3 kreative påskeaktiviteter til dig og din 2årige (jep, også for dig med bækkenløsning!)

Det er påskeferie, du har endelig (eller som herhjemme: stadig, da vores søn var syg hele ugen op til påske) en masse tid sammen med dit lille barn, men hvad skal I bruge tiden på?

Nogle dage er vejret så skønt, at man kan cykle hen og se fårene lemme, tage på legeplads eller andet udendørs-agtigt. Hvilket jo er skønt. Andre dage (og dem synes jeg, der er en del af denne påske!) rusker vinden, og man har mere lyst til at være indendørs.

Selv er jeg gravid i 28. uge, og jeg kan godt mærke, det begynder at trække grumt på bækken/baller/hofte, og jeg vralter sommetider rundt som en and, der er fedet op til jul. Hvilket ikke giver mig mega meget lyst til at tage på lange, aktive ture – heller ikke selvom læmmende får sikkert ville være en god inspiration til min kommende juli-fødsel.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg jo faktisk gerne ville være mere KREATIV med min ulveunge.

Jeg har altid anset mig selv for at være en ret kreativ person, og mit arbejde som forfatter må vel også siges at være rimelig kreativt. Og så er jeg faktisk også uddannet billedkunstlærer, selvom jeg ikke underviser i det nu. Men mine kreative kreationer med min søn har nok mest rakt til tusser og voksfarver. Fordi jeg bare ikke rigtigt orkede mere.

Det skal være slut nu!

Jeg har købt nogle lækre produkter, som vi har givet os i kast med. Det er der kommet disse 3 kreative påskeaktiviteter ud af, som min 2årige søn nyder:

  1. Fingermaling! Indrømmet, det tog lang tid, før jeg orkede at pakke fingermalingen ud af æsken. Jeg aner faktisk ikke
    Fingermaling stimulerer den taktile sans

    hvorfor, for da jeg først kom i gang, var det super nemt. Jeg har købt sådan en spisesmæk med ærmer i IKEA og så lagde jeg et stort stykke papir nederst og en tegneblok ovenpå. Og så gik vi ellers i gang!
    Det vil sige, Ulveungen kastede sig måske ikke ud i det med samme iver, som jeg havde forestillet mig. Faktisk ville han i starten hele tiden have, at jeg skulle tørre hans fingre. Ligesom hvis der var havregrød på … han er rimelig sart (fx var han ved at bryde sammen her den anden dag, fordi han havde rørt ved en snegl …). Så da min mor foreslog, at jeg lavede nogle håndaftryk med ham, tænkte jeg, at det aldrig ville gå. Men ved I hvad? Han var ellevild! Og slet ikke til at stoppe. Så jeg tænker, at vi virkelig har fået stimuleret den taktile sans med denne aktivitet:-)
    Da jeg er gravid og generelt gerne vil bruge ting uden for mange kemikalier i, valgte jeg at købe Ökonorm Fingermaling. Jeg må indrømme, jeg ikke har sat mig specielt ind i produktet (om det fx er ok i forbindelse med at man er gravid), men det fungerede i hvert fald rigtig fint! Efterfølgende har jeg set flere blogs, der foreslår at man laver sin egen fingermaling. Det vil jeg måske prøve en dag! Men altså … man må starte med det, man orker, ik’?

  2. Modellervoks! Dette var et hit fra starten af. Ulveungen er simpelthen vild med at mase og hive i modellervoksen. Og især
    Modellervoks bringer det kreative frem i hele familien. Denne har faren lavet.

    er han vild med, at jeg triller bolde og slanger og snegle og bolde og slanger og snegle (er I klar over, at en bold kan rulles ud til en slange, der kan rulles halvvejs sammen til en snegl og derefter helt sammen til en bold – 100 gange?). Men altså … men kan jo også være mere kreativ og lave en hel zoologisk have, hvis man synes det er sjovt (og selvom det herhjemme er mig, der lever af at være kreative, er det altså faren, der laver kunstfærdige figurer af modellervoks …).
    Jeg har også købt Ökonorm modellervoks, fordi den skulle være sund og uden skadelig kemi. Men igen kan man jo også eksperimentere med at lave noget selv – trylledej fx. Det har jeg bare ikke gjort endnu.

  3. Gadekridt! Dette kræver selvfølgelig at det ikke styrter ned. Men når vejret er bare ok, er det faktisk en måde at være udendørs uden at være super aktiv (hvis man nu fx som jeg er gravid og har svært ved at okse rundt). Man kan tegne og skrive og farve områder. Og herhjemme tiltrak det en hel skare af nabobørn, der også deltog. Så måske man også kan få nye venner på den måde?
    Vi købte også gadekridt fra Ökonorm. Og eftersom jeg nu har nævnt det samme mærke tre gange, er det måske på sin plads at sige, at det altså er rimelig tilfældigt og ikke på nogen måde sponsoreret af hverken producent eller shop. Jeg købte bare en masse kreative ting på samme tid, og da jeg ikke havde tid til at researche super meget på emnet, røg der tre ting af samme mærke i kurven:-)

Jeg er godt klar over, at hvis du virkelig har bækkenløsning, så er det ret individuelt, hvad du egentlig kan og magter. Og så må du selvfølgelig tilpasse ovenstående tips, så de passer til dig. Det kan fx være, at du ikke kan komme ned og male med kridt på asfalten – men så kan I måske finde en mur at male på, mens du sidder på en stol? Eller du kan sætte storesøster til at male, mens du holder opsyn?

Jeg håber i hvert fald, at du er blevet inspireret til en mere kreativ påskeferie. Der er jo i virkeligheden så meget at gå i gang med, og hvis jeg skulle have et påskefortsæt (findes det?), så skulle det være at blive mere kreativ med mit barn. Altså de der ting de laver i vuggestuen, fx maler på toiletruller og giver dem øjne, hvorfor gør jeg ikke sådan noget herhjemme?

Hvilke kreative aktiviteter har I lavet her i påsken? Og er der nogen af jer, der har haft held til at lave jeres egen, naturlige fingermaling egentlig?

4 thoughts on “3 kreative påskeaktiviteter til dig og din 2årige (jep, også for dig med bækkenløsning!)”

  1. Spænende projekter.
    næste gang fingermalingen er fremme så kan du også have et par flamingo æg i ruller i malingen, lad dem tørre på et grilspyd… så der super fine påske æg.

    1. Hej Anette. Sikke en god idé! Jeg tror endda vi har nogle flamingo-kugler i kælderen fra jul af. De er godt nok runde i stedet for æg – men det går nok;) Kh Camilla/Fabelmor

  2. Hei – og tusen takk for gode kreative tips! – Også til dem med bekkenleddsmerter! Jeg vet at mange med slike smerter syns det er fint å få tips til aktiviteter man kan gjøre sammen med barn. – Også om man må liggee på en seng eller sofa eller sitter utendørs i en Baden Baden stol for eksempel. Så jeg har delt tine tips på min Facebookside Bekkenløsning Pelvic girdle pain https://www.facebook.com/Bekkenl%C3%B8sning-Pelvic-girdle-pain-475526812506163/ Hell og lykke!
    Anne i Norge

    1. Hej Anne. Dejligt du læser med fra Norge:) Og spændende at du simpelthen har en side, der passer til:-) Tak for link. Kh Camilla/Fabelmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *