen 5 små aber – mere skal der ikke til!

    Det gør sangene mange gange sjovere for både dig og dit barn, hvis I har rekvisitter til børnesangene. Fx er Ulveungen herhjemme ret glad for 5 små aber, som vi har lært gennem You Tube. En dag fandt jeg fire påskekyllinger og en krokodille, og så “legede” vi sangen med påskekyllingerne og krokodillen. Det var et stort hit! Og det gjorde ingenting, at det var påskekyllinger i stedet for aber.

    Hånddukker, fingerdukker eller sågar hjemmelavede papfigurer er også med til at understøtte sangene og gøre dem mere levende – og lettere at forstå. Nogle af de gamle sange kan jo godt have nogle rimelig underlige ord i, og så kan det være godt at illustrere det ved at have bamser, billeder eller fingerdukker med.
    En rekvisit kan også være et instrument – vi har fx brugt vores rasleæg rigtig meget herhjemme.

  2. Lær nogle nye børnesange – og find på fagter til!
    Lille Peter Edderkop og Mariehønen Evigglad er fine børnesange – men de kan også godt blive lidt ensformige i længden. Hvis I altid synger de samme tre (eller 10) sange, så prøv at finde nogle nye. Lån en sangbog på biblioteket, slå de sange, I ikke kender op på You Tube. Herhjemme er vi også super glade for appen med Fagtesange, og Ulveungen sidder faktisk sommetider selv og synger sammen med appen, mens vi laver aftensmad.Du kan også sagtens finde på dine egne fagter til en sang, du ikke kender fagterne til. Det skal bare være nogle lette bevægelser, som du kan gøre igen og igen. Ofte er fagterne det første, børnene kan gentage, og det er faktisk ret sjovt, når man ser sin 1årige begynde at prøve at lave en elefant der marcherer!
  3. Tag til børnekoncerter og musiske legestuer
    Vi er netop kommet hjem fra en børnekoncert fuld af musik og børnesang med Moster Zillette. Koncerten var egentlig for børn fra 3-5 år, og vi var lidt i tvivl om, om Ulveungen ville kunne koncentrere sig. Men det gik over al forventning!
    Han var RIGTIG meget på med de sange, som han kendte i forvejen, og så legede han lidt med en pude og en bog, når der var sange, han ikke kendte. Højdepunktet var, da der kom en bamse-struds rundt og hilste på alle børnene. Den blev han nærmest forelsket i!Ofte har biblioteker, legestuer og kirker gratis eller meget billige arrangementer fulde af sang og musik til børn – eller legestuer og rytmiske hold i fx kirken, hvor børnene selv kan være med og spille lidt med rasleæg og den slags. Hvorfor ikke tage ud og prøve det? Start med et gratis eller billigt arrangement, og hvis det er en succes, kan I altid tage til nogle af de dyrere forestillinger senere.
sangbøger til de kendte børnesange
Sangbøger med tekst og illustrationer lærer jer alle de kendte børnesange

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at synge mere med dit barn i hverdagen. Det behøver jo slet ikke være en meget planlagt event. Herhjemme har vi de bedste syngestunder om aftenen, når Ulveungen skal sove og vi er færdige med at læse godnathistorie. Eller om eftermiddagen, hvor han pludselig henter sine rasleæg og selv opfordrer til sang.

Det vigtige er ikke, om sangen er planlagt eller opstår spontant – eller hvor smukt det lyder – men at I overhovedet kommer i gang med at synge. Det er lige så skønt som at læse bøger og male, og det udvikler dit barns sprog og opmærksomhed så meget.

Hvad er dit bedste tip til at synge flere børnesange med sit barn? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *