3 nye billedbøger - Troldeliv

3 nye, skønne bogserier for 2-3årige – Reklame

REKLAME – Indlægget indeholder reklame-links

Vi kender alle sammen Lotte og Totte og Rasmus Klump, Kaj og alle de andre klassiske billedbøger for de helt små. De er skønne og fantastiske og hyggelige at læse. Igen og igen timen før puttetid.

Især fordi vi husker dem fra vores egen barndom, ik’?

Men heldigvis udkommer der også en hel masse NYE lækre børnebøger. Og det er dem, som dette indlæg skal handle om!

Husk de nye bøger

Det er klart, at som børnebogsforfatter synes jeg, det er super vigtigt, at man husker de nye, skønne billedbøger. Boghandlerne sælger virkelig mange klassikere, og det forstår jeg godt. Vi læser dem jo også derhjemme!

Men de nye bøger kan altså ofte noget andet end de gamle klassikere. De har måske en anden humor, og de forholder sig til netop den tid, som dit barn lever i nu. Også selvom de måske handler om dyr eller andre fantasivæsner!

Så næste gang du skal på biblioteket eller i boghandlen, så prøv at kigge efter nogle af de fine, nye titler, der også er derude.

Selv har vi rigtig stor glæde af de tre bogserier, som jeg om lidt vil fortælle nærmere om. Storebror herhjemme er godt 2,5 år, og han ELSKER at læse. Vi har dyrket dialogisk læsning siden før han kunne sidde med en bog, og godnatlæsningen er stadig en stor hyggestund herhjemme.

3 nye, skønne bogserier for de 2-3årige

Der er selvfølgelig milevid forskel på, hvilke bøger man kan læse for et barn på 2-3 år. Nogle 2årige har monstergod tålmodighed og bliver siddende side efter side.

Andre vil hellere ned at lege, og så må man gøre sig virkelig umage for at holde opmærksomheden fanget på bøgerne. Det er helt i orden, at der er forskel, og mit allerbedste råd er at følge dit barns interesse.

Læs billeder i stedet for teksten, hvis teksten er for lang!

Læs bogen igen og igen, sammenlign med barnets hverdag, leg det I læser!

Så skal læseglæden nok finde vej.

Troldeliv-bøgerne af Sissel Bøe og Peter Madsen

Det var en bibliotekar, der første gang anbefalede mig Troldeliv-bøgerne, og siden jeg læste den første af bøgerne, har jeg været helt solgt til universet.

Det er jo fantasy i børnehøjde!

Altså jeg kan godt lide Lotte og Totte og Kaj, men hvis jeg helt selv må vælge, så vil jeg altså hellere læse om søde trolde i skoven. Også selvom deres oplevelser i virkeligheden er super genkendelige for det lille barn. Ja – det er vel faktisk en fordel!

Vi har læst de små Troldelig-bøger siden flyrejsen til Mallorca, og der var Storebror 2 år og 3 måneder. I begyndelsen læste vi mest billederne, men nu kan han sagtens følge med til hele historien.

Bøgerne findes også i store, flotte (og lidt mere indviklede) udgaver, som vi ikke helt er nået til endnu og som små pixi-bøger, der er lige til at have med i tasken.

Du kan læse mere om hele Troldeliv-serien her (reklamelink).

Nye, skønne bøger for de 2-3årige - Lili
Lili er en skøn serie for de 2-3årige – og så er der også sjove pointer for mor og far i historien! Omslag: Siri Melchior

Lili-bøgerne af Kim Fupz Aakeson og Siri Melchior

Lili er en lille spilopmager, og det synes jeg faktisk er skønt.

Hun er sådan lidt “det kompetente barn fra vores tid” møder Totte, og det er en sjov sammenblanding. Og så er hun altid sammen med hunden Vov Vov, der ikke er helt så dum, som man skulle tro. Eller som hunde måske er flest.

Bøgerne er ordknappe, hvilket er skønt. Det er næsten kun Kaj-bøgerne, som jeg synes mestrer ordknapheden lige så godt som Lili-bøgerne. Og så siger billederne bare alt!

Nogle af bøgerne i serien har også en sjov pointe for den voksne læser. Og så er Lilis forældre kun markeret som ben – måske en reminder til os forældre om at være til stede med vores børn?

Hvis du har lyst, kan du se hele serien om Lili  (reklamelink).

Sjove bøger for de 2-3årige - Elg, bæver og bjørn
Elg, Bæver og Bjørn er en sød og sjov serie, om de fire umage venner og deres genvordigheder. Perfekte til at tale om følelser med det lille barn! Omslag: Nicholas Oldland

Elg, Bæver og Bjørn-bøgerne af Nicholas Oldland

Elg, Bæver og Bjørn er seriøst en skøn, uhomogen flok, og jeg er faldet pladask for serien om dem. Det er den 2årige også!

Der er sådan en fin, underfundig humor i dem, som jeg ikke helt tror den 2årige opfatter. Men jeg elsker, at der også er noget for mig, når jeg skal læse en bog 700 gange!

Min favorit er Den travle bæver, fordi den simpelthen er så sød. Den ville min søn læse igen og igen og igen, efter han hørte den første gang.

Der er så meget snakke-guf i de her bøger. Om hvordan man skal opføre sig over for hinanden, om venskab og om følelser. Alt sammen mellem linjerne og de tre dyrs småskænderier. Skønt!

Hvis du er blevet nysgerrig, kan du læse mere om Den travle bæver her (reklamelink).

Hvad er din favorit billedbog for de 2-3årige?

Jeg håber, at du er blevet inspireret til jeres næste læsestund. Og hvis du endnu ikke har læst mine tips om dialogisk læsning, så er de lige her.

Kom gerne med dit bedste læsetip for de 2-3årige i en kommentar!

Topfoto: Omslag af Peter Madsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *