3 grunde til at eje færre ting

3 grunde til at eje færre ting

Har du nogensinde overvejet, hvor mange ejendele der er i dit hus? Og hvor mange af dem, du aldrig bruger?

Det gælder alt fra tøj, du ikke kan passe eller som er blevet umoderne over underlige køkkenredskaber og til fejlkøbt eller bare dårligt legetøj. For ikke at tale om bøger, du aldrig kommer til at læse igen (eller aldrig fik læst!) træningsudstyr, du er for doven til at bruge og pyntegenstande, du hader.

Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg stor tilhænger af at rydde op i sit rod. Ja, jeg mener direkte, at det kan give dig mere overskud i dit liv. Og det overskud kan du bruge på SÅ mange federe ting – din familie eller din hobby fx.

Når hjemmet roder og rengøringen kalder, er det svært at finde energien til at hive symaskinen frem eller trække i træningstøjet.

  • Men hvad nu, hvis dit hjem altid var nemt at rydde op, og rengøringen gik bare lidt lettere?
  • Hvis du kun havde ting omkring dig, som gjorde dig glad at se på?
  • Og hvis du med god samvittighed kunne tage ud at shoppe i morgen?

3 grunde til at eje færre ting

  1. Jo mindre du ejer, jo lettere er det at rydde op. Ja, det giver jo ligesom sig selv – jo færre genstande, jo mindre oprydning.

    Men det er ikke kun antallet af genstande, der tæller. Det er lige så meget dét, at hver genstand skal have en fast plads.

    Og dét er altså noget lettere at udføre, hvis du ikke omgiver dig med milliarder af ting.

    Og samtidig er det altså noget lettere at komme omkring med støvekluden, hvis gulvet ikke er fyldt med ting, der ikke har en plads – og vindueskarmen ikke er fyldt med alle dine venners souvenirs.

  2. Når du kun beholder de ting, der gør dig glad, slipper du for dårlig samvittighed. Forestil dig, at du har fået en grøn vase af din mormor. Og du synes den er grim. Men du kunne ikke lide at sige det, så du beholdt den.

    Nu har du stillet den i vindueskarmen, men hver gang du ser på den, får du en lille smule ubehag i maven.

    Det er den dårlige samvittighed over at have været uærlig til at starte med. Og måske også over ikke at kunne lide tingen.

    Men det er jo fjollet! Vi giver ting med kærlighed – ikke for at give folk dårlig samvittighed!

    Så behold kun de ting, du virkelig holder af – og giv resten væk til genbrug eller sælg det.

  3. Når du kun ejer det, du rent faktisk bruger, kan du se præcis, hvad du mangler. Og så har du jo “lov” at shoppe!

    Forestil dig, at du skærer dit tøjskab ind til benet og KUN beholder det, du kan lide og vil bruge og som klæder dig (det kan man faktisk få hjælp til fra en professionel stylist, sejt ik’? Jeg drømmer selv om et besøg af Susanne Modler)

    Hvis der ligger en masse bluser, som du “måske en dag får brug for”, så virker det underligt, at du åbner skabet og tænker “jeg har ikke noget tøj”. Det virker både skabet og frustrerende. Og alligevel har du måske lyst til at shoppe.

    Gå dit tøjskab i gennem og behold kun det du bruger og så nogle enkelte pæne ting til særlige lejligheder fx. Der findes masser af guides til at rydde op i sit tøj på nettet.

    Bagefter kan du se præcis, hvad du mangler. Selv har jeg fx kun én langærmet bluse, der ikke er en ammebluse lige nu. Når jeg stopper med at amme igen, skal jeg nok købe nogle flere langærmede bluser.

    Det er da dejligt at vide, præcis hvad man mangler!

Jeg vil lige understrege, at jeg IKKE går ind for brug-og-smid-væk-kulturen. Jeg synes, at det du sorterer fra, skal til genbrug – og jeg synes også sagtens man kan købe nyt fra genbrug. Jeg købte fx seks gravidkjoler brugt på reshopper, da jeg ventede mig.

Og jeg tror på, at når du først får skåret dit tøjskab ind til benet, så ved du også fremover, at du ikke skal impulsshoppe ting, som ikke er 100 % dig. Men de ting, du vil elske længe fremover, skal du endelig investere i. Sådan ser jeg på det!

På den måde ender du med at købe færre ting. Det er nemmest at se på tøjindkøbet – men det gælder faktisk over hele huset. Jo mindre du ejer, jo mindre hovedløst køber du ind. For nu ved du jo, at tingen skal have en plads – både i dit hjem og i dit hjerte!

Har du nogle gode tips til at rydde op i sine ting? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *